|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Den kristne tros essens og dynamiske væsen
|
Viljen: evnen til spontant at påbegynde et forløb i tiden, en forandringsproces, en personlig udviklingsproces.
Men kun såvidt vi er i kontakt med vore længsler og ønsker har viljen sin fulde spontanitet og frihed til at påbegynde et forløb i tiden, en forandringsproces, en personlig udviklingsproces.
Mennesket er en ny begyndelse eller dette at være menneske ligger i den vores potentialitet at vi altid råder over muligheden for en ny begyndelse, for at give vores liv en ny begyndelse, spontant at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden.
Det skal selvsagt udspringe af et dybtfølt ønske som en inderlig længsel om en forandring (oppefra og ned), og først således kan vi projicere os selv ud i fremtiden, se os selv i ånden, i fremtiden (krystalkuglen), allerede være blevet denne forandring og forvandling (dette nye menneske) vi ønsker for os selv skal manifestere sig også på konkret emergent vis (indefra og ud).
Det menneske der ikke kan projicere sig selv ud i fremtiden, og se sig selv i ånden allerede nu være den forandring og forvandling, det ønsker og så inderlig længes efter, magter ikke spontant at påbegynde det forløb i tiden, den forandringsproces, der er påkrævet i enhver personlig udviklingsproces.
Sådan blev jeg langdistanceløber; sådan blev jeg novellepsykolog; sådan blev jeg james joyce filosoferende teolog. Kort sagt sådan lever jeg mit liv. Ikke ved at være i NU'et, men ved spontant altid at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden, takket være min evne til på hjertets (mine ønsker og længsler) grund at projicere mig selv ud i fremtiden, se mig selv i ånden, krystalkuglen, fremtiden, som jeg skal blive.
Dette, denne min skabende fremtidsaktivisme og optimisme, har jeg lært af Paulus (grundlæggeren af dette syn på os selv og fremtiden, at vi altid spontant kan påbegynde et nyt forløb i tiden, en forandringsproces); Kant; Heidegger; Viktor Frankl; Rollo May mfl følger op herpå.
Derfor kan jeg til enhver tid lave om på mig selv, takket være denne min fremtidsaktivisme (spontant at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden) på hjertets grund (mine ønsker og længslers grund) til at projicere mig selv ud i fremtiden.
Er nogen i Kristus, i fremtiden (det der endnu ikke er, men som allerede er sket fyldest i Kristus/fremtiden og som skal komme for en dag, blive en realitet), er han en ny skabning og Gud i Kristus var for Paulus: "Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.
Jeg har altid påstået at kristendommen, den paulinske, er viljesmetafysik på hjertets grund, eller en revolutionerende fremtidsaktivisme på hjertets grund, vore dybeste ønsker og inderligste længsler, for som Freud siger, kun et ønske kan sætte det psykiske apparat i gang (så langt så godt er Paulus og Freud enige, men derfra skilles deres veje, fordi Freud påstår at ønsket alene er trangen til at reducere spænding, hvorimod Paulus har skuet længere og set og forstået at vores dybeste ønsker og længsler i forening med viljen (der ikke nødvendigvis virker spændingsreducerende) er den entusiastiske fremtidsaktivisme, skabende frihed og ånd, noumenale skabende spontanitet, vi råder over, hvormed vi selv magter at skabe vores fremtid og liv, gøre os til herre over tiden/livet, fremtiden, det liv vi har til gode og selv har ansvaret for hvordan skal udmøntes og udformes. Uden fremtid intet liv. Psykisk sygdom, neuroser og psykoser, såvel som stress og demens, er ikke at kunne strukturere tiden, fremtiden vores, det er det samme som ikke at kunne finde rundt i tiden vores, livet vores, da tid og liv er det samme, da vi mennesker har liv som livstid. Og her må vi sande med Bergson; Tillich og Heidegger (ud fra Paulus); Viktor Frankl og Rollo May mfl at tiden er tilværelsens hjerte og inderste væsen, og ud fra moderne neurovidenskab ved vi at hippocampus spiller en ikke ringe rolle her til forståelse af netop det forhold.
|
|
|
|
