|
2
registrerede Hanskrist
,(1 usynlig),
48
gæster og
210
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Nogle bemærkninger til Michael.
|
Kære Michael.
Tak for et godt indlæg, som efter min opfattelse viser, at du og jeg er inde på hver sin vej, men der er ikke den store forskel mellem vore veje. En klog inder sagde engang, at der er mange forskellige veje, der fører op ad bjerget, men udsigten fra bjergets tinde er den samme for alle.
Fra dit link har jeg sakset følgende fra Krishnamurti:
»Er sindet betinget? Hvad er det at være betinget? Fra det øjeblik vi bliver født, bliver hjernen betinget, formet af traditioner, af religion, af litteratur, aviser, forældre, af alt det bliver man betinget. Hjernen er betinget. Den har eksisteret i millioner af år, den har utallige erfaringer, har mødt krige, sorg og glæde, smerte, fortvivelse og kaos. Og den er betinget som hindu, sikh, muslim, kristen eller noget andet.« (Citat slut).
Krishnamurti var inder og fortrolig med de tankegange, der præger indisk filosofi. I det citerede afsnit skinner det klart igennem, at han anså princippet om den betingede oprindelse for at være noget centralt. Personligt har jeg det samme synspunkt, når vi taler om dette at lære sig selv – eller rettere sit selv –at kende.
Jeg har aldrig givet mig i kast med én af de orientalske teknikker til selverkendelse. De er efter min opfattelse for farlige at eksperimentere med, når ens sind er betinget af blandt andet en vesterlandsk kulturel kontekst, navnlig uden opvæksten. Nogle af de gamle indiske vismænd var fremragende dybdepsykologer, og de teknikker, som de udviklede, er overordentligt kraftfulde. Nogle af de flower-power folk, der i sin tid kastede sig ukritisk i armene på indiske guruer, der ville tjene penge, havnede på den lukkede afdeling. Jeg har selv mødt et par stykker af sådanne skæbner.
Nogle af de østlige teknikker medfører også, at man hele tiden forbliver i selvet og derved afsondrer sig fra det mellemmenneskelige fællesskab. Dette er at gå til en yderlighed, hvor man ikke gør sin skyldighed over for de mennesker og andre levende skabninger, som man er i stadigt flukturende samspil med.
Men det er også at gå til en yderlighed at have sit sind fyldt til stadighed med boblende tankevirksomhed, der sætter en spærrende mur op over for dette at lære sit selv at kende ved at dvæle i det. Jeg bringer et citat af den danske dybdepsykolog, dr. phil. Jes Bertelsen, der i sin bog »Individuation« fra 1975 blandt andet skrev:
»Et menneske, der begynder at øve sig i at være selv, gør ikke dette for at trække sig ud af det fællesmenneskelige. Den, der vil sætte sig ud af og ud over fællesmenneskeligheden, er lige så ensidig som alle de utallige mennesker, der i vesten aldrig et øjeblik er selv. Det er lige forkasteligt altid virkelig at være selv og aldrig virkelig at være selv. Det første er østens, det andet er vestens overdrevne ensidighed. Opgaven er, at et menneske hver dag både er selv og er med andre. (…)« (Citat slut).
Hvordan man kan øve sig på dette, vil jeg vende tilbage til. Jeg har selv gjort det gennem en længere årrække, og har også tidligere skrevet lidt herom i debatten.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
