|
0
registrerede
428
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Den klassiske logik.
|
Hej Kristian Pedersen!
De overvejelser jeg gjorde mig i slutningen af min seneste megalange replik i denne tråd, om sammenhængen mellem den unikke måde hver enkelt af os er struktureret på mentalt, som synes at determinere hvor vi havner i det erkendelsesteoretiske spektrum, har jeg som bekendt afprøvet i en selvstændig tråd, der, stik imod min hensigt, udløste så stærke og irrationelle følelser med så megen mudderkastning, at alle til sidst flygtede fra den, hvorefter jeg erklærede ”bazaren for lukket”. 
Denne debatmæssige afprøvning af nogle teoretiske overvejelser baseret på den måde vi tænker og føler på, har givet nogle værdifulde erfaringer, fordi den til overmål demonstrerede, hvor svært vi har ved at tænke og agere rationelt når en kritik opfattes at være rettet imod ens fundamentale livssyn, alt det man anser for sandt og ukrænkeligt, og så er det næsten ligegyldigt i hvad ende af erkendelsesspektret man befinder sig eller tror at befinde sig.
Troende, men overraskende nok især ateister, opfatter en sådan rationel kritik som et angreb på deres person. Denne erfaring er konsistent med, hvad jeg tidligere har oplevet på ateist.dk. hvor de ”stærke” ateister udviste en adfærd som er påfaldende analog med den religiøse fanatikere udviser, hvis man retter en skarp kritik af det de tror på og holder for sandt og helligt.
Min erfaring er herefter, at den ”gode frugtbare samtale” alene er mulig blandt personer som formår at betragte egen person udefra, som magter at abstrahere fra en blind identifikation mellem person og grundholdninger. Vi ER jo ikke vore holdninger, for vi har altid muligheden for at ændre holdning ved at tænke os bag dem og spørge om, hvorfor vi nu har de holdninger vi har, om det er rationelt at vi har dem, eller om det blot er noget vi rent subjektivt føler må være sandt for at få verden og personligheden til at hænge ordentligt sammen.
En anden ting der slog mig var, at kun een eneste troende fandt de spørgsmål der var rejst i mit debatoplæg interessant nok til at gå aktivt og modigt ind i debatten.
Derudover noterede jeg mig, at du ikke fandt anledning til at gå ind med en mere omfattende analyse af den rejste problemstilling, hvilket kunne have været værdifuldt i betragtning af dit intellektuelle format og en akademisk baggrund, samt stor praktisk erfaring gennem et langt liv.
Det glædede mig dog, at du ydede Arne Thomsen en venlig håndsrækning ved at henvise til Erling Jacobsens bog om ”De psykiske grundproceesser”, som ligger bag den artikel i Jernesalt jeg havde anvendt. Mit eksemplar, som jeg anskaffede mig engang sidst i 1980’erne, befinder sig sammen med hovedparten af mit bibliotek fortsat i København, så derfor anvendte jeg den udmærkede artikel i Jernesalt som reference.
Den afbrudte debat i den døde tråd kan nu få et slags efterliv i denne tråd, idet du med udgangspunkt i nogle overvejelser over begrebet angst jeg fremkom med, tilslutter dig mit synspunkt:
»Det er ofte angsten for at blive gendrevet, fordi man siger noget vås, der afholder pedanterne fra at slippe fantasien løs, for det værste de ved er at skulle indrømme, at de kan tage fejl. En sådan indrømmelse er ubærlig for dem fordi det billede de har opbygget af dem selv som ufejrbarlige derved krakelerer. Og hvad er der så tilbage af personligheden?«
Den konklusion omkring min person som du derefter drager er jeg dog ikke enig i:
"Dette dit synspunkt kan jeg tilslutte mig, og jeg forstår, at du her beskriver tilbøjeligheder, som du selv ikke ligger under for."
Som debatskabende provokation er konstateringen sikkert udmærket, men selvfølgelig ligger jeg ligesom alle andre mennesker under for både den eksistentielle angst og angsten for at tage fejl. Hvis der er noget som har kendetegnet mit liv, så er det en lang række alvorlige fejltagelser. Men det er samtidig også en bevidst bestræbelse på at rette fejlene for at komme videre både erkendelsesmæssigt og som menneske.
Som ungt menneske var jeg ramt af en nærmest patologisk dødsangst. Den fordampede sporløst efter at jeg havde taget et nærmest metafysisk opgør med mig selv og den jeg var, hvilket skete for en lille snes år siden.
Erkendelsesteoretisk har jeg bevæget mig fra en dybt forvirret absurd eksistentialisme (Camus), til pragmatiker og fallibilist (Pierce). Derefter blev jeg indfanget af begrebsfilosofien og oplevede Sørlanders teorier som noget i retning af en intellektuel åbenbaring og afklaring. Ting faldt på plads som før havde været opgivet som dunkle. Min grundlæggende natur er nok at være både anti-traditionalist og skeptiker, en autonom fritænker med lyst til at afprøve grænser, hvilket også har gjort mig stadig mere forbeholden over for en absolutisk filosofi, hvorfor jeg på visse områder er faldet tilbage fra Sørlander til en fallibilistisk position (Popper). Jeg er stadig et aktivt søgende menneske og den dag jeg ikke længere kan tvivle omkring det jeg selv anser for mest sandt, vil jeg betegne som en slags åndelig død. Så er det sidste ord sagt, og resten er gentagelser.
For at få lidt balance i tingene vil jeg så stille det samme spørgsmål til min opponent: "I hvilket omfang ligger du selv under for angsten for at begå fejl og har din selverkendelse betydet at du også har skiftet grundholdning omkring eksistentielle og trosmæssige spørgsmål. Taget et opgør med dig selv og tråd i karakter, således som jeg gjorde på et tidspunkt?"
At jeg nu i dette indlæg alene fokuserer på din subjektive vurdering af min person med udgangspunkt i et citat omkring angst, betyder ikke, at jeg har opgivet den knastørre undersøgelse af vor respektive forståelse af og holdning til logikkens væsen og grænser. Efter at have været ude i et følelsernes stormvejr findes der vel ikke nogen mere sikker rationel havn end netop logikken. ;)
Derudover har jeg taget din kritik af mit seneste meget lange indlæg i denne tråd til efterretning: ”In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.” For hvem vil ikke gerne være mester eller i det mindste mestre tingene lidt bedre?
Når vi har afsluttet denne lille mellemrunde vil jeg vende tilbage til det store spørgsmålstegn som du fuldt berettiget har sat ved en af mine påstande: »Der kan slet ikke tænkes eller konstrueres et sprog som i sin begrebsstruktur ikke er underlagt den klassiske formelle logiks syllogismelære.
I bedste fald er påstanden ikke udtrykt klart nok. Allerede da eg skrev den, havde jeg en følelse af, at den måske ikke holdt for en nærmere filosofisk og logisk undersøgelse. Men da den eneste måde man kan lære nyt på er gennem at erkende ens fejltagelser, lod jeg den stå, da jeg i modsætning til hvad du giver udtryk for, ikke nærer speciel stor angst for at blive gendrevet. Snarere tværtimod. Det skulle kun glæde mig hvis jeg tog fejl, for derved bliver jeg lidt klogere.
Hilsen
Ipso Facto 
--------------
"Anyone who has never made a mistake has never tried anything new." – Albert Einstein.
|
|
|
|
