|
0
registrerede
49
gæster og
188
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: TIDENS LABYRINT - historien om TIDENS GUD.
|
Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. På grund af dens længde vil jeg bringe den som føljeton over de næste dage.
Når man ser, hvordan mange mennesker lever deres liv efter skemaer, der er inddelt i timer og minutter, skulle man tro, at tiden var deres gud, sagde Vern. Det er den måske også for nogle.
Tidens Gud.
Mit navn er Victor Karlsson. Jeg har lagret denne beretning på en videochip, og lagt den i min bankboks, for det tilfælde at videnskaben ikke når at løse gåden i tide. Måske er det bare pjat, men jeg har i den sidste tid op til vores kommende afrejse til Rohtua haft en forudanelse om, at dette her måske kan gå frygtelig galt, og at ikke engang chefen og Koro kan afværge en kommende katastrofe, på trods af deres store viden. Koro’s sidste ord bliver ved med at runge i mine ører.
Hvis min frygt er ubegrundet, vil denne optagelse blive slettet igen. Hvis derimod min forudanelse skulle vise sig at være rigtig, håber jeg, at den vil hjælpe eventuelle overlevende til at forstå, hvordan det hele startede, og hvordan verden var før i tiden.
-------------------------------------------
Chefen kaldte mig ind og sagde: Hvad siger du til at komme en tur til sydhavet i en uge eller to, Vic? Jeg har en særlig opgave til dig.
Den slags vanskelige opgaver er lige mig, sagde jeg, jeg er klar til at tage afsted i morgen. Hvad drejer sagen sig om?
Vi har fået en ordre på 300 armbåndsure af vores dyreste model. Ordren kommer fra et amerikansk ejet import/eksport firma på Rohtua – en lille ø et sted i det sydlige Stillehav.
Javel, sagde jeg, og dem skal jeg så ned med.
Nej, leveringen bliver afsendt på normal vis. Jeg har kørt et check på firmaet, og det ser ud til at være godt nok. Men jeg havde en følelse af, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være, så jeg har indhentet nogle flere oplysninger, bl.a. fra andre i branchen. Der bor knap trehundrede mennesker på øen, men alene i løbet af det sidste år har de købte mere end 6000 præcisionsure og kronometre, og samtidig med ordren til os har de bestilt 100 Rolex Oyster i rent guld.
Jeg fløjtede langtrukkent. Det var sandelig en post! Hvad gør de med alle de ure?
Det er det, jeg gerne vil vide. Tilsyneladende bliver de ikke reeksporteret, så det er noget af et mysterium. I penge svarer det til, at hver af indbyggerne inklusive børnene har købt for 70.000 kr. ure alene i løbet af sidste år.
Måske bruger firmaet dem som gaver eller bestikkelser til deres kunder, sagde jeg. Det kunne være en forklaring.
Duer ikke, sagde chefen. Firmaets navn er Rohtua Trade Co. og de eksporterer kulturperler. De har kun tre-fire engros firmaer som kunder, og bortset fra urene importerer de kun mindre mængder af værktøj, madvarer og luksusvarer. Det er virkelig et mysterium, og det er derfor, jeg sender dig derned. Måske er alt i orden, og så har vi bare fået os en ny god kunde. Det håber jeg.
Og hvad så hvis der er noget, der ikke er, som det skal være? Skal jeg rapportere hjem for nærmere instrukser?
Han så direkte på mig. Det er ikke sikkert, du får tid eller mulighed for det. Du har fuldstændigt frie hænder til at gøre, hvad du finder nødvendigt. Her er alle papirerne. Jeg stoler på, at hvad du end finder ud af, kommer du hjem med et godt resultat for firmaet. Tag den tid, du skal bruge.
Chefen er ikke dum. Han kan lugte et problem, længe før nogen andre opdager den mindste uregelmæssighed, men han har også næse for forretninger. Han har selv banket firmaet op fra at være en lille virksomhed, der leverede elektroniske tidsstyrings¬anlæg til samlebåndsproduktion, til at være verdens førende konstruktør af multifunktionsure. Vi plejer at sige til kunderne, at hvis der er noget, de har brug for at vide om tid og sted hvor som helst på kloden, kan vi bygge det ind i et armbåndsur.
Vi har ure, der med en nøjagtighed på en meter kan vise dig, hvor du befinder dig i verden, og ure der kan vise dig, hvilken etage du befinder dig på i Sears Tower. Hvis du er vild med solnedgange, har vi et ur, der viser sand tid for solens op- og nedgange året rundt, hvor du end befinder dig. Vi kalder modellen for ’Nosferatu’, fordi det ville være den perfekte gave til enhver vampyr. Er du astrologi-freak, kan du få et ur, der viser dig de nøjagtige planetkonstellationer i hele det 20. og 21. århundrede, hvis du indtaster dato og tidspunkt, og hvis du hader regnvejr, har vi et ur, der når som helst kan vise dig et opdateret lokalt vejrkort, hvor du end befinder dig.
Alle vore ure er radiostyrede, og synkroniseres automatisk hvert minut. Af praktiske grunde viser de kun tiden i tiendedele sekunder, bortset fra vore tidtagerure til sportsfolk, men uret selv kan højst afvige en tyvetusindedel sekund i perioden mellem to korrektioner. Radiosignalerne udsendes via satellitter fra vort eget atomur, som også konstant opdateres med meteorologiske oplysninger fra hele verden.
Som du måske kan forstå, er chefen totalt besat af nøjagtighed. Han betragter nærmest tiden som en gud, der styrer alle begivenheder og alle vore handlinger. Han plejer at sige, at det menneske, der ikke forstår, at tiden er altings herre, vil gå til grunde i fremtidens samfund. Jo flere vi bliver, jo mere er vi nødt til at leve efter nøjagtige tidsskemaer, så vore handlinger synkroniseres, og vi ikke render i vejen for hinanden. Han forestiller sig et samfund så koordineret, at enhver, der fraviger fra det fastsatte mønster, må fjernes for at bevare harmonien.
I firmaet foregår alting efter præcise tidsplaner. Ikke bare selve produktionen og administrationen, men også markedsføringen er planlagt ned til mindste detalje. Alt er forudberegnet, og ingen foretager sig noget, der ikke er i overensstemmelse med tidsskemaerne. Så da chefen sagde: ”Tag den tid, du skal bruge!”, var jeg klar over, at hans næse lugtede noget virkeligt stort.
Det viste sig at være besværligere at komme til Rohtua, end jeg havde regnet med. Først måtte jeg med rutefly til Auckland, og derfra videre med lokale flyselskaber til Cook øerne og videre til Nassau. Derfra sejlede en lille fragtbåd rundt til en række mindre øer, og den anløb Rohtua en gang hver fjerde uge. Da jeg ankom, var det over en uge siden, den var sejlet, så jeg chartrede i stedet et lille vandfly til at flyve mig derud.
Jeg havde selvfølgelig medbragt en kollektion af alle vore armbåndsure, samt prospekter over de modeller vi var ved at udvikle, og på armen bar jeg en prototype af en ny model, som var et bestillingsarbejde fra CIA. Ikke alene kunne det angive positioner og højder med ekstrem nøjagtighed, men det indeholdt også et digitalt kamera med små, let udskiftelige microchips, som hver kunne rumme 900 billeder samt fire timers uafbrudt lydoptagelse med automatisk markering af tid og sted for optagelserne.
Piloten havde aldrig været på Rohtua før, og var meget lidt glad for opgaven. Han fortalte mig, at øen havde et dårligt ry. Der gik rygter om talrige menneskeofringer, og der foregik i hvert fald mystiske ting på øen ifølge sømændene på den fragtbåd, der anløb Rohtua.
Det hele var begyndt for tredive-fyrre år siden, da indbyggerne var blevet besat af en ny religion, og havde jaget en kristen missionær bort og brændt hans kirke. De tilbad i stedet en stenfigur, som de kaldte Tidens Gud. De var meget uvenlige overfor fremmede, og grunden til, at man lod dem være i fred, var udelukkende den stigende strøm af perler, der lige siden var kommet fra øen. Den nye religion havde åbenbart fået dem til at mangedoble produktionen af kulturperler, og regeringen tjente mange millioner på skatter og afgifter af salget. Den eneste fremmede på øen var direktøren for Pacific Pearls, Mr. Marcus, som vist havde kontrakt med den lokale høvding om al import og eksport af varer og perler.
Vi nærmede os Rohtua, og set fra oven lignede den enhver anden ø i området. En lav, bevokset klippeformation inde i midten tydede dog på en vulkansk oprindelse. Øen var omgivet af en atol, der indrammede en stor lagune med hvide strande, men hele den nordlige del af lagunen var fyldt med muslingebanker, hvor en masse indfødte perledykkere var travlt beskæftigede. Det foregik åbenbart efter et vist system, for de dykkede samtidigt på en måde, der mindede om synkronsvømning.
Nede mellem palmerne kunne man skimte en hel del småhuse bygget af naturmaterialer. Kun et enkelt hvidkalket hus ved stranden skilte sig ud, bl.a. ved at være forsynet med en høj radiomast. Det var sikkert derfra, vor nye kunde havde kontaktet os. En primitiv anløbsbro ud for huset indikerede også, at dette måtte være stedet.
Inden piloten lagde an til landing på lagunen, slog han et sving ind over øen, og jeg fik et glimt af noget, der lignede et udslukt krater med en mørk søjle i midten. Jeg spekulerede på, om det havde noget at gøre med deres nye religion, som piloten netop havde fortalt mig om. Af en eller anden grund gav synet mig en uforklarlig følelse af uro, som om at det var helt forkert, at jeg befandt mig her.
Landingen gik glat, og flyet taxiede langsomt ind til den lille anløbsbro. En fedladen solbrændt kaukasisk udseende mand med svedplettet skjorte kom slentrende ud fra det hvide hus og ned til broen. Han så mistroisk på mig, da jeg baksede mine to kufferter ud af flyet, men gjorde ikke mine til at hjælpe mig. De øboere, der var indenfor synsvidde, ænsede overhovedet ikke flyet, men fortsatte uanfægtede deres gøremål, så jeg forsøgte mig muntert med en klassisk bemærkning: Mr. Marcus I presume?
Han stirrede blot fjendtligt på mig og sagde: Hvem fanden er De, og hvad i helvede vil De her?
Fortsættes i morgen ...
Copyright Ole Bjorn 1998-2008.
|
|
|
|
