|
0
registrerede
159
gæster og
290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Hvad er meningen?
|
Elske kloden
At elske universet er nok ”for stor en mundfuld” for os mennesker, men at elske kloden forekommer mig at være naturligt, den er jo vores hjem.
Nu er denne klode jo imidlertid ikke alene vi menneskers hjem. Den er også hjem for meget andet.
Kan vi ignorere dét?
Mit svar er: Nej!
Blot fordi vi er begavede med tekniske magtmuligheder, tror jeg ikke på, at det berettiger os til alene at pleje vore egne interesser.
Ægte kærlighed til denne klode indeholder også kærlighed til alt det andet, vi lever sammen med – og til ikke at forstyrre klodens harmoni.
Men indtil nu er det jo netop det sidste, vi har gjort, og først for nylig er det gået op for os, at vi ikke alene ”voldtager” kloden. Vi er også i gang med at skade den - måske umuliggøre vor egen tilværelse - med al den usynlige forurening vi sender op i atmosfæren.
Hvordan ville det være rigtigst for os mennesker at leve på denne klode?
Hvor mange mennesker kan vi tillade os at være, og hvor meget kan vi tillade os at gøre?
Kan vi tillade os at ”voldtage” oprindelig natur og ændre den til agerbrug, der leverer føde til os mennesker og til de husdyr vi senere dræber og spiser?
Kan vi tillade os at bruge ild til energi og til varme? Og hvad - og hvor meget - må vi bruge som brændsel?
Kan vi tillade os at ændre større naturområder til storbyer og til landeveje?
Måske det rigtigste ville være at begynde med at se på vort antal.
Da vi levede som samlere, jægere og fiskere, var det mængden af føde, der styrede vores antal.
Men efter at vi fandt ud af at begrave et frø - og så en ny plante skyde op med mange frø - blev vi herrer over vegetabilsk føde, som derfor ikke længere begrænsede vores antal – ej heller hindrede os i at opfodre husdyr til menneskemad.
Og vi har aldrig taget stilling til, hvor mange vi kan tillade os at være!
I de primitive samfund er vi - stort set - så mange der er føde til, eller lidt flere, som dør af sult, men i de højtekniske samfund får vi ikke flere børn, end vi har lyst til: Harmoni.
Så hvordan får vi befolkningsharmoni i de primitive samfund?
Jeg er ret overbevist om at løsningen er: Ældrevelfærd og prævention – en opgave som de primitive samfund ikke magter at løse alene, men som os i de rige samfund kunne ønske løst – bl.a. for at hindre immigration.
At flytte ældre-velfærd fra at være en familieopgave til en samfundsopgave vil dæmpe behovet for mange børn i familien, der kan tage sig af deres gamle.
At give kvinderne ret til at bestemme, hvor mange børn de vil have, ville løse problemet med overbefolkning.
Ulandshjælp til ældre-velfærd - på betingelse af kvinders færre børn - vil på sigt tillige løse de rige landes immigrationsproblemer – en win-win situation.
I de rige lande er vi ikke så mange, men vi har til gengæld et enormt højt og stadig stigende forbrug af ressourcer – nok især et forbrug, der pustes op af producenters profitbegær.
Hvordan løser vi dét?
Mit svar er: Højere livskvalitet.
Vore nuværende ”livskvaliteter” er jo domineret af:
Tjen penge - brug dem - smid væk.
Markedsføringen af denne ”religion” er vi jo omgivet af nærmest døgnet rundt, og de klassiske religioner ignoreres i dagligdagen - måske fordi de er stivnede.
Det er så her, jeg undrer mig over, at kristendommen synes at ignorere ”skaberværket”.
Jeg kunne i hvert fald godt forestille mig, at kristendommen her i landet kunne inspirere os til ”at elske det guddommelige skaberværk”: kærlighed, omsorg, fordybelse, begejstring.
Jeg har en tro på, at netop dét havde Jesus på hjerte til os mennesker, men at han ikke blev hørt:
At vi skulle opgive synspunktet: ”Naturen, det billige skidt”, som man sagde for ikke så mange år siden, til fordel for i stedet: ”Naturen, det hellige skaberværk”.
Og mon ikke også den konstante ”forurening” af vores liv med profitbegærlige salgs-annoncer døgnet rundt ville være ildeset af den samme Jesus?
Hjælp mod overbefolkning og begrænsning af profitstyret markedsføring er jo ikke umuligt at gennemføre, men dét hører vi intet om fra kirkernes prædikestole.
Som sufien Jalal al-Din Rumi skrev i 1200-tallet:
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens Mirakel 
Mvh. Arne 
|
|
|
|
