|
1
registreret Arne Thomsen
482
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Jeg må indrømme at du er en sprogets mester Simon
Ud over at du sprogligt set formulerer dig så flot, så fremragende, får du også sagt noget klogt af betydning (om en sag eller et forhold). Var det så bare det, men det stopper ikke her, for man/vi fornemmer faktisk også mennesket bag pennen, bag tastaturet. Meget kunne siges om ham, et varmt m med humor et dejligt m
Min forsoning med dig Simon har også været en forsoning og et møde med noget i mig selv som mand, ud fra Jung er det Skyggen, en større fortrolighed med denne størrelse i mit liv.
Jung ville påstå at forsoningen med dig Simon (som inkluderer at jeg har ændret opfattelse af min rolle og ideer om mig selv på trosfrihed) den ville jeg kunne spore mange andre steder i mit liv, i mine drømme fx, i mit forhold til mænd i det hele taget.
Og dette er korrekt, det er faktisk ved nærmere eftertanke, muligt for mig at kunne konstatere flere steder, med mænd, at min relation, til dem, er i en positiv udvikling.
Problemet er min sære individualitet og person på den ene side og behagelig til at holde ud omgang og samvær. Også at komme sammen med nogle jeg politisk i landskabet er meget uenig med.
Nu kalder jeg det forbedrede forhold til dig Simon for forsoning (sådan vender det for mig). Og denne forsoning betyder jo ikke at hverken du eller jeg har skullet føje den anden og give afkald på vore standpunkter og stridsspørgsmål.
Hvis jeg skal turde at komme mit eget køn nærmere, blive fortrolig med Skyggen, så bliver kunsten for mig mine til tider skarpe brutale meningsytringer som mange af mine mandlige bekendtskaber har kendskab til fra Facebook.
Min samvittighed husker jo godt hvad jeg har skrevet og min samvittighed ved godt at de andre også husker det (og da især det hvor jeg har været ude med riven efter dem i brand aktuelle politiske spørgsmål).
Jeg kunne jo som kylling dissociere, gå fuldstændig i opløsning som person og mand med mine meningers mod, når jeg møder disse rigtige MÆND fra det virkelige liv.
Vi er ved mit SELVVÆRD som er et bag tastaturet mit og kan være ganske anderledes i forbindelse et møde in real life.
Hvor omgængelig formår jeg at være uden at miste mig selv. Individualitet contra fællesskab og god samvær hvor vi også tør åbne munden og komme ud over kun pjat og indledende small talk. Også at jeg ikke kommer til at fylde for meget, for som Jonna sagde, når nogle mennesker bliver nervøse klapper de i, tier de stille og andre kommer i stedet til at snakke rigtig meget, og du Hans tilhører oftest den sidste gruppe, og du slipper ikke altid lige heldigt afsted med denne din coping strategi for din usikkerhed (det sidste har hun ikke sagt, men jeg tror hun inderst inde har tænkt det).
Alle der har en vis sympati for mig og som er mennesker med dannelse og god forstand såvel som de har haft succes her i livet, de siger alle enstemmigt at SELVVÆRD (underforstået manglende SELVVÆRD) er mit store problem i mødet med andre mennesker. Ikke så meget bag et tastatur hvor jeg er hjemme hos mig selv.
En af mine aller nærmeste fortrolige venner lige fra folkeskolen der har gjort karriere indenfor erhvervslivet, haft ikke så lidt succes, han anede ikke, indtil for nogle få år siden, at jeg skrev. Da han så fik indblik i nogle af mine skriverier blev han noget så overrasket og påstod at der måtte være tale om to forskellige personer. For lige så umyndig (og usikker min sproglige optræden) min sociale optræden gerne var, lige så myndig og sproglig seriøs fandt han personen bag pennen, tastaturet, var. Okay en side af mig han ikke var fortrolig med kom nu frem da han fik indblik i nogle af mine skriverier.
Sådan begyndte mit liv som voksen ikke, her var jeg en og den samme person. Men det fulgte med at jeg mistede min selvrespekt og mit selvværd i forbindelse jeg kom væk fra mit højt elskede psykologi studie. Her var min identitet og selvopfattelse og alligevel fristede jeg et for mig udsigtsløs liv som langtidsledig kontanthjælpsmodtager, der havde fuldt op at gøre med dårlig økonomi og konstant at være omstillingsparat, såvel som jeg var traumatiseret efter at have mistet forbindelsen til universitetet som for mig betød at miste alt, arbejde = studie + miljøet, det miljø jeg trivedes så godt i og ihvertfald så mig selv i og havde en stærk identitet og tilknytning til (ja ligefrem kærligt).
Nå nok om det, jeg må være i stand til at leve som tingene nu ser ud, står. Og du beskriver meget flot hvordan jeg med fordel kunne tænke om mig selv og det hele, og tak for det og så meget andet Simon, hvad du skrev følger her:
Selvbebrejdelser er så stor en del af et menneskeliv, at det i sig selv burde oparbejde en pension, og det gør det på en måde også, i den forstand, at man jo på et givent tidspunkt indser, at pensionsalderen nu er indtruffet, hvorfor de unyttige blandt selvbebrejdelserne straks fyres på gråt papir. Et godt hoved som dit har selvfølgelig indset, at tiden nu er inde, hvorfor de 25 års mange minutter hermed bliver datid.
Det er også et arbejde at være noget for sine venner, medmennesker, eller hvordan du nu snører dén sammen. Alle udfoldelser er et arbejde, at tænke er et arbejde, det kan tilmed være arbejdsbyrde at slutte med at tænke på arbejdsmarkedet som drivkraften for ens liv, hvor det at svinge køllen og se en skør kugle fare afsted i den smukkeste bue, pludselig ka' overskygge tidligere selvbebrejdelser. Sjovt er det jo at tænke på, hvor mange mennesker der egentlig ka' sige, at deres arbejde også er deres hobby, et forhold der indlysende også gælder den anden vej.
PS:
At læse dig Simon uden at have forsvarsværkerne oppe (hvor et angreb ofte er bedste forsvar, eller den valgte strategi) kan faktisk være en fornøjelse.
|
|
|
|
