Pointen her er, at når vi bliver mindre selvcentrerede, bliver vi mindre selvkritiske, mindre selvoptagede, mindre egoistiske og mindre selvbevidste, vi tager ting mindre personligt, bliver mindre styret af vores behov for anerkendelse og tilfredsstillelse – vi bliver i det hele taget mentalt friere og mindre fastlåste i bestemte idéer om, hvem vi er. Og fra dette ståsted er der plads til mere kærlighed, venlighed og hjælpsomhed, mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden. Og nu understøttes det af forskningen – at denne form for væren er bedre for vores mentale trivsel.