|
0
registrerede
1365
gæster og
269
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Dagens Nicolai Berdyaev:
The relation in which man stands to nature has to be defined afresh. Man is entering into a new sort of natural reality and spiritually he is not prepared for such an experience. He has imagined that all problems can be solved within the small closed circle of this social world. But the matter in question concerns something much greater than a new society. What is involved is a new cosmos.
The era of the Spirit can be nothing but a revelation of a sense of community which is not merely social but also cosmic, not only a brotherhood of man, but a brotherhood of men with all cosmic life, with the whole creation. Paris 1947.
-0-0-0-
Albert Schweitzer og Frans af Assisi er repræsentanter for præcist det samme.
-0-0-0-0-
not only a brotherhood of man, but a brotherhood of men with all cosmic life, with the whole creation
Det er mit håb at mit/vores sommerhus lige ud til den vildeste uberørte smukkeste nordjyske vestkyst natur må blive et sådant samlingssted for:
Brotherhood of men with all cosmic life.
Tanken er med vidde og udvidet horisont og alle naturens pastelfarver at vi ikke bare skal erfare at verden er i farver men at vi gennemstrømmes af vore sansninger der bliver til stemninger i en afstandsløs sansning hvor vi hæver os op over subject-object strukturen, at der findes kosmisk HEALING POWER i NATUREN, ved at være i Naturen og forblive i naturen indtil hippocampus har fundet sit sted, vores sted, vores hjemsted, egentlige ophav og hjemsted nemlig NATUREN. Vi hører til derude, vores sundhed er lige udenfor døren, ihvertfald i det sommerhus, hvor man vader lige ud i vildmarken og "the ocean" straks vi åbner fordøren.
Ude i naturen opdager vi at amygdala ikke er en fjende, ikke behøver være en fjende, for i naturen arbejder amygdala og hippocampus sammen. Vidde (hippocampus) og prægnans (amygdala).
-0-0-0-0-
Forbindelsen mellem vore sansninger og stemninger må genoprettes. Sansningerne i naturen stemmer og opstemmer os, oplader os med ny energi og kraft, vitalitet. Især hjernen profiterer heraf har vi opdaget. Hvilket foregår meget gennem lunger og følelserne vores. Lunger og følelser der er forbundet via vores næseboer og lugtesansen her (1), er det forhold hos det moderne menneske der er mest undertrykt. Lige siden jeg var et lille barn har jeg været mistroisk overfor de voksne og vores civilisation hvor den ovennævnte form for sanselighed og væren til er fuldstændig fortrængt.
(1):
Der er noget i luften
jeg véd ikke hvad,
som forår, skønt skoven
har mistet hvert blad,
der er noget i luften
som rosernes duften,
som fuglenes fryd,
skønt rosen er falmet, og fuglen
er draget mod syd.
Der er noget i luften,
som gør mig så glad,
som trøster mit hjerte
i ungdommens bad,
der er noget herinde,
et strålende minde
med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme
hos moder en gang.
Der er noget i luften,
et barndommens bud,
som lyser imod mig
som stjernen fra Gud,
som leder mig stille
til frelseren lille
med barndommens fryd,
skønt barndommen flygted som fuglen,
der rejste mod syd.
O kom til os alle,
du højtidens drot,
om lokken er gylden,
om håret er gråt!
Udbred dine hænder,
mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden,
når du følger med.
Prøv at abstrahere fra de enkelte religiøse undertoner og direkte henvisninger. Teksten er simpelthen for fantastisk til at blive kasseret af den grund. Det vigtigste er hvordan vi gennem næseboernes liv og sans, lugt, gennem hippocampus bliver mindet om vores tabte paradis, det barndommens land og barnets umiddelbare tilhørsforhold naturen.
|
|
|
|
