|
1
registreret
(1 usynlig),
429
gæster og
169
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Her i løbet af lørdag formiddag har jeg stået overfor 3 tilbud:
1):
Djævlen ville tilbyde mig intelligens, masser af INTELLIGENS
2):
Filosofferne ville tilbyde mig FORNUFT og RATIONALITET
3):
Gud ville tilbyde mig MIN GODE FORSTAND
-0-0-0-
Men jeg valgte noget helt fjerde, nemlig den her statusopdatering og altså dermed at forsætte som den idiot jeg nu engang er.
Overvejede du slet ikke en af de 3 muligheder?
Jo, især tredje mulighed, den MIN GODE FORSTAND. Også fordi jeg nok har mest fidus til ham Gud fremfor djævlen og filosofferne.
Ja jeg overvejede faktisk om jeg ikke skulle tage imod MIN GODE FORSTAND. Men så var det jeg skrev den her statusopdatering og løbet var ligesom kørt.
Og jeg havde før jeg fik mig set om valgt:
4):
KOMMUNIKATION
Kommunikation med mig selv.
Hvordan skulle jeg ellers holde mit eget selskab ud, hvis der ikke var noget at snakke om.
Jeg har altid snakket med mig selv, hvilket min mor har drillet mig meget med.
Hvem er det du snakker med råbte hun når hun var på besøg. Og jeg måtte jo tilstå det var med mig selv. Det har jeg vist altid gjort. Også til mine naboers store forundring. Husker da jeg boede i Asagaarden i Holstebro at min overbo og hans kæreste vred sig højlydt af grin over mine førte samtaler.
Det hele bliver lidt surt hvis man ikke har nogen at snakke med. Og jeg har jo altid mig selv lige for hånden, i ånden, "i åndedrættet lige i øjet" at tale med. Hvorved der er åbnet op for at tænke over alle mine synspunkter, perspektiver og blik på tingene.
Du savner jo så ikke nogen at snakke, tale, med, du har jo dig selv til hver en tid forstår jeg. Men kunne du ikke godt engang imellem savne andre end lige dig selv at snakke og tale med?
Bliver det ikke lidt trivielt i længden at skulle snakke kun med dig selv? Og bliver du nogensinde sagt imod, får du et intelligent nok modspil, giver det dig nok? Kan du blive ved med at ernære dig selv på den måde, er der næring nok i det til at du kan vokse trives og udvikle dig. Sådan kommenterede min mor ofte på forholdet.
En nøjsom sjæl har du altid været. Ja min mor sagde også at jeg som barn sagtens kunne stå og gå selv her i verden og at jeg ikke nødvendigvis behøvede andre menneskers selskab. Jeg hvilede meget i mig selv som dreng og jeg har da også opholdt mig oceaner af tid alene ude i naturen. Mine mostre troede jeg ville blive en Dr Lieberkind. De kunne se mig fra køkkenvinduet forsvinde ned i mosen og op i skoven og ud i heden sammen med hundene. Jeg var en slags fjerde hund, ud over hyrdehunden og de to gravhunde jeg fulgtes med på eventyr.
Svært at sige hvor mange år som dreng jeg havde som hund. Men ihvertfald år nok, og gode minder nok, til at jeg her senere i livet, på mine ældre dage, ofte går i hundene flere år af gangen. Og det generer mig ikke. Mit liv som hund der som dreng har sat sit meget store præg på mig.
Hvordan kom du som dreng ud af dit hundeliv?
Jeg tror det begynder med matematik, der engang i femte klasse dukker geometri og matematik op på skoleskemaet og det ændrede ordblinde lille mig, det kom til at præge mig, jeg bliver fascineret af et stort rum eller et univers. I dag vil jeg sige det nok er/var min arbejdshukommelse og evne for koncentration, der viser sig, jeg der som dreng i forbindelse matematik og geometri bliver mere og mere fascineret af, tænk at kunne have så mange ting i hovedet på samme tid og at kunne vende og dreje disse ting, stille dem op overfor og imod hinanden, veje dem op imod og for hinanden og overvejer hvordan de er indbyrdes forbundet, ligefrem proportionalt eller omvendt etc etc etc. Men det var ikke noget der fik mig til at lave lektier eller fik mig til at kunne lide skolen, det var bare et rum eller univers der gjorde timerne i skolen til at holde ud og til at komme igennem, fordi jeg så kunne være i det rum eller univers af tænkning, fordybelse og koncentration og arbejdshukommelse hvor jeg kunne sidde og vende og dreje alting så jeg på den måde kunne holde skolen ud, den skole jeg mistrivedes voldsomt i.
Men når jeg fik fri fra skole var det hjem til hunden og mit liv som hund, mit hundeliv.
Engang som dreng der i mit hundeliv, var jeg meget tæt på at begå Kain Abel synden eller forbrydelsen. Min lillebror's røg steg flot lodret til himmels modsat mit. Min lillebror havde ikke et hundeliv, men var omgivet af legekammerater i rigt mål. En dag gjorde han mig opmærksom på forholdet, på forskellen, på hvor forskellige vi var på det punkt. Heldigvis slog jeg ham ikke ihjel, men jeg havde fået ham jordet og sad ovenpå ham med højre hånd højt hævet med en trebenet malkestol i næverne. Både min bror og jeg er klar over at det her ikke er en af de sædvanlige slagsmål vi er havnet i. Scenen er skæbnesvanger og fyldt med skæbne og religiøs arketypisk mytisk ragelse, men heldigvis som med Abraham og Isak så endte det hele godt, uden at jeg begår forbrydelsen.
Nå men første alternativ til mit hundeliv, liv som hund, eller det første jeg møder der er anderledes, var altså det rum og univers der opstod der i femte klasse da matematik og geometri blev udfordrende. Idag ved jeg at dette rum og univers jeg blev så fascineret af og fortabt i, ja nærmest kunne fortabe mig i i timervis, er det der er kendt som arbejdshukommelse og koncentration. Et alternativ til mit Paw i Urskoven sanselige i naturen Jack London hundeliv. Nu kunne jeg også tænke, være helt væk og fortabt fra omverdenen i tanker og fantasier og forestillinger. Min bedstemor påstår også på et tidspunkt at jeg er en aparte dreng der gør mig for mange underlige tanker om det ene og det andet og at jeg risikerer at gå i hundene og ende som filosof boende i et hus i skoven. Det lød faktisk lidt tillokkende i mine øren hvad hun der ridsede op for mig.
Det næste alternativ til mit hundeliv, liv som hund, opstod ved et tilfælde. Ihvertfald det virkede meget tilfældigt. Jeg der var landsbydreng fra Skibbild, hvor jeg havde spillet drengefodbold gennem årene var nu kommet til at spille juniorfodbold i den store by Vildbjerg. Og det var sin sag for mig at skulle vænne mig til disse juniorer fra den store by Vildbjerg, fordi de var fyldt med sociale hormonier (teenager hormoner) og det gjorde dem ret social aktive og pågående og direkte i deres kontaktform overfor mig, hvilket jeg fandt det meget vanskelig for mig at være i. Igen mistrivsel, ud over skolen så nu også her i forbindelse Vildbjerg juniorfodbolden, og jeg havde det ikke godt med situationen og udeblev fra de første træninger året 1971. Uheldigvis en aften i forbindelse ungdomsklub i Vildbjerg møder jeg Verner Ebdrup, hvilket gjorde mig pinligt berørt, fordi jeg jo havde skulket fra de første træninger der året 1971. Endnu værre bliver situationen da han vælger at gå direkte hen til mig for at spørge mig om hvorfor jeg ikke har været til fodboldtræning. Den dag i dag er det mig stadig en gåde, hvordan jeg kunne finde på at stikke ham en plade, en løgn, måske nødløgn. Men jeg påstod overfor ham at jeg skulle til at køre cykelløb i stedet for. Fåg jeg følte mig lille bagefter, havde dårlig smag i munden, dårlig samvittighed. Det var jo blot en opdigtet påstand. Det eneste der var om det, var at vi var nogle der for sjovt havde været på et par cykelture på vores almindelige turistcykler, hvor vi legede "cykelrytter" (sådan sagde vi). Men på det her tidspunkt var der ingen planer om at vi skulle til at køre cykelløb for Herning Cykle Klub. Men presset af at jeg ikke ønskede at kunne blive beskyldt for at være en løgner tilsluttede jeg mig to andre teenager og vi meldte os ind i Herning Cykle Klub.
Jeg kunne straks mærke at det passede meget bedre til min enspænder natur at gå fra fodbold til cykling, som er en meget mere individualistisk sport, ihvertfald ikke så socialt krævende som fodbolden med dets intense sociale liv. Jeg blev faktisk meget glad for sporten og dette at træde i pedalerne (jeg blev glad for at træne må vi hellere sige) og udviste også straks stor talent for denne sport. Måske det gik lidt for hurtigt, ja allerede efter ca to måneder sidder jeg som ungdomsrytter en midtuge aften i en bus fra Herning på vej til et gadeløb i Lystrup, Århus. Min træner Gunner Vangsgaard er godt klar over at han i bonderøven Hans havde et stærkt kort og at der ikke ville være mange der ville magte at slå mig i en spurt, hvilket jeg havde demonstreret overfor ham under træning på ungskuepladsen i Herning.
Nå den aften i bussen fra Herning på vej til gadeløb i Lystrup var jeg fuldstændig væk i hvad lugt var. Og jeg var dybt koncentreret optaget af hvad er lugt. Jeg blev ved og ved med at spekulere over det fysiske fænomen lugt og til sidst spurgte jeg min træner Gunner Vangsgaard, der var lærer, om han kunne forklare mig hvad lugt var. Svært at sige om jeg havde fået færten af et og andet. Men nu havde jeg også levet hele mit barndomsliv som hund, hvor lugten er det vigtigste af alt, så måske ikke så mærkeligt at jeg ønskede besked om næseboernes liv. Det sanselige liv jeg kom fra.
Vi kommer til Lystrup og det første vi får at vide er at vi ungdomsrytter skal cykle med de ældre juniorrytter og at Gert Frank også er der. Det regner. Mine bremser piver og virker meget dårlige i svingene, ja jeg kan faktisk ikke bremse som jeg gerne ville. Der gives to muligheder, enten at være forrest af alle rundt i hvert et sving eller bagerst, for at køre midt i feltet ville betyde med mine bremser, jeg ville komme til at køre op i de forankørende, da jeg ikke kunne bremse så hurtigt som dem. Jeg forsøgte først at være forrest, men fandt så mig selv alene i udbrud. Da det var overstået (mit soloudbrud), det var jo Gert Frank og juniorernes løb det her, specielt designet til deres helt store talent, så satte jeg mig ned bagerst i feltet og der blev jeg resten af de mange omgange med højtpivende bremser der vækkede opsigt ude blandt tilskuerne og det gjorde mig så genert at jeg mest af alt havde lyst til at kravle i et musehul. Men meget meget værre blev det hver gang vi skulle passere målstregen, fordi her stod min træner Gunner Vangsgaard, men ikke nok med at han stod der, han råbte, nej han skreg, så det kunne høres over hele Lystrup, "Hans du skal op foran". Jeg hvislede arrigt tilbage til min træner: "hold kæft Gunner, hold kæft Gunner" og dette gentog sig hver eneste omgang, "Hans du skal op foran" "hold kæft Gunner". Æv hvor var det pinligt. Men han havde nu ret i at jeg burde være oppe foran, fordi feltet var ret stor og Gert Frank og de ældre juniorer sad oppe foran og fra opløbssvinget var der knapt 500 meter til mål. Jeg kendte derfor godt min gameplan, som var sidst igennem opløbssvinget med mine skrigende bremser der ikke virkede og så bare træde alt hvad jeg kunne på vej op imod målstregen. Så der var ikke tvivl om hvordan jeg skulle køre. Spørgsmålet var blot om jeg kunne nå forbi feltet og nå målstregen først, for jeg var jo noget bagud. Preben Sørensen der var med i feltet for Herning Cykel Klub som juniorrytter, han morede sig vildt i bussen hele vejen hjem fra Lystrup til Herning. Hvor han var ved at knække sammen af grin over at de alle efter opløbssvinget sad med hovedet nede i styret og spurtede det bedste de havde lært (selv sad han ca midt i) og pludselig ude til højre i vinden kommer der en rytter susende forbi alt og alle og vandt med flere meter, og som han sagde grinende bagefter vi stod alle stille ved siden af Hans der bare kom flyvende. Alle vidste fra ungskuepladsen at jeg var hurtig i en spurt, men nu var jeg pludselig en levende sprinterlegende som det var enhver frit for at berette om. Nå men jeg fik blomster og sejrsbånd og det kæmpe store sølvfad de havde købt til Gert Frank. Det var ret pinligt. Da jeg så kommer ind i omklædningsrummet møder jeg Gert Frank og de andre juniorer, og nøj hvor blev jeg mobbet (ingen gad snakke om hvad lugt var), Gert Frank skældte mig ud og endte med at spytte på mig. Vi blev nu meget gode venner senere og et par år senere oplevede jeg at sidde på skødet af ham fra Grenå til Skive på forsædet af en personbil stuvende fyldt med juniorlandsholds ryttere. Vi havde været på juniorlandsholdets træningslejr en uges tid i Grenå og skulle afslutte dette med at køre til årets første cykelløb i Skive, en søndag i april med hagl og sne og ganske få grader. Men der på forsædet i bilen hvor jeg sad på skødet af Gert Frank var der hot, for nemlig kunne jeg mærke hans erigerede penis hele vejen fra Grenå til Skive, jeg vidste godt vi var blevet gode venner, men så gode venner var jeg ikke klar over (og mig der meldte mig ud af juniorfodbolden i Vildbjerg fordi jeg fandt dem alt for sociale nærgående overfor mig). At Gert Frank den dag i Skive kørte et suverænt cykelløb kommer vel ikke bag på nogen og året efter vinder han også OL bronze i 100 km holdløb sammen med Jørgen Emil, Jørn Lund og Verner Blaudzun i Montreal Canada.
Nå men tilbage i tiden igen et par år, til det der mit første Gadeløb i Lystrup som jeg uheldigvis kom til at vinde. Da jeg meget sent den aften kommer hjem til mine forældre der i Skibbild, de ser jo godt at jeg kommer ind af døren med ikke bare sportstasken min, men også blomster og sejrsbånd og et kæmpe stort sølvfad. De har gæster og der er 4 voksne inde i stuen, og jeg går derind og kyler det hele over i sofaen og fremstammer grædende at jeg har kørt mit sidste cykelløb.
Tror jeg lige der savnede mit hundeliv, mit liv som hund, mit Paw i Urskoven hundeliv og Jack London liv. Men altså ud over at først matematisk geometri (med arbejdshukommelsen og koncentrationsevnen) var med til at forstyrre mit liv som hund der som dreng, så må jeg nok også sige at det der køren cykelløb for Herning Cykel Klub også vendte op og ned på mit liv som hund i drengeårene.
Det næste der sker, der fjerner mig fra mit drengeliv som hund er at jeg sørme også går i skønne kønshormonier (nogen lignende Gert Frank) og begynder at blive rigtig meget interesseret i det modsatte køn. Og her findes endnu flere tossede historier om hvor svært det er at gå fra et liv som hund og så til pludselig at skulle magte et seksuelt forhold til det modsatte køn, disse skønne piger, kvinder, der aldrig har levet som hund, men været åh så sociale hele deres liv. Men det må blive en anden gang, hvor hundesvært dette kan være.
-0-0-0-
Udviklingsfaser:
1):
Mit liv som hund, mit hundeliv, mit drengeliv, Paw i Urskoven liv. Jack London liv. Jeg var et naturbarn fuldstændig optaget og væk i den sanselige moder natur. Naturen har gjort meget ved mig. Naturen i hovedet og hovedet i naturen. Jeg er vokset op i naturen og har opholdt mig der oceaner af tid alene med mig selv og hundene.
2):
Et bemærkelsesværdigt RUM eller UNIVERS begynder at dukke op i femte klasse med at matematik og geometri bliver krævende. Arbejdshukommelsen og koncentrationsevnen er det der pludselig der konsoliderer sig. Fra da af vil jeg til enhver tid kunne være væk i mig selv, fordybet og fortabt for omverdenen i tanker og forestillinger hvor tingene bliver endevendt i en uendelighed og beskuet fra alle sider og i alle mulige og umulige forbundne på en eller anden måde relationer.
3):
Min sociale position og rolle blandt hankønsvæsner (alfahanner også), altså blandt alle handyrene som mig selv. Min sociale maskuline identitet.
4):
Mit forhold til det modsatte køn.
5):
Femte forhold burde have været en samfundskontrakt. Men jeg har aldrig fået min kontrakt med samfundet op at stå, i orden.
Hans dit eneste problem her i livet er at du står udenfor enhver form for samfundskontrakt sagde Finn Einar Madsen (ham der overtog Rektor's talestol (Københavns Universitet) under ungdomsoprøret i 1968).
Første gang, fra første øjeblik, jeg møder Finn Einar Madsen er der bare kemi mellem os. Det har jeg sjældent nogensinde før eller senere oplevet i så udtalt grad. Jeg troede jeg var den eneste der havde Harald Høffding's samlede værker, men det havde Finn Einar Madsen også og så var snakken ligesom godt igang. Selv om jeg i udpræget grad er en bonderøv af opvækst og han radikal venstreorienteret fra København, så var der en metafysisk synernergi og empati straks vi slog os ned i hinandens selskab. Tavsheden mellem vore vidunderlige samtaler var sigende. Yderst behagelig og ganske uanstrengt var vores samvær. Endelig et menneske jeg ikke behøvede skjule min VÆREN overfor, så jeg var sammen med ham i hele min VÆRENSFYLDE, hvem jeg var og bare er.
Jeg turde være den HUND jeg er, det dyr jeg er.
En ensom klog ULV i ødemarken der følges af sin skygge, som sit eneste selskab, i den frostklare måneskins nat højt højt mod Sibelius's nord, mens europa hun ligger i ruiner.
|
|
|
|
