|
2
registrerede Arne Thomsen, Hanskrist
219
gæster og
159
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Irritation - Indsigt - Forståelse
|
Hej Tikka..
Jeg mindes kun andre mystikere, der her på Trosfrihed ku’ ta’ den offerrolle-elskende lægprædikant alvorlig – også troende med sund fornuft har skam måtte ryste på hovedet, så måske du sku’ overveje at gøre det samme..;)
Noget helt andet er det du her skriver:
”Hvis man er afhængig af indsigt og forståelse for medmennesket før man kan elske – hvad jeg ikke forstår – må man jo fravælge sin irritation og nedladen kommentarer, hvis man vil kærligheden.”
- Egentlig løser du allerede i forskriften dit ”mysterie”, idet lægprædikanten skam ikke er afhængig af indsigt og forståelse. Han er derimod stærkt afhængig af at nogen tænker for ham, at nogen formulerer idéer og tanker han ikke selv evner at skabe, og er nøjagtig ligesom mange andre mennesker istand til at nære og udvise kærlighed. Han bilder sig tilmed ind at han elsker hele verden, tænk dig en megalomani, der nok kræver sin Ron Hubbard som sidestykke..;)
Jeg tror du gør kærligheden og mennesket til noget der ikke er megen realitet i. Selv de mest ondskabsfulde fascister/nazister i verdenshistorien, mennesker med den mest ufattelige dåd bag sig, har skam været istand til at nære kærlighed til børn, koner, venner, guder, hunde, katte osv.
Irritation er bare et udtryk for påtrængende følelser og har ikke nødvendigvis noget at bestille med viden, forståelse, kundskaber. Stærkt irriterede mennesker elsker hver dag deres nærmeste. Kærlighed løser ingen problemer, tværtimod skaber den tit en masse problemer, og alligevel ville kun de færreste af os være den foruden.
Kærligheden har troende gennem en lang kulturhistorie gerne ophøjet til en indsigt i sig selv. Dette skyldes, at der jo slet ingen objektive ref. fandtes for den idéhistorie hvormed man ønskede at forklare naturen og livets mening. Fremfor indsigtsfulde forklaringer på naturens virksomhed, kastede man sig i stedet over et følelsestyranni hvor kærlighed til visdom erstattedes med kærlighed til folkehistorier. Man følte sig frem til sandheden, man havde mavefornemmelser osv. for de gode fortællinger..;)
mvh
Simon
P.s.: Under og efter Nürnbergprocessen undrede en masse mennesker sig over, at mennesker der medvirkede til folkedrab faktisk levede et helt almindeligt familieliv. Der findes ex. på lejrkommandanter som boede klods opad kz-lejre, og som efter lige at ha' myrdet et par jøder, kommunister, bøsser eller politisk uansvarlige, smuttede ind af lågen og tog deres små børn på skødet og med et stort smil kaldte på mutter, for at spørge til maden...
Mennesket er et mærkværdigt dyr, ikke altid lige socialt omgængelig, men sandelig istand til de mest utrolige ting, hvis det præpareres længe og vedholdende med en pakke sammenhængende idéer. Her spiller guderne en overmægtig rolle, det er med dem man fraskriver sig ansvaret og forpligtelserne for handlinger mennesket skaber. Nøjagtig det samme gør sig gældende når mennesker selv bliver til guder, enkelte af de gl. romerske diktatorere/kejsere fx Præsidenter i vor tid ingen undtagelse.
|
|
|
|
