|
0
registrerede
432
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Går vi den rigtige vej?
|
Hey Arne den ydmyghed har Paulus overalt og den er af principiel vigtighed men har intet med den ydmyghed du plæderer for at gøre, hvilket Nelson Mandela også kommer eksplicit ind på når han skriver: Der er intet oplyst ved at gøre dig mindre så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.
Når vi lader vores eget lys skinne giver vi ubevidst andre mennesker lov til det samme.
"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2. (1)*
Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven... et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.
Som du ser betyder denne ydmyghed ikke at vi skal gøre os selv mindre og ydmyge os selv men at alle vore mægtige virkekræfter i Kristus skyldende åndens nye liv er rettet imod at vi deri tjener næsten til gavn. For Paulus er dette så vigtig at vi slet ikke finder det dobbelte kærlighedsbud hos ham for vores gudsforhold er 100% bestemt af at vi tjener næsten til gavn, og for Paulus er at vi skal elske Gud ikke værd at nævne, påpege.
Så denne ydmyghed har jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved,, at vores gudsforhold helt og holdent er bestemt af at vi tjener næsten, at alt det vi magter er til gavn og opbyggelse for næsten. Men dette betyder ikke at vi skal ydmyge os selv, tværtimod, det betyder at vores mægtig kreative virkekraft i Kristus, skylden åndens nye liv, livets ånds love her etc er bundet i den etik at det skal virke til gavn for næsten.
Men mennesket må sørme ikke ifølge Paulus ydmyge sig selv i åndelig forstand (vi har tankerne direkte fra Gud og vi har fri taleret overfor Gud og vores stolthed overfor Gud osv), eller mht vores karismatiske talenter og nådegaver, de skal blot være bundet etisk til at virke til gavn og opbyggelse for næsten (det er alene i dette immanente socialistiske princip).
Så du misforstår ydmyghed, som betyder menneskelighed her (den kenotiske inkarnationstanke), men det betyder ikke at mennesket skal ydmyge sig selv og svække sin menneskelighed. Tværtimod som Barth også forstår det:
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.
Her frisættes menneskets menneskelighed.
Paulus havde om noget Kristi mægtige virkekraft i sit liv, og som han siger mod slutningen af sit liv, jeg gider kun tale om det som Kristus har gjort gennem mig. Og det var ikke småting må vi sige. Hvad han har formået på så få år, kan kun forstås ud fra Kristus der virkede mægtig i ham, og det åndens nye liv han havde at vandre i og hvor fri og frisat han var i Kristus.
Det Guds mægtige karismatiske nådeskraftværk han var og vi er i Kristus glemmer Paulus aldrig at påpege som det helt væsentlige ved Kristustroen, dette at være i Kristus. Alt dette er væsentligt hos Paulus og havde folk ikke disse karismatiske tegn på åndens nye liv spurgte han dem om de dog ikke kendte Helligånden og han døbte dem om, fordi han anså deres oprindelige indvielse som falsk pga den falske ydmyghed og manglende spiritualitet (karismatiske åndens nye liv at vandre i).
Ydmygheden er alene at troen/Kristus kun er virksom i næstekærlighed, men ikke overhovedet at forstå som at vi skal ydmyge os selv, tænke småt omkring os selv og vore evner og talenter og muligheder, for i Kristus har vi hele herligheden fra Gud og al visdom mmm.
Så stadig din og Kirkens syn på mennesket er ifølge Paulus for ydmyg, falsk beskedenhed og ydmyg. I er bange for menneskets 8. dags spiritualitet, de nye skabninger vi er i Kristus, med Kristi mægtige virkekraft styrende vores liv, åndens nye liv at vandre i mmm. Kirkens magtmænd har altid været bange for den side hos Paulus, fordi kirkens magtmænd derved ville miste deres magt og kontrol med de troende og deres højere rang, noget Luther fik lavet en del om på med det almindelige præstedømme blandt andet.
mvh HansKrist
|
|
|
|
