|
0
registrerede
53
gæster og
221
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: En døgnflue ...
|
Tid er godt nok den altafgørende vigtigste størrelse til at forstå et levende væsens liv
At forstå et andet menneske er ikke altid lige nemt, hvis ikke man er fortroelige, men i forhold til en skrevet tekst, er det afgjort en fordel at kende tid og sted der beskrives mm
Billedet af eksempelvis Paulus der var jøde bliver udvidet ved, at vide han var en diaspora jøde, der var opvokset og levede i et hellenistisk samfund, før han kom til Jerusalem for at studerer skrifterne, men også dette at hans tekster i NT er de ældste.
Angående dine Paulus tanker og guds rige på jord, er jeg ikke enig.
Der vil altid være folk der udnytter andre, og dit ”i Kristus” er der vist ikke mange som dyrker, og når jeg tænker på, at der oprindeligt er tale om en jødisk apokalyptisk trosretning, der endnu venter på Kristus genkomst, så er der nok mange der er stået af, selv om de fleste nok gerne vil fremme retfærdighed og kærlighed, men det betinger jo man er indstillet på, at starte med sig selv og fortsætte sin dannelse selv om dét man møder, er det modsatte.
Paulus er uhyre optaget af at vi alle trods vores forskellige tro kan lykkes med at finde godt ud af det med hinanden indbyrdes. Personligt synes jeg han går for langt i at være diplomatisk og kompromis søgende. Men for at forstå dette skal man forstå hvor højt Paulus sætter kærligheden -
så højt at meget frisindede mennesker med en stærk tro uden spor af overtro skal tage hensyn til folk med en svagere tro - folk der har det vi frie "i Kristus" ville kalde overtro. Så altså ud fra forståelsen af KÆRLIGHEDEN hos Paulus må vi forstå at Paulus har respekt for alle forskellige religiøse tilhørsforhold.
Der er ikke tale om mennesker, eller vi alle, men om troende – Kristus troende, dem som ikke havde en jødisk baggrund, men en baggrund med forskellige tro og mange guder - og så jøderne - de svage i troen - der ville forsætte med at være jøder, samtidig med de så Jesus som den af skrifterne ventede messias -
... og de var vel nærmere Jesu lære end den Paulus forkyndte.
Faktisk er det jo lidt frækt, at kalde sine oprindelige trosfæller for svage i troen og overtroiske, fordi han gerne vil være fri for loven der fortalte ham, han var en synder.
Dette blev han så fri for, da Jesu korsfæstelse sonede hans syndere, og tilmed ved tro gav evigt liv, modsat loven der ikke gav et efterliv, og hvor man var en evig synder.
Nå, nok om det.
Jeg syntes, Paulus er en sammensat person, der ville há sin vilje og fik det, og alt efter situationen han befandt sig i, brugte han de virkemidler han kunne, for at overbevise og udbrede sit evangelium – den nye pagt - som han opfattede som det eneste sande -
... men det er klart, at prædiker han kærlighed, må han jo selv være et forbillede … og ud over hans forkastelige fortid - og som jøde kendte han jo de 2 største bud og vidste, at gud elskede først, så der skal noget til for at være troværdig trods det, han kunne fortælle han havde direkte kontakt men den opstandne Kristus, og at hans kaldelse var en gave fra gud, men som han også brugte som et argument for, at han havde guds ånd og derved var apostel.
Jeg kommer nok aldrig til at forstå hans motivation for sin omvendelse.
Jeg er i dag blevet bekendt med, at de jøder der kaldtes Vejen eksisterede 30 år ca. før Paulus omvendelse. Det overraskede mig.
Ang Paulus´s respekt og kærlighed for alle forskellige religiøse tilhørsforhold, skal vi jo ikke glemme hans ide om et himmels efterliv som dommer, noget han længtes efter … og dette kendetegner ikke kærlighed i mit univers ... kærligheden tror, håber og udholder alt.
men der er måske forskel på jordisk og himmels kærlighed
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/6
Nå ikke mer Paulus.
.
|
|
|
|
