De minder meget om Ray Bradburys, som jeg læste for mange år siden.

Menneskene

Den, der bankede på døren, ville ikke holde op med det. Fru Ttt rev døren op. "Hvad er der?"
"De taler jo engelsk!" Manden uden for døren så meget forbavset ud.
"Jeg taler hvad jeg vil," sagde hun.
"Det er det dejligste engelsk!" Manden var i uniform. Der var tre mænd sammen med ham, de havde meget travlt, men de smilede alle og var meget snavsede.
"Hvad vil De?" spurgte fru Ttt.
"De er marsboer, ikke?" Manden smilede. "Men De kender selvfølgelig ikke det ord. Det er et jordisk udtryk." Han nikkede hen imod sine mænd. "Vi er fra Jorden. Jeg hedder kaptajn Williams. Det er ikke engang en time siden, vi landede på Mars. Og her er vi, Ekspedition nr. 2. Der var en Ekspedition nr. 1, men vi ved ikke, hvad der skete med den. Men her er vi i hvert fald. Og De er den første marsboer, vi ser!"
"Marsboer?" Hun så spørgende på ham.
"Ja jeg mener - De bor på den fjerde planet fra Solen, ikke?"
"Det ved ethvert barn," sagde hun kort og uvenligt.
"Og vi -" han slog sig med sin grove hånd for brystet - "vi er fra Jorden. Er det ikke rigtigt folkens?"
"Jovel, hr. kaptajn!" Mændende svarede i kor.
"Dette er planeten Tyrr," sagde hun, "hvis De vil vide dens rigtige navn."
"Tyrr, Tyrr." Kaptajnen lo udmattet. "Det er et smukt navn. Men hvordan kan det være, at De taler så fuldendt engelsk?"
"Jeg taler ikke, jeg tænker," sagde hun. "Det er telepati. Farvel." Og hun smækkede døren i.
Lidt efter bankede den skrækkelige mand igen.
Hun rev døren op. "Hvad er der nu?" spurgte hun.
Manden stod der stadig, han forsøgte at smile, men så noget forvirret ud. Han rakte hænderne frem. "Jeg tror ikke, De rigtigt forstår -"
"Forstår hvad?" hvæsede hun.
Manden så forbavset på hende. "Vi er fra Jorden!"
"Jeg har ikke tid," sagde hun. "Jeg har en bunke at lave i køkkenet i dag, og så skal jeg gøre rent og sy, og jeg ved ikke hvad. De må hellere tale med hr. Ttt; han er oppe i sit kontor."
"Ja" sagde mennesket og blinkede overrasket, "Lad os endelig tale med hr. Ttt."
"Han har travlt." Hun smækkede atter døren i for næsen af ham.
Denne gang blev der banket meget hårdt på døren.
"Hør nu her!" råbte manden, da døren igen blev revet op. Han sprang ind ad den for at overrumple hende. "Det er ikke nogen måde at behandle gæster på!"
"Åh, mit rene gulv!" jamrede hun. "Se alt det snavs! Ud med Dem! Hvis De vil ind i mit hus, må De se at få renset Deres støvler først."
Manden så forskrækket ned på sine lerede støvler. "Det er da ikke en tid at hænge sig i den slags småting på," sagde han. "Vi skulle da hellere fejre det her," sagde han og så indtrængende på hende, som om det kunne få hende til at forstå noget.
"Hvis De er skyld i, at mine krystal-boller er faldet sammen i ovnen," råbte hun pludselig, "Så smider jeg et stykke træ i hovedet på Dem!" Hun kikkede ind i en lille, varm ovn. Hun kom tilbage, svedig og rød i hovedet. Hendes øjne var skinnende gule, huden lysebrun, hun var tynd og hurtig som et insekt. Stemmen var metallisk og skarp. "Vent her, så skal jeg prøve, om jeg kan få fat i hr. Ttt et øjeblik. Hvad er det De vil?"
Manden bandede grimt, som om hun havde ramt hans hånd med en hammer. "Sig til ham, at vi kommer fra Jorden, og at det aldrig er sket før."
"Hvad er det ikke?" Hun vinkede ham tilside. "Nå det er forresten ligegyldigt. Jeg kommer straks."
Lyden af hendes fodtrin flagrede gennem stenhuset.