|
0
registrerede
283
gæster og
90
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Livskvalitet
|
utålmodighed er bestemt ikke en af Åndens Frugter selv om både Jesus og Paulus ofte blev meget utålmodige og vrede, følte stor irritation over disciplene (for Paulus vedkommende har vi troværdige vidnesbyrd fra ham selv - mht Jesus er det den måde man har fremstillet Jesus i evangelierne).
"Jesus kristus som forstås fuldkommen" ja og nej - Jesus er et menneske som alle os andre - og han vil hverken tilkendes at være god eller fuldkommen - alt dette tilskriver han oftest Gud og ikke sig selv (men når Johannes driver teologi på Jesus Kristus så kan du have ret - men så er det jo teologi og ikke som tingene var i virkeligheden) (se 1)* (men var det ikke bedre vi koncentrerede os om det emne Arne har bragt på bane - og du fik hørt podcast Bibelen Leth Fortalt: Den første Pinse og Helligånden -
hvorfor lytter du og I andre ikke til hvad I får serveret på et sølvfad af guldkorn der kunne gøre jer allesammen klogere på kort tid
1)*:
"it is not the spirit of the man Jesus of Nazareth that makes him jeg Christ, but that it is the Spiritual-Presence, God in him, that possesses and drives his individual spirit. This insight stands guard against a Jesus-theology which makes the man Jesus the object of Christian faith. This can be done in seemingly orthodox terms, as in Pietism, or in humanist terms, as in theological liberalism. Both distort or disregard the Christian message that it is Jesus as the Christ in whom the New Being has appeared. And they contradict Paul's Spirit-Christology, which emphasizes that "the Lord is the Spirit" and that we do not "know" him according to his historical existence (flesh) longer, but only as the Spirit who is alive and present. This saves Christianity from the danger of a heteronomous subjection to an individual. The Christ is Spirit and not law". Paul Tillich
Det Bibelske budskab er ikke dette, at et menneske, Jesus, tilkendes prædikatet guddommelighed. Den tankegang, at Jesus er ”gud”, forudsætter jo, at ”gud” eller ”det guddommelige” på en eller anden måde på forhånd er bekendt, og at vi på grund af Jesu særlige egenskaber, f. eks. Hans moralske højhed eller Hans religiøse genialitet, mener at turde tilkende Ham dette høje prædikat. Men af en sådan tankegang finder vi intet spor i Det nye Testamente. Derimod findes der en særdeles kraftig understregning af, at Han, da Han på denne måde skulle kåres og vurderes af mennesker, blev behandlet som alt andet end et guddommeligt menneske, tværtimod blev forkastet og henrettet som forbryder. Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår. Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud. Men: Gud blev menneske, blev gjort til en forbandelse, til synd, for os.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os!” formulerer Johannes denne bekendelse. Inkarnationstanken udtrykker denne enhed af kristologi og theologi, theologi og kristologi. Inkarnationstanken er ikke et princip til brug i en objektiv anskuelse. Som led i et system er inkarnationstanken selvmodsigende. Thi i et system tænkes ideer sammen. Og Guds og menneskets ide kan ikke tænkes sammen. Inkarnationstanken er ikke indholdet i en anskuelse, men formen for et budskab. Inkarnationstanken som systematisk ide måtte udtrykkes således: ”Ord er kød”, eller: ”Kødet er Ord”. ”Gud er menneske” eller ”Mennesket er Gud”. Ingen af delene er sandhed. Gud er ikke et menneske, og mennesket er ikke en Gud. Men inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: ”Ordet blev kød! Gud blev menneske!” inkarnationstanken udtrykker en begivenhed. Og denne begivenhed er den historiske Jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore Gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forsekellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, d.v.s. som begivenhed. Det er dette inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter.
|
|
|
|
