|
3
registrerede somo, ABC, Arne Thomsen
375
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Løb er en videnskab som det er en lidenskab, fyldt med ekstase og vanvid, ekstatisk begejstring og spontanitet, entusiasme, i Gud Væren; fyldt med FLOW og højdepunkts-oplevelser, peak experiences, runners high. Løb er ekstatisk; Løb er Gud, ihvertfald guddommelig, noget fra en anden verden der på ekstatisk vis forløser og frigør os fra hverdagens trivialiteter og svigtende humør. Løb er guddommelig vanvid og ekstase: "Vanvid [er] skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk" siger Platon. Løb kan sætte os i forbindelse med vanvid'et eller vores 'grænseløse' evige tidløse; ekstatiske fornuft. Løb er magisk eller kan være fyldt med magi.
Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich.
Efter sidste uges magi på 175 km = 50 km + 25 km + 25 km + 25 km + 15 km + 22 km + 13 km, snupper løbebumsen en stille uge der indtil videre de første 4 dage har lydt på: 25 km + 25 km + 21 km + 19 km = 90 km.
2 krav skal være opfyldt: der skal løbes hver dag og det minimum 10 km og der skal minimum løbes 120 km/ugen, og igen, begge krav skal være opfyldt, derudover er jeg fritstillet.
Hansi Fantansi.
Løber du for dit liv Hansi (løber du for livet)? Eller lever du for dit løb Hansi?
Løber du for at leve eller lever du for at løbe?
Fortæl hvad der gør dig så bange at du kan løbe så langt; hvad du frygter der får dig til at flygte.
Ja uden grundstemningen angst og frygt eller den vores vigtigste arkaiske ur affekt som frygt og angst er, ville jeg umuligt kunne mobilisere så megen energi. Så det er kontakten til det Autonome Nervesystems sympatiske kamp/flugt biologiske system der løbes på, det system som formår at mobilisere den energi udladning der er nødvendig for at kunne løbe så langt, altså flygte og kæmpe så vildt.
Vi er fra naturens side biologisk skabt til frygt og angst, kamp og flugt. Måske mandens vigtigste ur -instinkt eller ur -affekt og får vi ikke afløb herfor da udvikler vi en lang række civilisations sygdomme som stress; depression; humørsvingninger; neurose, hysteri og irritabilitet; diabetes; for højt blodtryk; overvægt; åreforkalkning eller kredsløbs sygdomme; ringe immunforsvar; demens og dårlig hukommelse mmm.. En mand har brug for fysiske udfordringer af en vis format eller størrelse for ikke at vantrives, og da vor moderne samfund ikke kan tilbyde os alle et tilpas udfordrende fysisk heroisk arbejde (fysisk krævende arbejde, samarbejde på akkord, på tid), må der kompenseres herfor gennem idræt og andre fysiske krævende fritids beskæftigelser. Alt efter temperament, alt efter mængden af medfødt livsangst og dødsangst.
Alle mænd skal have et forhold til deres kampgejst; ekstatiske adrenaliniserede testosteron begejstring, temperament, hidsighed og entusiasme eller "i Gud Væren". Manden skal have kontakt til sin indre kriger og fighter; til fighter -ånden her og den ukuelige optimisme og udholdenhed, vedholdenhed overfor modstand og genvordigheder. Manden har brug for at kæmpe og slås med noget, har et behov for at bruge sine kræfter og sit temperament, hidsighed, og derigennem opleve sin entusiasme eller "i Gud Væren". Både i antikken og middelalderen har disse dyder været kendte og anerkendte, hvor mandens vitalitet adles og kultiveres gennem at den er rettet af, afrettet af, meningsfyldt intentionalitet, hvad der er værdig og nobel at kæmpe og slås for, i hvilke forbindelse manden skal udvise mod, mandsmod.
Kvinde og børn kan måske godt nøjes med mindfulness udenom det sympatiske autonome nervesystem, men ikke manden, for ham er det altafgørende vigtig at ANS den sympatiske funktion er integreret i hans peak experience; højdepunktsoplevelserne, såvel som mindfulness, hvor der for mandens vedkommende aldrig kan være tale om at være i Nu-et men at handle i Nu-et, da han lever i eksistentiel tid og ikke i Nu-ets nærværende sanselighed. Manden er kreativ og markant i sit spontane udtryk der er ekstatisk og han har sans for logos, for tænkning og verbalisering (dette at sætte ord på, beskrive). Oplevelser og dette at være er ikke nok for en mand, han vil fange, identificere og genskabe det fænomen der er tale om, skabe systematik og viden omkring fænomenet så det kan udnyttes og vi som kulturfolk drage nytte af ethvert tænkeligt fænomen, også mindfulness om dette praktiseres under eller over den ANS sympatiske funktion, om denne funktion er med integreret eller ej (nåde trøste det menneske af hankøn der ikke har den med).
Manden kan ikke være til i det nærværende da han ikke er natur, men eksisterer som ånd, ren vilje, skabende vilje, og som sådan lever i ekstase eller ekstatisk i eksistentiel tid. I sit kreative ekstatiske udtryk afdækker og åbenbarer manden virkeligheden forstået som nye muligheder og frihedsgrader også den der forekommer i forbindelse et fænomen der forstås og beherskes videnskabeligt.
Manden vil ikke være, han vil skabe. Skabe nyt. Manden vil endda sin egen undergang i den sammenhæng, udleve og tømme sig selv for at skabe sig selv og andre påny. Ja manden har ingen natur (tradition; vane) eller væren at vende tilbage til eller putte sig ved. En mand der bare er til, er ikke nogen rigtig mand. Formår manden ikke at være skabende da vil han i det mindste sin egen undergang, fx så løber han sig selv ihjel i et alkymi forvandlende eksperiment, for at se hvem løberen er der er undfanget i guddommelig vanvid af nidkær selvhad. I det mindste for manden her gælder at han ikke bare vil være, ej heller i Nu-et, da Nu-et og ja tiden er mit eget skaberværk og mesterværk gennem timing, mine kairos ekstatiske kreative handlings udtryk (løb som kamp og flugt), hvor ny virkelighed bryder igennem, åbenbares.
.
Med vor blotte fornuft skaber vi afstand til os selv som biologiske væsner, afstand til vore affekter der er så fyldt med ekstase, vi skaber afstand til vores vanvid og magi, alt det underfulde magiske. Derfor er det så altafgørende at vi integrerer ekstatisk fornuft. Uden vores ekstatiske magiske begejstrings struktur og entusiasme, "i Gud Væren", "i Kristus Væren" vil vi ikke kunne fuldføre det løb livet er, det livsløb eller livsforløb, vi er sat i her på jorden.
Min far til mig i Kristus, Paulus (ham der har iklædt mig Kristus, døbt mig, så Kristus har vundet skikkelse i mig (karakter skabt mig, formet min karakter og personlighed, ud fra den rene skaber ånd og vilje)) han siger herom:
Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan (læs: lev sådan), at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. 1 Kor 9.
Vi kan da godt på lunken vis, på fornuftig vis, sejle underdrejet og apatisk igennem livet. Men fornuften giver intet svar på vore dybeste længsler såvel som vores tilhørsforhold, den forbinder os ikke afstandsløs til livet, det formår alene ekstatisk fornuft.
Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den (som vi ser i forbindelse IS, som når nationen eller en ideologi (kommunisme, islamisme, nazismen og bibelfundamentalisme, eller succes, social position og økonomisk magt, får status af absolutte ubetingede anliggender). Paul Tillich (parentesen dog min).
|
|
|
|
