|
1
registreret Arne Thomsen
1263
gæster og
190
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Skuespillet...
|
Hej igen Api..
"Ligeledes ser det ud til at den intuitive kommunikator skal tilbede uvidenheden og have en negativ indstilling til alle andres meninger, hvis man skal bedømme denne kommunikationsform ud fra, hvad der opleves på dette forum."
- Et bette fjumsehoved, jep – sikkert resultatet af ”coaching” i Ron’s applepie, hvor den stakkels hr. kristus, anbragt udenfor fremmedordbogen og i al uvidenhed, ka’ få lov til at sidde dér og vente på bare en smule logisk konsistens.
Tanken har ind imellem strejfet mig, når selvbedragets konstruktion så åbenlyst vaklede, at visse sammenfald med Hannah Greens »dans på roser« næsten synes åbenbare – Joanne Greenberg udgav i 1964 under pseudonymet den virkelig betagende selvbiografiske roman I never promised you a rosegarden, hvor en indre konstrueret verden desperat beskyttes mod den farefulde ydre verden. Et værk der uden sammenligning med sygdomsbilledet, langt overgår Ron’s science fiction- og kristusunivers i menneskelig psykologisk tænksomhed og intelligens, hvor virkeligheden med sætninger som »livet er ingen dans på roser« netop må besvares med sætninger som »intet menneske fra fødslen kan loves et liv i kun fred og lykke«, idet meget af livet akkurat består af udfordringer, i særdeleshed hvis man slider med en sygdom som den hovedpersonen Deborah i romanen slås med. At der findes behandling, hvor selvopslidende kampe mod sig selv med udsigten til ”en kompromispræget tilpasning til og accept af virkeligheden”, som Finn Jørgensen skr. i forordet er klart erkendt, men det synes at være nøjagtig samme erkendelse man savner at se hos det folk, der vil gøre vores verden en bjørnetjeneste ved at erstatte virkeligheden med en fortids religiøse fantasiverden.
Det var en vigtig og betydende bog for mange mennesker tilbage i 70’erne, måske fordi Joanne Greenberg lærte alle noget om livet levet/oplevet under så svære livsbetingelser, hvor virkeligheden altid ender med at gå af med sejren, uanset om man vælger at foreholde sig til den eller ej.
Stillet heroverfor kan alverdens kristus-lægprædikanter nok så frenetisk hævde, at de skam befinder sig i ”åndelig kontakt” med en anden mere oprindelig virkelighed, der er så skøn at de ligefrem må bruge deres levetid på at synge trosbekendelser derom, men de synger uanset disse trosbekendelser i samme omgivende virkelighed som alle andre, og må til slut erkende at også de er underlagt den fælles virkelighed, som de passende ku’ fremvise lidt evne til at forholde sig til, idet det nu engang er indretningen af denne virkelighed det påhviler os at skabe anstændighed i. I sidste ende må vi jo erkende vores egen forgængelighed, hvor ubehageligt det end må være, dvs. hvis man da ikke forlængst er faret vild i religiøse science fiction-universer og gamle bibler, hvilket er hvad vi stadig synes at konfronteres med fra samme lille kristusregime. Ak ja, der er en del der med rette burde være smidt i papirkurven - den store..;)
mvh
Simon.
|
|
|
|
