|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: DEN KAPITALISTISKE TILLIDSKRISE
|
DEN KAPITALISTISKE TILLIDSKRISE
Det seneste eksempel på fødevaresvindel, nu fra Kina med tilsætning af melanin i mælkeprodukter og den amerikanske finanskrise indeholder nogle fælles elementer, symptomer, som peger på nogle dybtliggende etiske problemer i den kapitalistiske tænkning omkring fri markedsøkonomi.
I begge tilfælde er der tale om, at aktører på et frit marked misbruger den tillid som forbrugere af kapital og fødevarer som udgangspunkt nærer til markedernes selvreguleringsmekanisme, der ifølge den klassiske teori fører til en harmonisk afvejning af befolkningens interesser og behov, samt at den frie konkurrence derfor har en harmoniskabende virkning på samfundet som helhed.
Det er denne liberalistiske tænkning, hvorefter staten skal blande sig så lidt som muligt (laissez-faire) i den frie konkurrance der kommer til udtryk i sentensen: Hvad der er godt for General Motors er godt for USA.
Men helt grundlæggende gælder, at markedet er ETISK INDIFFERENT. Liberalismens grundantagelse om, at det vil være til alles fordel, hvis mennesket fik mulighed for uhindret at følge sin egeninteresse, hvorved der ville ske en naturlig afvejning af tilsyneladende modstridende interesser, fører ikke til det gode samfund, men er udtryk for jungleloven hvor den stærke overlever og den svage bukker under. Hvor den kloge narer den mindre kloge for når hensigten og målet alene er profitmaksimering og intet andet, og menneskene nu engang er som det er, hvorfra skulle motivationen til at udvise altruisme da komme fra?
Adam Smith vender tingene på hovedet, med påstanden om, at det at arbejde for at realisere sin egeninteresse ikke alene er en naturlig ret, men også en pligt for samfundet. Heraf fulgte, at statsindblanding i det økonomiske liv ikke alene måtte betragtes som uklogt, men også som MORALSK FORKASTELIGT.
Karl Marxs' teoretiske forudsigelser om stadig tilbagevendende kriser i den kapitalistiske frie markeds økonomi har i vidt omfang vist sig at holde stik. Dog har den planstyrede statskapitalisme de marxistiske økonomiske teorier gennemtvang i Sovjetunionen, vist sig at være umulig at styre og langt underlegen i forhold til det frie marked med en større eller mindre demokratisk styring - indblanding fra statsmagtens side.
Verdenskrisen i tredvierne, udløst af børskrakket på Wall Street i 1929, fik betydning for en selvkritisk moderering og videreudvikling af liberalismen. Indtil da havde liberalisternes tænkning været præget af en stærk tro på en ubegrænset økonomisk vækst gennem den frie markedsøkonomi og den kapitalistiske produktionsform. Kriser betragtedes som forbigående begivenheder, som var nødvendige for at rense "usunde" elementer ud af det økonomiske liv.
Den dybtgående krise der spredte sig som en steppebrand skabte imidlertid frygt for totalt sammenbrud i verdensøkonomien, nøjagtig som vi ser det i dag, hvor den amerikanske finanskrise på grund af globaliseringen truer ikke blot USAs økonomi, men alle de industrialiserede nationers økonomiske overlevelse.
Den historiske krise, var også en tillidskrise i relation til om det kapitalistiske system kunne skabe den velstand til alle som teoretikerne hævdede. Derfor kom også den demokratiske styreform under pres, idet konkurrerende ideologier som kommunismen, fascismen og nazismen - i konsekvens af massearbejdsløshed, utryghed og nød - for mange fremstod som attraktive alternativer til den herskende kapitalistiske samfundsideologi.
Liberalister gik derfor nødtvungent ind på keynesianismens anbefaling af at lade staten gribe regulerende ind i samfundsøkonomien. Allerede i 1926 gjorde den engelske nationaløkonom John Maynard Keynes (1883-1946) op med de metafysiske og almene teorier, på hvilke laissez-faire er blevet bygget op den ene gang efter den anden. Keynes skriver blandt andet:
"Det er IKKE sandt, at hvert individ ejer en foreskreven "naturlig frihed" i sin økonomiske aktivitet. Der findes ingen "kontrakt", som overfører evige rettigheder til dem, som har eller er i gang med af skaffe sig ejendom. Verden styres IKKE ovenfra således, at private og almene interesser altid er sammenfaldende. Her på Jorden går det ikke altid sådan, at disse to interesser i praksis er i overensstemmelse med hinanden. Det følger IKKE af nationaløkonomiens principper, at den oplyste egoisme altid virker til det fælles bedste. Det er heller ikke sandt, at egoismen i almindelighed ER oplyst; ofte er de individer, som forfølger deres egoistiske interesser, alt for uvidende eller alt for svage til at nå dem.
Erfaringen lærer os IKKE, at de individer, som slutter sig sammen i en gruppe, er mindre klartsynede end de der handler hver for sig ... Man kommer sandsynligvis i fremtiden til halvt at socialisere mange store virksomheder, især de der er af mere almennyttig art og endog også andre virksomheder, som har stort behov for kapital. Men vi må være smidige, når det drejer sig om formerne for denne halvsocialisme. Vi må fuldt ud udnytte tidens naturlige btendenserog formodentlig foretrække halvauttonome kooperationer fremfor direkte, statslige organer, for hvilke en minister er direkte ansvarlig.
Jeg kritiserer ikke denne doktrinære statssocialisme for at den stiller menneskets altruistiske drifter i samfundets tjeneste, eller fordei den vender sig bort fra laissez-faire, eller fordi den berøver mennesket friheden til at tjene en million, eller fordi den har mod til at gøre et dristigt eksperiment. Alt dette kan jeg kun rose. Jeg kritiserer den for, at den misforstår den aktuelle udvikling, idet den i virkeligheden ikke er andet end en tåget rest af en plan, som formedes for at løse problemer, som var aktuelle for 50 år siden, og som bygger på en misforståelse af, hvad nogen sagde for 100 år siden ...
Statens vigtigste virkeområder er ikke dem, som allerede varetages af privatpersoner, men derimod de funktioner, som strækker sig ud over individernes virkeområde, de beslutninger som INGEN tager, hvis ikke staten gør det. Det vigtigste for staten er ikke at udføre de ting, som enkeltpersoner allerede gør lidt bedre eller lidt værre, men at gøre det, som slet ikke gøres ..."
Krisen i 1930erne blev i USA overvundet ved at præsident Roosevelt og kredsen omkring ham indledte en reformpolitik inspireret af Keynes ideer. I en valgtale i 1932 lovede Roosevelt nordamerikanerne en new deal («en ny aftale»), hvis han blev valgt. Udtrykket er siden blevet synonym for hans politik - særligt i perioden før 2. verdenskrig. Roosevelt blev genvalgt i 1936, 1940 og 1944, men havde kun tilstrækkelig politisk opbakning bag større reformer i årene 1933-38. I snævrere forstand er New Deal derfor afgrænset til denne periode.
To konkrete politiske udspil fra Rooseveltadministrationens side fik i denne sammenhæng stor betydning. For det første gik Roosevelt umiddelbart efter sin store valgsejr i 1936 til kraftigt angreb på USA's højesteret, der midt i årtiet havde erklæret flere vigtige New Deallove for grundlovsstridige. Præsidentens udfald mod højesteret i 1937 blev forklaret med behovet for hurtigere justits i USA, men blev opfattet som et forsøg på at tvinge dommerne ind på en mere progressiv kurs.
Konflikten førte til, at Roosevelt udskiftede én modstander - domstolen - med en anden: kongressen. For mens dommerflertallet midt under krisen slog ind på en mere socialprogressiv linie, som viste sig at være mere eller mindre permanent, kom kongressen derefter i stigende opposition til præsidentens politik. Med andre ord opstod der en situation, hvor højesteret nok fik en mere positiv fortolkning af New Deallovene, men hvor der blev langt mellem sådanne progressive love, fordi kongressen ganske enkelt ikke ville vedtage dem.
Republikaneren Bush er havnet i samme dilemma som demokraten Roosevelt i form af modstand fra kongessen, endog fra næsten 100 demokrater i repræsentanternes hus som stemte sammen med et stor flertal af republikanere med en "New Deal" om at overvinde kapitalmanglen og tillidskrisen ved at opkøbe "syge" aktiver i banker og kreditinstitutioner med indtil 700 milliarder dollars, for at undgå en total nedsmeltning af økonomien grundet kapitalmangel og uvillighed til at låne ud.
Vil en fastholde af “The American Dream” – enhver er sin egen lykkes smed – med vægtning af egeninteressen og økonomisk frihed over ligheden og statsindblanding føre til et amerikansk og globalt mareridt hvor den kapitalistiske økonomi bryder lige så totalt sammen som den sovjetiske statskapitalisme gjorde i 1991?
Og kan en sådan global finans- og tillidskrise forventes også at true selve det demokratiske samfundssystem, således som det gjorde i Europa i 1930erne med de florerende fascistiske anti-demokratiske ideologier.
Måske er Europa allerede slået ind på den vej ved de facto at sætte væsentlige dele af demokratiet ud af funktion i forsøget på at etablere en ny overnational superstat – kaldet Eurabia – der siden 1973 og især efter dannelsen af den Europæiske Unionen for mig at se udvikler sig i en stadig mere fascistisk retning hvor superstaten kontrollerer stadig større dele af borgernes liv?
Borgernes politiske frihedsrettigheder, som er forudsætning for et ordentligt demokrati, bliver stadig mere indskrænkede mens der gælder laissez-farie når det drejer sig om økonomisk frihed - ophævelse af toldskranker, fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft og en fuldstændig ignorering af etniske- kulturelle og nationale forskelle.
Med retsaktivismen og retspluralismen samt et ministerråd som ikke står til demokratisk ansvar for deres beslutninger i form af et parlament, der kan udbalance statsmagten og den dømmende magt, styrer EU en sikker kurs mod en fascistisk statsdannelse som ikke primært trues af kapitalmangel, men af en tillidskrise som giver sig udslag i erodering af social kapital, hvor borgerkrigens spøgelse lurer forude.
Hilsen
Ipso Facto 
--------
Den økonomiske filosof Al Capone var en succesrig amerikansk forretningsmand, en ægte laissez-faire liberalist, der anså sig selv for en god amerikaner, hvilket fremgår af de følgende citater:
"Capitalism is the legitimate racket of the ruling class.
I am like any other man. All I do is supply a demand.
My rackets are run on strictly American lines and they're going to stay that way."
I et interview med journalisten Claude Cockburn i 1930 videreudviklede Capone sine økonomisk-filosofiske teorier:
'Listen,' he said, 'don't get the idea I'm one of these goddam radicals. Don't get the idea I'm knocking the American system. The American system . . .' As though an invisible chairman had called upon him for a few words, he broke into an oration upon the theme. He praised freedom, enterprise and the pioneers. He spoke of 'our heritage'. He referred with contemptuous disgust to Socialism and Anarchism. 'My rackets,' he repeated several times, 'are run on strictly American lines and they're going to stay that way.'
His vision of the American system began to excite him profoundly and now he was on his feet again, leaning across the desk like the chairman of a board meeting, his fingers plunged in the rose bowls.
'This American system of ours,' he shouted, 'call it Americanism, call it Capitalism, call it what you like, gives to each and every one of us a great opportunity if we only seize it with both hands and make the most of it.' He held out his hand towards me, the fingers dripping a little, and stared at me sternly for a few seconds before reseating himself. ..."
|
|
|
|
