|
0
registrerede
44
gæster og
201
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Nogle bemærkninger til Michael.
|
Kære Michael.
Jeg har valgt at flytte over i et andet forum for at besvare dit indlæg 09/08/2008 12:27, som jeg gengiver nedenfor:
»Man lærer noget nyt ved at lytte.
Jeg har adskillige gange påpeget at jeg ikke tror på noget. Erkendelse er ikke tro og den er ikke viden.
Din sidste bemærkning om Sandhed med stort "S" (hvad det så er) kontra subjektivitet (hvad det så er) fortæller mig at du ikke ved hvad erkendelse er. Erkendelse er netop ikke det samme som tankevirksomhed og den har intet behov for at forstå hvordan universet er skruet sammen. Det kan man beskæftige sig med hvis det interesserer én og man kan måske gøre sig interessant overfor damerne ved et selskab med sin viden. Hvorfor ikke, det er en del af livet.
At forstå når man ved at skelne mellem hvad der er sandt eller falsk. Denne forståelse, denne skelnen, bliver større og større og omfatter snart alt hvad der har betydning. Derfor genkender den også hvad der ikke har betydning.
Gennem det skelnende sinds yoga når man til det uimodsigeliges yoga.
Men man må gøre det selv. Ingen argumenter kan få ti-øren til at falde. Den falder kun når man ser tingenes rette sammenhæng.« (Citat slut).
For mig står det rimeligt klart, hvad du mener, og efter min opfattelse har du udtrykt dig meningsfyldt. Men man skal så i samme åndedrag være klar over, at ordet ’erkendelse’ har et bredt anvendelsesområde, hvor det i mange andre sammenhænge meget vel kan betyde for eksempel ’viden’. Man skal derfor kende en hel del af dine indlæg, så man så at sige bliver klar over din særlige kontekst. Først da forstår man, hvad du mener.
Du og jeg har begge beskæftiget os med østlige tankegange, og dem står man i begyndelsen fremmed overfor, fordi vi er vænnet til at se alt i lyset af dualitet. Enten er noget sandt, eller også er det usandt. Og hvis man siger noget, der indeholder en indre modsigelse i logisk forstand, taler man om en absurditet, eller et paradox om du vil. Og absurditeter har den vestlige tankegang generelt ikke meget til overs for.
Men de trives i bedste velgående i Østen. Lad mig illustrere dette ved et par spørgsmål og svar, der er hentet fra en samtale, som den buddhistiske munk Nanasena førte med den græsk-baktriske konge Menander. De drøftede genfødsel, der ikke må forveksles med hinduernes sjælevandring, idet buddhister ikke anerkender begrebet ’sjæl’. Men hvad er det da, som genfødes, når det ikke er ’sjælen’?
Nanasena bruger her som metafor en lampe, der brænder hele natten, og vi får følgende:
Er flammen på lampen i den sidste nattevagt den samme som flammen på lampen i den første nattevagt? Nej!
Er flammen på lampen i den sidste nattevagt da noget andet end flammen på lampen i den første nattevagt? Nej!
Vi kunne sige noget i samme retning ved at spørge:
Er den femårige Michael den samme som den voksne Michael? Nej!
Er den den femårige Michael da en anden end den voksne Michael? Nej!
Vi står her med en logik, der netop ikke er dualistisk. Den tager ikke udgangspunkt i det vestlige princip om, at hvis det er sandt at sige noget bestemt om noget, så er det falskt at benægte det. Man kan derfor sige, at den østlige logik på dette punkt har valgt et andet axiom, og dette er for Buddhismens vedkommende ’princippet om betinget oprindelse’.
Dette giver en anden logik end den typisk vestlige, og forskellen består i, at den østlige filosofi er en dynamisk filosofi, hvor den vestlige klassiske logik er statisk. Den vestlige tankegang opererer med det, som er sandt til alle tider og under alle omstændigheder, medens den østlige ser på forløb af processer. Efter en østlig opfattelse er for eksempel Himalaya ikke en ting, men en begivenhed. Engang var Himalaya ikke, den er nu, og der vil komme tider, hvor den igen ikke er.
Her må vi om eksemplet med Michael sige, at den voksne Michael har sin betingede oprindelse i den femårige Michael, der igen har sin betingede oprindelse i en sædcelles møde med et æg, og disse to har så atter betingede oprindelser, der danner forgrenede kæder af betingede oprindelser helt tilbage til Big Bang.
Denne form for tankegang har fænget mange teoretiske fysikere, fordi de i deres videnskabelige arbejde har oplevet den vestlige tankegang som en spændetrøje. Den opererer i dualiteten sand/falsk, medens de i deres matematik har måttet forlade denne binære måde at tænke på, når de har skullet redegøre for deres forskningsresultater.
Når man efter østlige principper skal erkende, så man opnår indsigt, er erfaringen alfa og omega. Stiller man spørgsmålet: ’Hvad er tilværelsens inderste mening?’ vil man hyppigt få svaret: ’Gå selv hen og se efter’. Hertil findes der forskellige fremgangsmåder, som har noget med introspektion – selvindsigt eller selvudforskning – at gøre.
Det er dette, som du peger på, når du skriver:
»At forstå når man ved at skelne mellem hvad der er sandt eller falsk. Denne forståelse, denne skelnen, bliver større og større og omfatter snart alt hvad der har betydning. Derfor genkender den også hvad der ikke har betydning.
Gennem det skelnende sinds yoga når man til det uimodsigeliges yoga.« (Citat slut).
Dette er – som så ofte, når du skriver – meget dybt. Den dybeste indsigt, som du kalder erkendelsen, fremkommer ikke gennem logiske overvejelser, men gennem lang tids beskæftigelse med én selv. Herved når man ved hjælp af skelnevnen frem til det uimodsigelige. Man når altså hinsides dét, hvor begrebslogikernes ’modsigelsesprincip’ har gyldighed.
Den indiske tænker Shankara fra 700-tallet skrev en afhandling med titlen »Skelneevnens Kronjuvel«. Den er udgivet i dansk oversættelse på Gyldendal, og den kan anbefales.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
