Hej A..

Tja, musik rækker jo langt henad vejen, faktisk ka jeg ikke forestille mig litteratur uden musik, litteratur ér musik, nærmest fri for misforståelser med begreber af besynderlig art. Nu er jeg jo ikke musiker, men har et par gamle venner der er det, og måden hvormed de udtrykker sorger og glæder som livet tilskikker dem, overgår på mange måder indtryk jeg kender fra poesien. Men når disse to sider af samme sag så indgår i en sær enhed, du store kineser…
Sjovt nok læste jeg forleden et kap. der hedder ”Spillemand under et oliventræ” fra Erik Poupliers fine bog Mit Slot I Provence, hvor han og en kat en solrig dag sidder tavse på en stensætning og lytter til en musikstuderende fra Paris som folder Paganini – koncert nr. 1 i d-dur op. 6 – ud for cikaderne under et oliventræ, og han er usikker på, om det samtlige seks ben oplevede var en ny Yehudi Menuhin.
Det er den slags man ka komme ud for, men om oplevelsen så hørte til de glædelige eller de sørgelige, afhang måske lidt af om man var cikade, kat eller en mand med stråhat, ja måske tilmed af hvor og i hvilken tilstand man befinder sig. På landet i Vence er måske ikke det allerværste sted at blive udsat for Paganini, jeg gætter på Erik Poupliers dag fik lidt extra sol, selvom han i forvejen har så rigeligt med sol i sindet, endda som 90-årig…;)

mvh
Simon
P.s.: ha en god nat..;)