|
0
registrerede
62
gæster og
174
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: HVAD ER SANDHED?
|
Kære Iagttager!
Du indleder med et citat:
Hvad mener du, at sandheden er for en størrelse? At afklare dette begreb kunne blive en interessant debat
Du nævner een sandhed om debatten, men det er en rent subjektiv sandhed.
Spørgsmålet er stillet i filosofiafsnittet og derfor kan det ikke dreje sig om rent subjektive sandheder, som hvorvidt man tror på Jesus eller andre transcendente entiteter, men om vi kan have tilstrækkelig begrundelse, dvs. viden, til at hævde, at der eksisterer endegyldige sandheder og om vi som personer i givet fald er i stand til at erkende sådanne sandheder?
Filosofisk set er dette spørgsmål let at besvare.
Såfremt man svarer benægtende - altså afviser at der eksisterer endegyldige sandheder, så mener man at vide, at vi er udelukket fra at kunne erkende endegyldige sandheder. Men hvis man mener, at dette er et alment vilkår, og at det ikke blot er én selv, der mangler den nødvendige tankekraft, så indeholder denne mening imidlertid allerede en endegyldig sandhed.
Ergo er det logisk udelukket, at vi konsistent kan benægte vor egen mulighed for at kunne erkende endegyldige sandheder. Trods vor skrøbelige, usikre og historisk bundne eksistens. I og med at vi spørger om muligheden for endegyldige sandheder, har vi allerede stukket hovedet op over den forgængelighed, som er vilkåret for vort liv - op i de endegyldige sandheders sfære.
Selve gennemtænkningen af spørgsmålet, om der findes endegyldige sandheder, fører altså til erkendelse af, at vi modsiger os selv, hvis vi giver et benægtende svar. Derfor må kravet om, at vi skal undgå at modsige os selv, få en særlig status. Først og fremmest må det selv få status som endegyldig sandhed.
Det er udtryk for den endegyldige sandhed, at sande påstande må være forenelige, og at selvmodsigelser derfor umuligt kan være sande.
Argumentationen for, at det ikke er konsistent at udelukke muligheden af endegyldige sandheder, bygger på, at modsigelsesprincippet (kravet om modsigelsesfrihed) selv er en endegyldig sandhed.
Hvad mere er, så må denne argumentation også implicere, at modsigelsesprincippet må have en særlig status blandt alle endegyldige sandheder. Det må være selve grundlaget for alle endegyldige sandheder. Det er min filosofiske grundtese, at de i streng forstand endegyldige sandheder må udgøre et system, der kan deduceres fra modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori.
Måske vil nogen afvise min argumentation, men så står de med det problem, at de først skal modbevise gyldigheden af modsigelsesprincippet.
Allerede filosoffen Aristoteles påviste for 25 århundreder siden, at man ikke konsistent kan benægte modsigelsesprincippet, fordi man nødvendigvis forudsætter dette princip, i og med at man overhovedet hævder et standpunkt - og altså også i og med at man benægter modsigelsesprincippet.
Så hermed er denne tråds overskrift endegyldigt besvaret, hvorfor der vel egentligt ikke er så meget mere at tale om her.
Skulle der dog findes findes nogle filosofisk interesserede debattører, kan jeg henvise til mine to tråde i dette afsnit hvor der foregår en videre filsofiske analyse baseret på, atder findes endegyldige sandheder. For eksempel undersøges spørgsmålet om, hvilken relation der er imellem sprog og erkendelse, og meget andet.
Fortsat god fornøjelse!
Hilsen
Ipso Facto 
---------------
"Whenever you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the truth." - Sherlock Holmes.
|
|
|
|
