Jeg forstår, at jeg ikke har givet dig et for dig tilfredsstillende svar på min "trosbekendelse":
Mit nu er universets - miraklets – nu.
Og du har jo ret i, at det er tænkt af mennesker, og i at det er baseret på vores naturvidenskabs forskning af universet - men jeg vil tilføje, at det er uafhængigt af mennesker.
For disse forskningresultater kan man slvfølgelig betvivle, men hvis de blot er nogenlunde rigtige, så eksisterer der jo til enhver tid et nu i universet - og en fortid - og en fremtid - i hvert fald så længe universet eksisterer -
helt uafhængigt af om vores art fortsat eksisterer eller er uddød- og helt uanset om vores stjerne, solen, er brændt ud efter at have brugt al sin brint - og alene afhængigt af, om universet fortsat eksisterer.
Er du uenig her?
