|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
87
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Verden set fra andegården - 2.
|
Det kan være svært at ændre på sin egen indstilling til omverdenen, men hvis vi vil forbedre livet i vores egen andegård (vores nærmiljø), så må vi selv gøre noget for det, og man kan jo begynde i det små.
For mange mange år siden, hvor jeg havde en enkelt dårlig dag, sagde en lille pige på gaden til mig: "Hvorfor ser du så sur ud?" Jeg smilede selvfølgelig til hende og sagde, at det var fordi jeg havde tabt noget, og det gjorde mig ked af det, og det forstod hun godt, men episoden fik mig til at tænke over, hvor meget vores attitude påvirker de mennesker, vi møder, og det er langt mere, end vi tror.
Jeg tog den beslutning, at jeg fremover ville bestræbe mig på altid at se venlig ud, og det gav forbløffende resultater. Mennesker jeg ikke kendte begyndte at smile til mig, jeg fik en bedre service i alle forretninger, og jeg mødte hjælpsomhed hos næsten alle. Det smittede selvfølgelig af på mit eget humør, så jeg selv blev mere hjælpsom overfor andre, og blev belønnet med masser af taknemlige smil.
Altså, bare beslutningen om at se venligere ud startede en kædereaktion, som har påvirket mig og gavnet mig lige siden. For helt ærligt, hvem vil vi helst møde? Mennesker, der smiler til os, eller mennesker, der ser sure ud. Som en sidegevinst fik det mig til at se mig selv som blot en del af et større samfund, og jeg fik derfor sværere ved at tage mig selv højtideligt. Som en af mine mentorer udtrykte det; Alvor er stupiditetens fornemste adelsmærke. Det er muligvis derfor, at undervisningen i psykologi ofte er lagt i hænderne på dybt alvorlige mennesker siden Freud og Jung kastede sig over emnet.
Indrømmet, jeg kan da både blive sur og gal, når folk opfører sig tåbeligt og ubehageligt overfor mig, men "vreden" fordamper lynhurtigt og afløses af forståelse for, at det i virkeligheden skyldes en manglende social intelligens hos dem selv, som mere ødelægger deres liv end mit. Det er derfor, jeg ikke kan lade være med at grine, når vrede mennesker beskylder MIG for at være ophidset.
Victor Borge har jo stået fadder til det berømte udsagn: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Prøv det og se, hvad det kan udrette for dig.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
