Menneske først, kristen så

Udsagnet bruger Grundtvig i et større digt af samme navn, og dets betydning har været og er stadig ofte til diskussion blandt grundtvigtilhængere. En meget brugt udlægning er, at Grundtvig med udtrykket først og fremmest mener, at mennesket skal have fokus på livet her og nu på denne jord – og ikke på, hvordan det at være kristen er noget særligt og tilhører forestillingen om det hinsidige. Hvis du lever et ordentligt menneskeliv, er du også en ordentlig kristen. I forlængelse af denne forståelse siges det videre, at først det menneske (barn), der har accepteret og lært at leve som menneske, for alvor kan forstå, hvad det vil sige at være kristen. Man skal derfor i opdragelsen af børn i første række lære dem at være ordentlige mennesker og holde af menneskelivet her og nu – så vil deres forståelse for det kristne komme.

Diskussionen blandt de grundtvigske – måske specielt teologer og præster – har været, om denne efter nogens opfattelse alt for sekulariserede udlægning fjerner menneskers opmærksomhed fra det religiøse og overser den forkyndende side hos Grundtvig. Nogle har hævdet, at mange grundtvigske højskoler og efterskoler ”i ly” af denne mere sekulariserede opfattelse har sluppet den religiøse dimension af skolernes opgave.


Udtrykket ”menneske først, kristen saa” bruges imidlertid også af Grundtvig til at understrege det universelle ved det at være menneske. Alle mennesker – uanset de har levet før Kristus eller i f.eks. sammenhænge, hvor de ikke har mødt den kristne forkyndelse – er skabt af Gud, i hans billede og ubetinget elsket af ham. At være menneske er guddommeligt uanset, hvilken religion eller tro eller ikke-tro, man tilslutter sig.