|
1
registreret Hanskrist
745
gæster og
204
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Solen brænder ud
|
Danske Henrik Stiesdal - The Godfather in Wind Industry
Interessant video om vedvarende energi fra sol og vind om omstillingen af energi sektoren fra fossile brændsler til vedvarende grøn energi.
Og om klimakrisen.
Hvor godt går det og kan vi - har vi kendte teknologier og er det dyrt.
Mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
jeg gik i klasse med Henrik Stiesdal de 3 år på Herning Gymnasium og vi kom begge fra Vildbjerg. Jeg kunne fortælle meget om Henrik Stiesdal.
Portræt af Henrik Stiesdal
Den grønne Georg Gearløs vil omvende verdens klimaregnskab.
Serieopfinderen Henrik Stiesdal står bag opskriften på nogle af de første vindmøller og siden da lovende klimateknologier til havs og landbruget. Med 200 opfindelser og over 1.000 patenter sætter han tonen for bæredygtige energikilder fra Danmark til Indien og USA.
Hvis der er en, der har tegnet linjerne til at løse verdens klimaudfordringer, så er det Henrik Stiesdal.
En mand, der hverken er ingeniør eller har færdiggjort nogen anden uddannelse, men ikke desto mindre har vundet verdens største pris for ingeniørvidenskab, “Queen Elizabeth Prize for Engineering “ og står bag 200 opfindelser og 1.000 patenter til teknologiske klimaløsninger.
Christiansborg søger råd hos ham – og følger dem. Selv Asiens rigeste mand, Mr. Mukesh Ambani, har fået øje på vestjyden og vil masseproducere en af hans seneste opfindelser i Indien. I USA venter de spændt på, at han også her byder ind med løsninger.
– Når man nævner Stiesdals navn, så er det helt tydeligt, at deres øjne lyser øjne op, og det er én, de kender. Så han er ikke bare kendt i Danmark. Han er verdenskendt, siger Anders Eldrup, formand for Innovationsfonden, efter at være vendt hjem fra en uge i Washington med blandt andet møder med repræsentanter fra USA’s energiministerium.
Men hvem er den såkaldte “Mr. Windpower”, som lagde grundstenene til først det danske vindmølleeventyr og nu som en grøn Georg Gearløs er gået solo for at løse klimaudfordringerne?
En mand som få, hvis man spørger Anders Eldrup, som selv har en karriere i vindkraften og den grønne omstilling, der har været og fortsat er flettet sammen med Stiesdals opfindelser.
-Han er bare hamrende dygtig og har et intellekt, som meget få har. Jeg tror næsten, at hans største problem er, at han får for mange idéer. Det er svært at realisere dem alle sammen, siger Anders Eldrup.
-En blændende begavet mand, stemmer Sanne Wittrup i.
Hun har fulgt Stiesdal – først som medlem af et græsrods møllebygger-community sidst i 70’erne og senere som journalist i Mediehuset Ingeniøren gennem tre årtier.
Henrik Stiesdal var kun 19 år, da han som en af de første kastede sig over vindmøller på sine forældres gård i Vestjylland. Det var en hobby og en løsning på et problem: En billig energikilde til gården frem for de skyhøje elpriser efter oliekrisen. Inspirationen kom da han med sin far besøgte Tvindskolerne, som var ramt af, at energi blev tre gange så dyrt efter oliekrisen i 1973. På Tvind var man derfor begyndt at bygge en kæmpestor vindmølle.
Og der tænkte jeg, at hvis de på Tvind bare sådan kunne gå i gang selv, så kunne jeg også. Vi havde det samme problem på gården, fordi vi jo også var ramt af de høje energipriser, fortæller Henrik Stiesdal.
Han eksperimenterede først med en lille, håndholdt mølle og derpå med en noget større, som var monteret på en landbrugsvogn, så den kunne trækkes ud på marken til eksperimenter. Konklusionen var klar: Her var der gratis strøm, som bare ventede på at blive udnyttet.
-Det førte så til, at jeg i 1977 bestemte, at det ville give rigtig god mening at bygge en mølle til min families gård. Der var ingen penge, fortæller Stiesdal, så han brugte genbrugsdele og lavede ellers stort set alting selv.
Undervejs fandt han en kompagnon og ven i den lokale smed Karl Erik Jørgensen, som gerne ville kunne leve af at lave vindmøller. Rent tilfældigt så han i Herning Folkeblad et opslag om, at man kunne søge penge fra Teknologisk Instituts nye statsstøttede opfinderkontor for vedvarende energi. Hans ide fik et tilskud på 50.000 kroner, og de første møller fik liv. I 1979 solgte han sammen med Karl Erik Jørgensen rettighederne til vindmøllekonceptet til Vestas og gav arbejdet videre.
Henrik Stiesdal skulle nemlig have en uddannelse og et “rigtigt” arbejde. Han flyttede til Odense og læste medicin. Men da han trådte ind i hospitalsvæsenet og mødte datidens hierarki, besluttede han at gå nye veje: Han skulle være gymnasielærer, så han læste biologi og fysik.
-Jeg havde haft sådan en fornemmelse af, at man ikke kunne gøre sin hobby til sit erhverv. Fordi så ville det ende med at blive kedeligt. Men det bliver aldrig kedeligt, griner han.
-Så jeg sagde til mig selv: Se det i øjnene. Jeg bliver aldrig færdig med det (uddannelserne red.). Vindmøllerne er simpelthen for sjovt!
Henrik Stiesdal arbejdede hos Vestas ved siden af studierne og rykkede i 1987 videre til Bonus Energy, som senere blev til Siemens Windpower. Her var han Chief Technology Officer frem til 2014.
-Det er kendetegnende for Stiesdal, at han nærer en virkelig, virkelig stor respekt for vindens kræfter og naturens fænomener. Det har været som et mantra for ham og i høj grad præget hans arbejde med udvikling af vindkraft-teknologien, fortæller Sanne Wittrup om hans karriere.
For det arbejde gav Windpower Monthly ham blandt andet en andenplads på listen over de mest indflydelsesrige mennesker i vindindustrien i 2012. Og nu kan han så også føje den prestigefyldte ingeniørpris til cv’et.
-Det er jo sådan helt paradoksalt, at han bare ikke er blevet færdig, men at det jo er en mand, der kan alt det, han kan uden et eksamenspapir, siger Anders Eldrup klukkende om Stiesdal, der gang på gang har overgået diverse uddannede eksperter gennem karrieren.
-Da vi skulle udfylde sådan et officielt skema med job, uddannelse, bosted og så videre, kiggede han på mig og sagde: “Jeg har jo ikke nogen uddannelse”, tilføjer Anders Eldrup.
Henrik Stiesdal siger med et smil, at hans døtre ser sig som mønsterbrydere. De fik nemlig selv uddannelser. En er fysiker, en anden journalist.
I løbet af 80’erne kom argumentet for, at det at fokusere på vedvarende energi var den helt rette og nødvendige beslutning: Global opvarmning. Det var et wake up call, som han til den dag i dag stadig ikke kan slippe.
-Det gik de lige så stille op for mig. Det her kommer jo ikke til at gå. Vi har jo et kæmpe problem. Hvad fanden gør vi ved det?
Indtil da havde det gennem 70’erne “i bund og grund været en relativ egoistisk drivkraft“ styret af fascinationen af teknologien og opfindertrangen. Fra 90’erne blev den helt store motivation at forebygge klimakatastrofen, som kom i slow motion. Her kunne han bruge sin særlige evne til at finde løsninger på de umiddelbart uoverskuelige problemer. Og hvordan får man så de ideer?
Et godt eksempel er, da han fandt en løsning på, hvordan man kunne lave den elektriske indmad til en stor vindmøllegenerator i mindre segmenter, som var lettere at fremstille. Eksperterne sagde, at det sådan set var en fin ide, men at det kunne man desværre ikke.
-Challenge accepted. Jeg hører, hvad I siger. Jeg ved godt, at I er eksperterne. Men det bliver vi altså flere til at bestemme. Og så lavede jeg den løsning, som Siemens har brugt siden, fortæller Henrik Stiesdal.
Det skal ikke misforstås som arrogance – tværtimod.
-Samtidig med at han er frygtelig godt begavet, er han også dybt optaget af at forklare ordentligt, hvordan tingene virker. Både overfor en journalist som mig og overfor alle Danmarks ingeniører, forklarer Sanne Wittrup.
Stiesdal optræder fortsat på Ingeniørens webavis, hvor han jævnligt forklarer de videbegærlige og kritiske læsere om grundprincipperne i vindkraften.
Efter 30 år fuldt dedikeret til vindmøllerne tog Henrik Stiesdal i 2014 en pause fra det hele og gik på tidlig pension. Men det blev en kort parentes.
Ideerne roterede stadig, mens klimakrisen rasede. Han ville egentlig ikke ind i iværksætterræset og forærede derfor sine ideer i åbent forum og til konferencer, så alle kunne springe på projekterne. Men ingen gik i gang.
-Og der måtte jeg jo ligesom erkende det: Noget som alle ejer, er det samme som noget, som ingen ejer. Så på det tidspunkt i starten af 2016, så havde jeg et projektmøde med mig selv, fortæller han:
Jeg var helst fri, men hvis jeg skal have ting til at forandre sig, og dem, der skal bygge det, ikke vil bygge det, så tæller det mere, at jeg gør det, end at jeg har fri.
Og sådan gik det til, at han stiftede Stiesdal A/S i 2016. Virksomhedens klimateknologiske portefølje byder på at skabe flydende fundamenter til havvindmøller, billige og grønne brintsystemer og CO2-lagring. Et særligt fokus er at gøre landbruget klimaneutralt – blandt andet ved at lave brændstof af landbrugets restprodukter som halm og gylle.
Tankegodset og fundamentet for det hele er klimateknologier, jobskabelse og industrialisering. En trio, som også kendetegner Henrik Stiesdals ideer – og hvorfor de bliver til virkelighed.
-Han er en idémand, som får gode og realistiske idéer. Han sidder nede i sit eget værksted derhjemme i Odense og tumler med ideerne, fortæller Anders Eldrup og uddyber:
Der er jo rigtig mange, der får gode ideer, men som ikke rigtig tænker på, om der er økonomi i det. Og for ham, der er det med, lige så snart han starter en idé; kan det her skaleres og produceres så billigt, så der er nogen, der vil købe det? For ellers er der jo ingen grund til at gå videre med det. Så han har hele tiden et meget, meget skarpt fokus på, at det skal være omkostningseffektivt, fortæller Anders Eldrup.
-Og det der er meget specielt ved ham, er at han forstår sammenhængen i det tekniske system, når han vurderer om en af ideerne, kan bruges eller ej, tilføjer han.
I USA er de allermest optaget af de flydende fundamenter, fordi USA får brug for dem, hvis de skal have havvindmøller på vestkysten i f.eks. Californien, fortæller Anders Eldrup om interessen ved besøget i Washington.
-Og der er de så meget tilfredse med, at Stiesdal satte sig for at opfinde sådan et fundament, fortæller han.
Herhjemme er Stiesdal blevet kaldt “regeringens store håb”, når det kommer til at gøre landbruget klimaneutralt med teknologien “SkyClean”. En teknologi der ultrakort fortalt gennem en pyrolyseproces omdanner halm, fibre og tørv fra landbrug og skovbrug til 50/50 biokul og olie og gas.
Biokullet kan bruges som CO2-lagring, da det bliver langsomt nedbrudt. Gassen kan bruges som brændstof til varmeforsyning og i industrien, mens olien kan raffineres til brændstof til transportsektoren. Anlægget skal selvfølgelig køre på overskudsvindenergi, mens landbrugsaffaldet altså bliver en kilde til mere bæredygtigt brændstof til skibe og fly.
Det er dermed en allround løsning på presserende klimaudfordringer, og netop nu har pyrolyse en vigtig rolle i debatten om mulige klimaløsninger i landbruget.
Asiens rigeste mand, Mr. Mukesh Ambani, har også opsnappet potentialet i Stiesdals klimaløsninger. Multimilliardæren og administrerende direktør i det indiske konglomerat Reliance Industries har derfor opnået en licens til at bygge Stiesdals elektrolyseapparater for at kunne masseproducere billig, grøn brint.
Ved at udnytte skaleringspotentialet er målet, at opnå en pris på en dollar for et kilo grøn brint indenfor blot ti år.
Man er nu fristet til at spørge om, de store opfindelser og aftaler betyder, at vi kan opfinde os til en bedre fremtid ud af klimakrisen. Det er han allerede blevet spurgt om.
-Og det var ikke venligt ment. Det var aggressivt. “Du er sådan en, der tror, vi kan løse det med teknologi”, fortæller Henrik Stiesdal.
Han ser ikke de teknologiske løsninger som enfoldige krumspring. Han er bevidst om sin rolle og indflydelse, når politikere, rigmænd og industri føjer hans opfindelser til handleplanen. Men han tænker større om sine medmennesker end, at hans teknologiske fremskridt skulle overskygge den grundlæggende erkendelse af klimakrisens omfang og behov for handling.
– Jeg tror, at det er så indlysende, at vi ikke bare kan udvikle en metode til at suge CO2 ud af luften, og folk så siger, “det er fint, så kan vi bare blive ved med at udlede drivhusgasser, som vi plejer”. Det tror jeg simpelthen, at de er for kloge til.
Men han vurderer, at vi faktisk kan løse langt den største problematik med systemiske løsninger, der løfter det kollektive ansvar. Vindkraften er et godt eksempel, fremhæver han. Det har givet os vedvarende energi, uden at vi drastisk har skullet ændre adfærd. Det har været helt afgørende, at det kunne gå forholdsvist gnidningsfrit, fremhæver han.
Det samme gælder de nye teknologier, som de folder ud. Han er derfor optimistisk om fremtiden, når systemet og industrien fører valsen. Med det sagt, har han selv ændret adfærd derhjemme. De passer på med kød på tallerkenerne, han tager bilen så lidt som muligt og bruger i stedet toget, så ofte han kan. Han er generelt bevidst om hverdagens aftryk. Men ikke alle har det overskud, fremhæver han.
Det samme gælder de nye teknologier, som de folder ud. Han er derfor optimistisk om fremtiden, når systemet og industrien fører valsen. Med det sagt, har han selv ændret adfærd derhjemme. De passer på med kød på tallerkenerne, han tager bilen så lidt som muligt og bruger i stedet toget, så ofte han kan. Han er generelt bevidst om hverdagens aftryk. Men ikke alle har det overskud, fremhæver han.
Derfor skal systemet være gearet til at løfte for flokken. Og det er hans mission at opfinde de bedst mulige greb til at nå derhen.
-Det er der, vi skal levere varen.
|
|
|
|
