Videnskaben har for længst suget luften ud af religionen.
En hellig treenighed af individualisme, sekularisme og rationalisme hersker over Nordeuropa.
Og selv om den har forbedret livet for både os og milliarder af mennesker over hele verden, har den også gjort os himmelråbende dårlige til at begribe livets store spørgsmål – og på intet tidspunkt er det tydeligere end i mødet med døden.

I mødet med døden længes vi efter kollektivets kærlige omfavnelse – et følelsesmæssigt fællesskab og en psykologisk forbundenhed, som lover os, at vi ikke behøver bære livets smerte alene – men vi tør knap nok kondolere vores bedste venner, hvis de har mistet en søn eller en mor.

Et voldsomt spørgsmål står tilbage: Hvordan genskaber vi tro og ritualer, som giver kollektiv støtte, uden at henfalde til dogmatisk dyrkelse af guder og onde ideologier?

Vi bør være mere helhjertede i omfavnelsen af vores egen historie og kulturelle traditioner – det gør os hverken til fascister eller indremissionske – og vi bør tale mere åbent om døden.

Men der ligger også en væsentlig opgave for kunstnere og kulturproducenter i at skabe nye fælles fortællinger om liv og død i en splintret verden; brølende beretninger om eksistentielle spørgsmål, som rækker langt ud over de lavmælte historier om personlige hovedpiner, vi ofte spises af med.

Kunsten bør hjælpe os til at udfylde tomheden og genskabe den fælles menneskelighed, vi længes efter. Og vi bør alle sammen hjælpe hinanden med at bære og begribe døden, så ingen efterlades alene.

Hvordan genskaber vi tro og ritualer, som giver kollektiv støtte, uden at henfalde til dogmatisk dyrkelse af guder og onde ideologier?