|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
474
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Novelle-psykolog Hansimandsi, sig noget, kom nu med noget påskebryg, du må sgu da ha brygget noget, det er snart flere timer siden vi har hørt fra dig, og er du ikke inde i din maniske kreative fase, hvor du skulle være god for et par afhandlinger i timen om dit og dat, vi venter med spænding, kom nu Hansi, vi vil ha noget tekst, nogle fede tekster med et lixtal på mindst 85 som vi vil høre noget om Heidegger og Jung og ham "i Kristus manden" du bliver helt ude af dig selv med, ekstatisk eksalterer og eskalerer med i dine fanden i voldske begejstringens henrykkelser og forrykkelser som de lyner i dit liv fra dit højere spirituelle neurobiologiske essensknudepunkt.
Mange mennesker kan ikke "finde ud af sig selv", blive sig selv frie og løse. De mangler forløsning, frigørelse (deres psykiske såvel som fysiske energi er låst, fastlåst) som de mangler healing helbredelse af deres liv og person. Synd er det der fanger os og binder os, trælbinder os, og dette kan være 1): misbrug, alkoholmisbrug og andre former for misbrug; ofte i forbindelse med overdreven trang til nydelse (alkohol indtag og trøstespiseri mm) og dovenskab, altså forkerte måder at slappe af på, restituere på (fordi man er bange for at tænke klart som at se den frihed man har i øjnene, det ansvar man har for eget liv og sundhed, som lykke); 2): som det kan være sygdom, somatiske såvel som psykiske, hvor de mest kendte i den sidste sammenhæng er den helt store stemnings sygdomme depression (mismod og passivitet, stagnation) som det kan være det mest udbredte forhold, folkeneurosen, hvor man er hæmmet i sit eget autentiske kreative personlige udtryk, hvorfor man lever udenom enhver form for selvaktualisering, man er patologisk neurotisk ramt af en overdreven tilbøjelighed for føjelighed, at falde i med tapetet, falde i med de andre, omgivelserne, ens liv (person) er syltet i koformitet og konventionalitet som sædvaner og traditioner, og her bliver skyggen dem der falder udenfor gruppens konformitet og som forarger ens person. Hvorfor også det første i forbindelse en individuationsproces er vores persona - Skygge problematik, en problematik som optræder i vore drømme som vi kender den bevidst, fra vores vågne liv, som de mennesker der gang på gang forarger os, tænder os.
Skyggen er modstykket til vores persona, vores overfladiske maskespils ansigtelighed, det ansigt vi viser udadtil og som er afstemt med omgivelsernes normer og forventninger. Vores persona lider under "das Man", lider under angsten for ikke at være som andre, angsten for ikke at blive accepteret af gruppens normer og konventioner og forventninger. I denne tilstand taler mennesker i floskler og klicheer, nej de snakker, de taler slet ikke, de siger ingenting, da dette ville være for farligt, det ville være lig med at sætte sig selv på spil som tænkende væsen, og det sidste en gruppe tillader er at tænke ud af box'en, ud af gruppens normer, verdensbillede, verdenssyn og værdisæt.
Det første et menneske møder i forbindelse en personlig udviklingsproces, er skyggen siger Jung. Altså vi må lære at forholde os til de mennesker vi ikke kan døje, de mennesker der forarger os, tænder os og som vi konstant kommer på kant med. Hvorfor, jo fordi de der forarger os de har fat på de sider af vores liv og person vi ikke selv har turdet realisere og kigge på. De repræsenterer sider af os selv som vi har fortrængt og ikke har turdet binde an med, også derfor skyggen eller skyggefigurer optræder livligt og talrigt i vore drømme, som de i vores vågne liv, fylder ret så meget i forbindelse vores snak om dem vi tar afstand fra og som vi finder grænseoverskridende mærkelige (underforstået, de har andre normer og værdisæt end vi har).
Skyggen skal altså ikke undgås ifølge Jung, da den rummer kilden til det sprælske, det kreative opgør med det konforme, den skæve vinkel på tingene, det usædvanlige, der giver udvikling og fremdrift. At kontrollere Skyggen for voldsomt resulterer i en flad og livløst konform personlighed.
Nu er jeg jo en gammel vis dreng, 58 på fredag, og guderne skal vide at jeg ofte bliver den store katalysator i den her sammenhæng, "persona - skyggen" problematik.
Hver gang jeg får et nyt netværk, så sker der ting og sager, hvor folk der ikke har gennemgået nogen nævneværdig personlighedsudvikling eller de har levet i det samme etnocentriske eller familiære (eller egnsspecifikke) miljø hele livet, de får mig som en alvorlig skyggeproblematik, kan man virkelig også være som ham hansimandsi, nej hans person og hans adfærd er under al kritik, og så sidder folk uhjælpeligt fast i en "persona - skygge" problematik i forhold til mig.
Før i tiden kunne jeg godt blive lidt slået ud over at registrere at jeg nu var blevet en del af den og den persons skyggeproblematik, men idag nyder jeg det, som jeg endda kan finde på humoristisk og kærligt at hælde benzin på bålet (måske modparten ikke synes det er kærligt eller humoristisk, men jeg ved det er et uundgåeligt punkt for modparten at skulle igennem og at det er et positivt tegn, symptom, at denne persona - skygge problematik er blusset op for fuld tænding hos vedkommende).
Alene mit kristne ståsted er en livlig katalysator for alle frelste ateister. Hvor det første overfald jeg ofte oplever, er at der må være noget galt med min intelligens, begavelse, ja jeg må være noget så småt begavet. Dette er nok det dummeste sted et andet menneske kunne byde mig op til dans og de vil hurtigt få røven på komedie eller blive rundtossede i hovedet.
Godt gået Hansi, det var dagens arbejde gennemført, smut nu med dig for helvede, løb nu over i skoven, som den ensomme ulv du er, forfulgt som du er af din egen skygge 
Husk iaften på DR2 kl 21:00 den amerikanske dokumentar fra 2013 "Du skal ikke tro, du skal vide" med Richard Dawkins og Lawrence Krauss.
Advarsel, manden er forrykt, helt ude af sig forrykket som han er blevet det "i Kristus". Denne Kristus forrykte mand, forrykkede og henrykkede mand.
”Vanvid er skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk.” Platon. God påske folkens!!! nu er jeg den der er skredet, løbet ad helvede til i min forrykkelse, forrykthed som begejstrende henrykkelse, store lykke. Ja ja Hansi du er et sandt dopamin festfyrværkeri af en original og utroligt at fornuften overlever dine ekstaser, ekstatiske begejstrings besættelser, hvor guderne (visse arketyper) tydeligvis besætter dig fra tid til anden. Ja utroligt det ikke udelukker og fortrænger fornuften i dit liv, du må have en god jordforbindelse trods alt.
jeg vil også være i mit es, jeg vil også iklædes Kristus, være i Kristus, så stor en begejstringens ekstase og beruselse og henrykkelse som du oplever Hansi, hvis det ikke koster mig min fornuft. Dit verdensbillede er sindssygt, ja men jeg har jo også altid sagt at teologi er neuropsykiatri. Folk har kigget forvirret på mig, men idag er den videnskabelige frontforskning endelig fremme ved nøjagtig det samme standpunkt. Ja det handler om vanvid (dette at kunne være helt ude af os selv (transcendens) uden at vi mister os selv af den grund), det handler om fornuften og ekstatisk fornuft i en kreativ dyadisk samspil. At råde over denne elipsens 2 centrum'er, vores eksistens og vores essens på samme tid (fornuft og ekstatisk fornuft i et kreativ dyadisk samspil); som det bevidste og det ubevidste (især det kollektive ubevidste), og det er ikke et spørgsmål om den ene eller den anden pol (chakra) eller centrum, begge har krav på respekt som at blive udfoldet. Ja der skal leves ud fra og kreativ handles ud fra begge poler, fra såvel vores eksistens som vores essens.
Sartre er inde på at vores eksistens går forud for vores essens, ja ligefrem at vores eksistens er vores essens (ihvertfald vores frie og skabende eksistentialitet) således at mennesket ingen essentiel natur skulle være i besiddelse af (dermed bliver Sartre the destroyer af enhver form for religiøsitet). Det er korrekt i den forstand at vores skabende frie eksistentialitet tilføjer og beriger vores essens. Tillichs begreb essentialisation (hentet fra Schelling (essens og eksistens)) skal netop ikke forstås i platonsk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". Disse forhold er kendt indenfor den epigenetiske forskning, hvor netop vi via vores måde at handle på eksistentielt kan forandre vores essens, hvilke gener der skal komme til udtryk og bestemme over vores liv.
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
