|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
470
gæster og
58
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: At have ret og at få ret.
|
Kære debatkolleger.
At have ret er i juridisk forstand ikke altid det samme som at få ret. I oplægget til tråden så vi et tænkt eksempel, der gik ud på, at A lånte B 10.000 kr. Og B var jo – og det må vi ikke glemme – en gennemsnitskværulant under sygekassegrænsen.
A var imidlertid i den heldige situation, at han havde handlet som en bonus pater familias. Dette romerretlige udtryk betyder egentlig ’en god familiefader’, men det er i århundredernes løb blevet et systemudtryk for en handlingsnorm. I denne norm ligger, at man skal udvise omtanke og tage højde for eventuelle risici.
Det gjorde A, idet han for det første sikrede sig B’s underskrift på et gældsdokument, og for det andet opsagde lånet ved at sende et brev, som han først havde taget en kopi af. Disse to bilag lagde han frem for fogedretten.
Fogedretten stod herefter med to bilag, som kunne være et kraftigt indicium for, at B virkelig skyldte A de 10.000 kr. Derfor kunne fogedretten beramme et retsmøde og indkalde B til dette.
Men hvis A ikke havde sikret sig disse to beviser, havde han stået med et problem. Hvis han blot havde lånt B pengene på dennes glatte ansigt og under fire øjne, havde der kun foreligget en mundtlig aftale. Denne er nøjagtigt lige så forpligtende som en skriftlig aftale. Men når man har at gøre med en gennemsnitskværulant under sygekassegrænsen, er det ikke sikkert, at man kan føre bevis for den.
Da A henvender sig til B og forlanger pengene tilbage, sætter B et forbavset ansigt op, og siger, at der må være tale om noget, som A har drømt. Han har s’gu aldrig lånt penge af A. Og her står A så og kan hverken gøre fra eller til.
Han har ikke noget skriftligt, som han fremlægge som bevis, og så vil fogedretten ikke beskæftige sig med sagen. Han har heller ingen vidner, der har overværet, at låneaftalen blev indgået. Han véd også, at der vil blive tale om påstand mod påstand, og så vil den almindelige underret – byretten – ikke dømme i hans favør.
Altså: A har i teorien ret til at få sine 10.000 kr. tilbage. Denne ret kalder vi den materielle ret. Men han kan ikke i retssalen fremlægge beviser eller føre vidner, der kan overbevise dommeren om, at han har denne ret, og derfor taler vi her om den processuelle ret.
Derfor gælder det her, som Martin A. Hansen omtaler det i ’Jonathans Rejse’, at det ikke drejer sig om at have ret, men derimod om at kunne bevise, at man har ret.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
