|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Livskvalitet
|
Så nåede jeg omsider igennem Kaspar Meitils: Kunsten at glemme sig selv.
Den er lidt tung at læse, synes jeg, men det er jo fordi, den er strengt videnskabelig.
For mig er der imidlertid ingen tvivl om, at den har fat i noget dybt væsentligt - især for os mennesker her i den vestlige verden.
Vi har det jo med at fokusere på selvudvikling, og alt det gode, det kan føre til, men vi er generelt blinde for værdierne i ind imellem at sætte selvet lidt til side og blot være "en del af universet" - dét som Kaspar kalder det selvløse og ikke-egoiske ("egoisk" er at fokusere på sig selv - f. eks. for at opretholde eksistensen - hvilket ikke er det samme som det moralsk fordømmende: at være egoistisk - ofte på andres behostning)
At det selvløse er vejen ud af lidelse har buddhisterne vidst i flere tusinde år, men da buddhismens mindfulness og meditation kom til os her i vesten, tog man ikke dét med.
Kaspar beskriver, at dog også folk her i vesten er nået frem til værdier i det ikke-egoiske selvløse - såsom altruisme og næstekærlighed - når man ind imellem slipper det selviske.
Som vi ca. 8 milliarder mennesker har fat i denne klode i dag er sådanne livsindstillinger nok mere nødvendige nu end nogensinde.
Der er næppe tvivl om, at indholdet i Kaspar Meitils bog er solidt funderet, men nok desværre foreløbig nok kun lidt kendt og anerkendt.
En mere populærvidenskabelig udbredelse af indholdet er min ønskedrøm - mens vi buldrer løs i begærets og teknologiens stadig vildere og voldsommere verden - med dens frygtindgydende fremtidsperspektiver.
Arne agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed  
|
|
|
|
