|
1
registreret
(1 usynlig),
451
gæster og
144
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: SPROGLIGE OVERVEJELSER .
|
I anledning af den pågående diskussion om retskrivning i denne tråd, må jeg endnu engang fastslå, at korrekt sprogbrug ikke defineres af hverken begrebsfilosoffer, tilfældige litterater eller andre enkeltpersoner. Det er flertallets opfattelse og brug af ordene på et givet tidspunkt, som det fremgår af især skriftlige medier, der er bestemmende for, hvad der er korrekt dansk.
Dansk Sprognævn er den institution, der er sat til at følge denne udvikling, formulere reglerne og afgøre hvornår stavemåden eller betydningen af et ord er skiftet så meget, at en ny definition er påkrævet. Eksempelvis er nedenstående sætninger i kursiv fyldt med både stavefejl og ukorrekt sprogbrug efter vore dages regler, men i 1683 var de korrekt dansk:
End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning.
Til overflod var ovenstående sætninger også skrevet med gotisk skrift (krøllede bogstaver), som de fleste af nutidens mennesker har store problemer med at læse.
Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn er kun vejledende. Den angiver ikke altid alternative stavemåder, selv om de fortsat anses for korrekte. De udelades i de tilfælde, hvor de klart er på vej ud af sproget, for ikke at bidrage til den almindelige forvirring omkring korrekt sprogbrug.
I det aktuelle tilfælde er der dog ikke tale om en korrekt alternativ stavemåde, uanset om den kan findes et par steder i fortidig litteratur. Forsæt og fortsæt er både grammatikalsk og semantisk to vidt forskellige ord, der på ingen måde kan anvendes synonymt. Det afspejler sig bl.a. i det juridiske fagsprog, hvor en forsætlig handling betegner en bevidst intention og ikke en gentagelse eller følge af tidligere handlinger.
Sådanne forvekslinger er dog almindelige hos mennesker uden dybere forståelse af sprogets funktion. Dets primære opgave er kommunikation, dvs. transport af information fra et menneske til et andet. Det lader sig kun gøre, hvis sender og modtager benytter sig af den samme kode, dvs. samme sprog og nogenlunde samme opfattelse af ordenes betydning.
Overdreven brug af fremmedord.
Nogle mennesker har den besynderlige opfattelse, at brug af fremmedord eller fagsprog (specialord) placerer dem på et højere intellektuelt stade. Det er en total misforståelse. At lære sig fremmedord er ingen kunst, men at vælge, hvornår man skal anvende dem, er kunsten. Den virkeligt intellektuelle og forstandige sprogbruger vælger sine ord efter, hvad der kommunikerer bedst, og det vil sige under hensyntagen til flertallets formodede vokabularium (ordforråd).
Formålet med sådanne sproglige imponereløb (jvf. alfahannens daglige magtdemonstration hos chimpanserne) er da heller ikke kommunikation, da denne ville afsløre afsenderens faktiske uvidenhed om emnerne. Det handler ganske enkelt om at opnå ry for en intellektualitet, der ikke er til stede, det man på enkelt dansk betegner som distanceblænderi. Det er også glimrende beskrevet i den filosofiske konstatering: Det tåget sagte, er det tåget tænkte.
Ikke desto mindre falder mange mennesker for tricket, da vores opdragelsestradition baserer sig mere på at indoktrinere autoritetstro, end på at lære børnene kildekritik og selvstændig tænkning. Det åbner så mulighed for politiske kandestøbere og demagoger af forskellig art at gøre deres meninger gældende på bekostning af fornuft og rationalitet.
Mvh
Ole Bjørn ;)
P.S. Til de mere sprogkyndige: Jeppes konsistente grammatolatriske obsessioner er en signifikant indikation på megalomaniske ekspressioner deuteropatisk konditioneret af et eksuberant puerilt inferioritetskompleks, okkasioneret af traumatiske infantile empirier med minus habens i relation til sine sodales. Dette eksplikat gælder i alle mulige og tænkelige verdener inklusive de absolut transcendentale.
|
|
|
|
