De to betydeligste repræsentanter for den nye skabelsesteologi herhjemme var svenskeren Gustaf Wingren, som en overgang underviste på universitet i Århus, samt K.E. Løgstrup, som var professor samme sted. Ud fra et fælles udgangspunkt udviklede de hver for sig en skabelsesteologi, de kunne bruge som baggrund for deres studium af etikken, som var begges egentlige kerneområde.

Magten til at være til i alt som er til
I kor med Luther fastslog Løgstrup, at den naturlige gudserkendelse igennem skaberværket er principielt mulig, men faktisk umulig, fordi det syndige menneske bestandigt ødelægger det skabte liv.

Gud defineres af Løgstrup som magten til at være til i alt som er til, og da mennesket trods alt begriber, at det er udspændt mellem fødsel og død, mellem skabelse og tilintetgørelse, tvinges det også til at reflektere over netop denne magt, som har skabt og opretholder livet.

Derfor kan mennesket alligevel stadig erkende Gud igennem hans skaberværk. Dog kun at Gud er, men fordi han er skjult for den menneskelige erkendelse ikke hvad han er. Vil mennesket vide dette, må det vende sig imod åbenbaringen i Jesus Kristus, tegnet på, at Gud står på menneskets side imod døden. Jesu menneskeliv er nemlig et vidnesbyrd for det faldne menneske om det uspolerede skabte liv med dets såkaldte suveræne livsytringer kærlighed, tillid, håb, og tilgivelse som Jesu gerninger alle er et billede på.

Skabelsesteologien fornyer sin aktualitet
Skabelsesteologiens rødder går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den tilbød sig som et alternativ til den dialektiske teologis ensidige fokus på åbenbaringen. Striden fortsatte uformindsket op gennem 1950'erne og 1960'erne, og stadig i dag udgør disse to yderpunkter i den protestantiske teologi rammerne for utallige teologiske diskussioner.

Skabelsesteologien har ikke blot vist sig mindst ligeså levedygtig som den dialektiske teologi, men den har nok også i endnu højere grad end sin modsætning til stadighed formået at aktualisere sit budskab. I forbindelse med den gryende bevidsthed om klimaforandringer og miljøproblemer fra 1960'erne og fremefter, indeholder skabelsesteologien nu også en stærk bevidsthed om menneskets plads i skabelsesordenen og dets ansvar for ikke at ødelægge Guds gave.

En bevidsthed som i dag får blandt andre de to teologer Martin Ishøy og Jakob Wolf til at efterlyse et grønt kristent engagement, herunder ikke mindst en etisk forholden sig til problemerne.