|
0
registrerede
64
gæster og
154
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Skuespillet...
|
Morn' Apiqoros..
Jah, siger jeg med kaffen på hæld! ;)
Ja, der er virkelig ikke meget at hente dér, men man ka' bruge kanutten til illustration af effekten ved gentagelsen, samme salme der gentages om og om igen, til fabel og virkelighed forveksles i akut forvirring.
Det er netop et skuespil i det tomme kirkerum, fra morgen til aften bedes samme bøn, at sandheden er subjektiv i en guddommelig objektiv verden..;)
Hvis ikke vi sku' more os over hinanden, drille, irritere og stille os kritisk an overfor så rørende en omgang selvtilfreds trosonani, præsenteret med så selvalvorlig hudløshed, ville vi ha' været scenetæppe. Men vi har aldrig set andet end disse hysteriske anfald, de blev hurtigt til en del af skuespillet, ingen længere tog alvorligt.
Selve opmærksomhedsbehovet kræver øjeblikkelig deltagelse, det er et spørgsmål om liv, at holde flammen tændt og for enhver pris.
Fornylig gik en kvinde fra JV rundt med en lille pige på omkring 7 år og stemte dørklokker. Jeg troede virkelig ikke mine egne blå! De bruger alle midler, selv børns livsglæde. Det vigtigste for dem er at dele det glade budskab, uanset omkostningerne - Jonestown indbefattet.
Når vi mister vore kære er vi skrøbelige som små babyer, hudløse, trænger til ro og uudtalte stemmer blandt tætteste venner. Har vi ikke dem, er vi midt i fortvivlelsen de letteste ofre for en industri der køber hjerteblod dyrt betalt: gud ordner det hele, osv.
En afstandstagen til komedien vil altid blive mødt med anklager om løgne, det personlige forveksles med det private. Det ligger i budskabet spist. Lægprædikanten har stemt dørklokker på Trosfrihed fra første linje, og det vil fortsætte til den sidste. Det er helt ok, kan ikke være anderledes, selv om det er ren ekshibitionisme.
Jeg mindes ingen oplevelse af en interesse for filosofien, det sir jeg skam alvorligt ment. Jeg har derimod set filosoffer brugt til fremme for det religiøse budskab, en blind tillid til troen på, at akkurat denne gud har styr på tingene og at man ikke skal blande sig i gudens sager. Altså ingen sandhedssøgen, dialektik, kritiske eftertanker. Vore aners kulturer og den reale virkelighed planter man såmænd gerne midt i nutiden og omvendt, dersom det altså er tanker om livets overordnede mening man finder et sted i forhistorien. Kant er yndet og velbrugt, men fortrinsvis udklip anbragt i egen scrapbook. Det samme gælder Heidegger, Hannah Arendt gider man ikke beskæftige sig med, hun betragtede sig trods udd. jo slet ikke som filosof - der bestemt også er en mærkværdig stillingsbetegnelse. Stakkels Platon er nærmest opbrugt men sjældent læst, han er hevet ud af sin samtid som mange andre, nærmest et misbrugt barn af sin tid. Aristoteles vil man ikke vide af, han er jo på det nærmeste "Darwinist", den skiderik, og så er han så frygtelig metodisk, fy i grisen! Nej, så er Kierkegaard trods læsevanskeligheder lettere anbringelig, særlig da man i forvejen selv gerne vil fremstå som kirkefader til de kærligste tanker - om sig selv, men egentlig sjovt, da mennesket qua sin samvittighed nok ikke bør ha' skarpere redskaber end blyanten i sin besiddelse. Mennesker er vældig gode til at skære i sig selv, så utilfredse med sig selv, men hvem kan fortænke dem i det, med al den guddommelige moral og skyld? Så filosofien som værktøj betragtet, er en anelse vanskelig at ha' med at gøre. Der er selvfølgelig de herligste ontologiske gudsbeviser og cirkelslutninger fra skolastikken, jeg tror nu nærmere det er dem, lægprædikanten har set sig glad i, altså lige bortset fra Einstein, som han jo ved og forstår som en storartet religiøs mand der fandt gud i højenergifysikken, og altså på det nærmeste har bragt orden i kaos. Ak ja, et gammelt skuespil, måske ikke lige det alvorligste eller mest interessante - kender du Oscar Wilde's The Importance of Being Earnest? Jeg tror vi er derhenne..;)
Herlige indslag fra dig igen, ha en god soldag!
mvh
Simon
|
|
|
|
