|
1
registreret
(1 usynlig),
221
gæster og
183
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Den klassiske logik.
|
Hej Kristian Pedersen!
Her vil jeg foretage den efterlyste (indledende) analyse af et udsagn eller en påstand om relationen mellem sprog og syllogistisk logik (Aristoteles), jeg har fremsat, som du tvivler på kan være sand:
»Der kan slet ikke tænkes eller konstrueres et sprog som i sin begrebsstruktur ikke er underlagt den klassiske formelle logiks syllogismelære«,
Strengt taget er påstanden falsk, idet den begrebsstruktur jeg havde i tankerne da jeg skrev sætningen ikke udgør en del af syllogistikken (Analytica Priora), men henhører under Aristoteles’ ”Metafysik”.
Som jeg tidligere kort har redegjort for er udgangspunktet i logikken ”udsagnet”. Et udsagn er en sætning, hvor noget (prædikatet) tilskrives eller fraskrives noget andet (subjektet). Det kaldes for henholdsvis bekræftende og benægtende subjekt-prædikatsætninger. Disse kan endvidere deles i almene og delvise. På denne måde får vi fire typer usammensatte kategoriske udsagn:
a-udsagn: alment bekræftende: alle S er P
i-udsagn: delvis bekræftende : nogle S er P
e-udsagn: alment benægtende: ingen S er P
o-udsagn: delvis benægtende: nogle S er ikke P
Et udsagn kan være enten sandt eller falsk, afhængig af om dets ontiske korrelat er sandt eller falsk, men de ovenstående formuleringer (f.eks. alle S er P) er udsagnsformer, som er lettere at operere med end udsagn, men som ikke kan være enten sande eller falske.
I læren om slutninger skelnes mellem umiddelbare og middelbare slutninger, således som min opponent også har redegjort for. En umiddelbar slutning er en slutning fra blot én præmis, mens en middelbar slutning bygger på flere præmisser. Aristoteles´ interesse koncentrerer sig om slutninger fra to præmisser, syllogismen. Den kategoriske syllogisme består af to præmisser og en konklusion, som alle er kategoriske udsagn.
Konklusionens prædikatbegreb kaldes overbegrebet, og konklusionens subjektbegreb kaldes underbegrebet. Det fælles begreb i præmisserne kaldes mellembegrebet. Begreberne kan være placeret i forhold til hinanden på forskellige måder, som kaldes figurer. Der findes følgende fire figurer:
M - P / P - M / M - P / P - M
S - M / S - M / M - S / M - S
S - P / S - P / S - P / S - P
Her er det afgørende, at Aristoteles i Analytica Priora af en eller anden grund kun behandler de tre første figurer. Den fjerde er tilføjet af senere logikere.
Det er muligt at opstille ialt 256 syllogismer, idet de indgåede udsagn kan være henholdsvis a-, i-, e- eller o-udsagn, men det er langtfra alle der er gyldige.
Efter i Analytica Priora at have givet en fremstilling af syllogistikken, går Aristoteles i Analytica Posteriora over til at behandle det videnskabelige bevis, som han opfatter som en form for syllogisme, nemlig en syllogisme som er i stand til at give os videnskabelig erkendelse, episteme. Episteme er den form for viden vi har, når vi erkender, at noget med nødvendighed er en følge af noget andet (årsagen). Denne erkendelse når man gennem et bevis, dvs. en deduktiv slutning på grundlag af sande, men ubeviselige, præmisser: aksiomer, definitioner og hypoteser.
I denne korte redegørelse for Aristoteles´ logik mangler en omtale af de tre logiske grundprincipper: identitetsprincippet (S er altid identisk med S), modsigelsesprincippet (S kan ikke både være P og ikke-P) og det udelukkede tredjes princip (Enten er S P, eller S er ikke P, noget tredje gives ikke). Dette skyldes, at de to sidstnævnte ikke findes i Organon, men derimod i Metafysikken, og at den førstnævnte ganske vist findes i Analytica Priora, men i en noget utilfredsstillende form : "Alt som er sandt må stemme overens med sig selv."
Min påstand er derfor ikke korrekt, idet modsigelsesprincippet (p&-p) ikke er behandlet i syllogismelæren, men i Metafysikken således som jeg her kort har redegjort for.
Min påstand bør derfor omformuleres til:
"Der kan slet ikke tænkes eller konstrueres et konsistent sprog der kan beskrive virkeligheden som i sin begrebsstruktur ikke er underlagt modsigelsesprincippet (p&-p) idet sproglige udsagn med nødvendighed må stå i konsistensrelationer, som kan udledes fra modsigelsesprincippet."
Det var således grundlaget for Sørlanders betydningsteori jeg havde i tankerne, da jeg skrev påstanden, men uheldigvis fik jeg blandet syllogismelæren ind i sagen og forvirrede derved begreberne.
Jeg takker derfor min opponent for, ud fra hans sikkert større viden og forståelse af syllogismelæren end jeg har, med sin skarpsindighed at have opfanget en falsk påstand jeg fremsatte. Dermed er jeg blevet lidt klogere, og det siger jeg opponenten tak for.
Som jeg i et tidligere indlæg skrev, bygger betydningsteorien på en undersøgelse af de implikative relationer der kan udledes af modsigelsesprincippet:
"... Hvis vi således accepterer, at modsigelsesprincippet definerer betydningen af ordet ”ikke” (p&-p), og at det specielt fastlægger denne betydning ved at angive, hvorledes negationen af en påstand forholder sig implikationsmæssigt til påstanden selv, så har vi også forudsat en betydningsteori: en teori om, hvori et ords betydning består. ..."
Hilsen
Ipso Facto 
---------------------
"Hvad lærer modsigelsesprincippet os så? Et umiddelbart svar er, at det lærer os betydningen af ordet ”ikke”. Eller sagt på en anden måde: Modsigelsesprincippet udtrykker en definition af negationsbegrebet. Det fastlægger rent definitionsmæssigt det mulige forhold mellem det, at en påstand er sand, og det, at den selvsamme påstands negation er sand. Det næste som må påpeges, er så, at dette forhold (også) er et implikationsforhold: Det er impliceret i betydningen af ordet ”ikke” (og altså i negationsbegrebet), at hvis en påstand er sand, så er dens negation ikke sand." - Kai Sørlander, Den endegyldige sandhed, 2002, side 63.
|
|
|
|
