|
0
registrerede
1120
gæster og
379
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Hvornår er man kristen?
|
Nå da, nu er treenighedslæren i dens forskellige variationer også noget "vrøvl" - efter din mening. Det er der jo nok en del kristne teologer samt folk, der mener, de er kristne, der er uenige med dig i, men muslimerne vil jo givetvis støtte dig 
Ja man regnes forst og fremmest - i dag - almindeligvis - som kristen, hvis man anerkender treenighedslæren.
Sådan var det ikke i urkristendommen, hvor der jo stadig var tale om jøder – guds udvalgte folk – hvor gud var én gud - jo først langt senere begrebet treenighed blev vedtaget som et dogme.
Dog er bibelen i dag en del af mange menneskers liv, uden de kalder sig kristne. Eksempelvis Unitarerne.
Du stiller spørgsmålet: Har mennesker som ikke er kristne ikke disse egenskaber – kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Mit svar: Jo, det vil jeg mene - også for mit eget vedkommende - men dét handler jo alene om forholdet mennesker imellem - ikke om holdningen til hele "skaberværket".
Jo jo, det kan du mene, men det er jo menneskets manglende godkendte forhold til gud som ikke er i orden når/hvis de praktiserer det bibelen kalder kødets gerning, som er sat i modsætning til åndens frugt.
Når man gør det – lever som teksten om kødets gerninger beskriver, er man jo sig selv nærmest – eller hvem det er - og lever ikke efter buddene at elske gud og næsten som sig selv.
Bibelen sige gud ER kærlighed.
Her svigter kristendommen efter min mening.
Kristendommen er et vidt begreb, og man kan ikke hænge folk som mener sig kristne op på verdens elendighed, men ok, det fritager dem ikke fra, at forholde sig til egen levevis, som jo gerne skulle være i overensstemmelse med egen forståelse af det, at være et guds barn for at bevare en god samvittighed.
Der er i øvrigt temmelig mange kristne trosretninger, men - når der tales om guds rige og ny jord, må det jo netop være grundet, at skaberen ikke er tilfreds med skabningerne, som skulle passe på hans skaberværk - og menneskene før Jesu offerdød var jo ikke kristne.
Men -
man skal jo elske gud som det første og største, og det inkludere man passer på det skabte.
Endelig: Når jeg fornemmer - oplever - guddommelighed i alt, så er ånd nok det nærmeste udtryk, jeg kan finde.
Jeg forstår så, at det efter din mening på ingen måde må sammenlignes med Helligånden i kristendommen.
Dét vil jeg så respektere - at det er din mening.
Når du skriver om det guddommelige, skaberværket, de kristne, Helligånden ect må jeg gå ud fra du formulerer dig i en kristen kontekst.
Det gør du så ikke.
Hvilken ånd taler du så om, der er alt og i alt, og ikke mindst hvor kommer den fra, når du også betegner virkeligheden som ”skaberværket”
Gud er alt og i alt.
Altså: Hvilken ånd er alt og i alt når vi taler om den virkelighed vi lever i, når du ikke vil bruge ordet gud?
... og så svarede du mig ikke.
Du skrev:
men det undrer mig fortsat, at kristne har så lidt respekt og ydmyghed overfor "skaberværket", som de jo selv er en del af
Hvilken manglende respekt og ydmyghed savner du fra disse, som du betegner kristne.
Lever de livet i forhold til skaberværket anderledes end mennesker, som ikke er kristne?
... og ikke mindst.
Hvordan kan du vide, at de er kristne –
***
|
|
|
|
