|
0
registrerede
700
gæster og
2114
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Når vi forelsker os er vi ikke os selv 360 grader rundt - vi er ikke hele, vi er kun bevidst til foran, de 180 grader, som bevidst projiceret fascination, hvor kvinden kaster ukritisk sin animus fascination i hovedet på manden (hun er blind, hun er forelsket (1)*). Og ja vice versa manden kaster ukritisk sin anima fascination i hovedet på kvinden. Resten af hvad følger må I selv udarbejde hvad der vice versa gælder.
Dette vanvid af kun at være 180 grader til bevidst foran i sin forelskelse og fascination vil ikke holde i længden. Alle mennesker har brug for at være hele, for at være til 360 grader hele vejen rundt.
Derfor er det som Jung og ham den kloge Hans-Kristian Hindkjær siger først rigtig spændende og interessant når begge parter kommer ud af forelskelsen og skal til at være tilstede i verden hele vejen rundt, alle 360 grader, når de skal til at lære hinanden og sig selv at kende.
Vi lærer altid os selv at kende igennem mødet med andre mennesker og de forfærdelige forviklinger sympatier og antipatier der herved opstår.
I forelskelsen er vi kun bevidste de 180 grader. Vi er halve, en halvcirkel, og den anden halvcirkel er i mørke, i det ubevidste.
Kærlighed er når vi, begge par, lykkes med at erobre sig selv og kunne være tilstede tredimensional alle 360 grader rundt sammen med hinanden. Det kræver at man opgiver den blinde forelskelse og fascination og får øjnene op for hvem man selv er hele vejen rundt, når man er sig selv (og i denne proces ændrer ens øjne på partneren sig dramatisk). Vil man så stadig have "idioten", barnet, dængserøven, neurotikeren, skuespilleren, forføreren, sjuften, den grænsepsykotiske, patriarken, psykopaten, man faldt for i sin tid?
Det siger sig selv at sålænge man er blind forelsket og kun sig selv foran til 180 grader så kan man ikke undvære at partneren komplementere en med de sidste 180 grader.
Men der kommer en dag hvor kvinden må trække sin animus tilbage, om hun kan, formår dette. Og manden sin anima om han kan, formår dette.
Kærlighed er det der sker når man går fra de kun 180 grader, går fra at være halv til at blive hel, til en tredimensionalt 360 grader eksistens. For hver grad vejen rundt over de 180 grader man begynder på at tilføje mens man får øjnene op for partnerens sande væsen og ens eget sande væsen (grad for grad inddrage partnerens skyggesider (1)* og sine egne) er et meget mere spændende drama end forelskelsen. Det er kærligheds dramaet, hvor forelskelsen er det rene vand ved siden af.
(1)*: skyggesiderne indeholder ikke kun skjulte negative sider men også skjulte talenter og evner.
Det er nu tingene virkelig begynder at spidse til. Nu bliver det alvor. Også derfor kun ganske få mennesker får foretaget bevægelsen fra 180 grader til tredimensionalt 360 graders eksistens i verden med deres partner, hvor skyggesiderne, det der lå i det ubevidste også skal integreres. Og gør de, så har det kostet forelskelsens høj intense dynamik magi og lidenskab. Glødet og forelskelsen overlevede ikke at de begge blev sig selv hele.
"Ja du er klog Hans" - sådan sagde min mor altid. Og det næste hun sagde mens hun kiggede på de svigerdøtre jeg gav hende, var:
"forstår I det" "forstår I det" "forstår I det"
Og de morede sig over mig og påstod de for længst havde forstået hvad det var jeg forsøgte at fortælle dem.
Livet er dejlig!
Min mor sagde også: "det er da mærkeligt du ikke er blevet til noget mere så klog som du er". Og så tilføjede min far mens han smilende skævede over til svigerdatter nr X og blinkede med det ene øje: "ja han er klogere end alle landets professorer".
Livet er dejlig.
-0-0-0-
FÅG da min røv, nej det skrev jeg ikke, jeg mener blot "fåg da hvor bliver vi belemret med novellepsykologen Hans og hans okkulte kvasipsykologi".
Tænk alt det ville vi være blevet lykkelig befriet for om du ikke var kommet væk fra dit kære psykologi studie.
Dit Adler mindreværdskompleks grundet i ikke at være blevet til noget her i livet, hvilket i dit hoved er lig med ikke at være blevet psykolog, har fået de forfærdeligste konsekvenser for dig og alle os der kender dig, dine omgivelser.
Kunne du ikke blive optaget igen og gøre det studium færdig så vi ikke skal udsættes for dine uforløste tårnhøje ambitioner konstant.
-0-0-0-0-
De 180 graders forelskelsens vanvid er i sin negative karikerede form båret oppe i overdreven grad af:
Hysterisk "smiger glæde" og behagesyge, ja en hensynsbetændelse uden lige er brudt ud. At være "skruk" hører den dyreverden til vi tilhører.
At se ens kone begynde at udvise disse tegn overfor en fremmed mand hører ikke til det sjoveste vi kan risikere at komme ud for her i livet. Men lærerigt kan det være. Og hvis man ikke i forvejen var lidt en Schopenhauer så er man det nu.
|
|
|
|
