|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Gjorde han det med vilje?
|
Kære debatkolleger.
Undertiden ser man i avisartikler, at en mand er blevet dømt, fordi han har handlet forsætligt. Andre gange ser man, at én er blevet dømt, fordi han har handlet uagtsomt. Spørgsmålet om forsæt og uagtsomhed foreligger i såvel straffesager som i civile erstatningssager. Hvad ligger der nærmere i at sige, at en person har haft forsæt til at foretage en bestemt handling?
Her kommer man ind på det rette spor ved at sige, at han har gjort det med vilje. Men nu er jura en disciplin, der i århundreder har lagt sig tæt op ad logikken, når der skulle argumenteres. Derfor vil mange udenforstående ofte få fornemmelsen af, at jurister kan gøre selv det mest enkle spørgsmål kompliceret. Det samme opleves også hos filosofiske logikere, der kan skrive side op og side ned om forståelsen af en enkelt sætning.
Når man skal vurdere, om en person har haft forsæt til en handling, tager man udgangspunkt i hans vilje: Hvad var det han var ude på at gøre? Hvilket resultat sigtede han imod?
Hvis han har sigtet mod at slå en anden ihjel, og har kløvet offerets hoved med en økse, er der ingen tvivl. Han har gennemført det, som han var ude på, og denne form for forsæt kalder man direkte forsæt.
Men lad os nu sige, at manden er oprigtigt indigneret over den måde, som man behandler dyr på, når man transporterer dem i lastbiler over lange strækninger uden at sørge ordentligt for dem. Derfor lægger han sig på lur ved motorvejen med den maskinpistol, som han opbevarer som hjemmeværnsmand.
Da der kommer et vogntog med dyr kørende med den højeste tilladte hastighed, tømmer han magasinet mod forhjulene. Herved eksloderer forhjulene, vogntoget kører igennem autoværnet og styrter ned ad en lang skrænt. Chaufføren omkommer ved ulykken.
Mandens vilje har kun rettet sig mod dette at standse den usympatiske dyretransport og derved ramme vognmandsfirmaet, men han har aldrig set chaufføren og har ikke haft til hensigt at slå denne ihjel.
Men ved dommen bliver han dømt for forsætligt drab. Dette skyldes, at enhver må sige sig selv, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at en chauffør vil omkomme, når hans vogntog bliver beskudt under netop de omstændigheder, der er skitseret ovenfor. Denne form for forsæt kaldes sandsynlighedsforsæt.
Vi kan også møde en kombination af direkte forsæt og sandsynlighedsforsæt. A har en fjende, og han beslutter sig for at slå denne fjende ihjel. Da hans fjende sejler i sin motorbåd, sejler A op på siden af ham og kaster en molotov-cocktail ind i hans båd. Denne bryder i brand, og fjenden omkommer. Tillige omkommer fjendens hustru og børn, der var nede i bådens salon, hvor A ikke kunne se dem.
A vil blive dømt for manddrab. For fjendens vedkommende er der tale om direkte forsæt, og med hensyn til hustruen og børnene er det sansynlighedsforsættet, der bliver skyldgrundlaget.
Vi har i den juridiske forsætslære, der er overordentlig indviklet, en besynderlig form for forsæt. Den går ud på, at en person har indladt sig på noget, der måske – måske ikke – kunne blive til en kriminel handling. Dette står ham nogenlunde klart, men alligevel udfører han handlingen, og han tager dermed risikoen for et eventuelt strafbart resultat med i købet.
På dansk kunne vi her tale om eventualitetens forsæt, men man bruger altid det latinske udtryk dolus eventualis. Nede i Lolland-Falster området var der engang en religiøs snedker, der var i pengevanskeligheder. Da hans værksted og bolig var brandforsikret, ville han kunne drage fordel af, at hele molevitten brændte.
Men som den troende mand, han var, ville han ikke synke så dybt, at han ville begå en forbrydelse. Derfor gjorde han noget andet: Han lagde sagen i Guds hånd. Dette gjorde han ved at stille sig midt i bunken af høvlspåner, stryge en tændstik og kaste den bag over skulderen, idet han sagde: ’Ske, hvad der vil!’. Hele ejendommen brændte, og politiets teknikere førte bevis for, at branden var påsat af ejeren selv. Han blev dømt for brandstiftelse og assurancesvig, og skyldgrundlaget var dolus eventualis.
Nu bevæger vi os over i det okkulte. A kommer jævnligt i Danielskirken, fordi han sværmer for alt, hvad der er spiritistisk og okkult. Han er også overbevist om, at woodoo har en faktisk effekt. Han lader derfor en kyndig heksedoktor udfærdige en dukke, som bliver lavet efter et fotografi af naboen, som A hader.
A beslutter sig for at dræbe naboen ved hjælp af woodoo. Han sliber sin dolk, tænder sorte stearinlys og fremmumler de mantraer, som heksedoktoren har lært ham. Kulminationen af disse hellige handlinger sker ved, at A stikker sin nyslebne og helliggjorte dolk i hjertet på nabo-dukken. Naboen lever naturligvis videre i bedste velgående.
Om dette hypotetiske tilfælde, kan vi juridisk sige, at der ikke er begået nogen strafbar handling. A har gjort et drabsforsøg, men dette er foretaget med utjenlige midler.
Men eksemplet er anført for at berøre en juridisk diskussion, der går lige så langt tilbage, som retshistorien rækker. Det er diskussionen om, hvad det egentligt er, vi straffer: Er det det skyldige sind mens rea eller er det den skyldbehæftede handling actus reus?
A har jo faktisk haft til hensigt at slå naboen ihjel. I ældre tid var dette nok til at gøre ham skyldig, selv om han havde brugt utjenlige midler. Mange formodede troldkarle og hekse har måttet lade livet på grund af det skyldige sind. Og dette skyldige sind forsøgte man at råde bod på gennem torturen, der blev udført efter, at dødsdommen var faldet. Hvis de mødte Gud i en tilstand af anger, var der håb for deres saligheds sag.
Dansk ret hviler i nyere tid på vurderingen af den skyldige handling. Morderen Jens Nielsen blev i 1892 henrettet på grund af hans handlinger. Men der var en reminiscens af tidligere tiders bearbejdning af det skyldige sind, idet han efter dødsdommen blev bundet til ’Den kolde Jomfru’ og fik et større antal slag med den nihalede kat. Dette var en næstekærlighedens gerning, der skulle skabe anger i Jens Nielsens sind, så Gud ville se med milde øjne på det, som han havde gjort.
Af hensyn til længden vil jeg standse her, selv om der kunne være så meget andet at skrive om dette tema.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
