|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Den kristne tros essens og dynamiske væsen
|
Den kristne tros essens og dynamiske væsen
prolog:
Hvad tror vi på? Hvem og hvad tror de kristne på?
En ateist der er blevet lidt overrasket over at jeg på det bestemteste har benægtet at kristen tro skulle dække over dette at gå rundt og tro på noget (trosbekendelserne fx) og så holde dette tvivlsomme som man går rundt og har som mentale forestillinger (ideologi og overjegbygning, overbygning) som værende det 'vi' tror på.
Hvorfor han har bedt mig komme med min 'egen' kortfattede redegørelse for 'indholdet' af den kristne tro, troens dynamiske væsen (han kender mine lange filosofiske redegørelse alt for godt).
Jeg gjorde vold på mig selv og det lykkedes mig at komme med en kortfattet redegørelse for den kristne tro og troens dynamiske væsen. Følger her:
1. Afsnit:
troens dynamiske væsen: ”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud” Luther
Kristendommens essens (tro) er den paulinske Kristusmystik, vores mystiske væren i Kristus, vores personlighed der er Gud-menneskelig, vi der er skabte i Guds billede, altså vores billed-lighed, der er vores person-lighed, vores ansigte-lighed, udseende (seen ud) og fremadskuen, fremtidsorienterethed.
Ja troen er Kristus selv som Paulus siger! Kristus der griber os og vi der forsøger at gribe og iklæde os Kristus så han kan vinde skikkelse i os, og vi blive de nye skabninger vi er i Kristus i kraft af Gud (det Guds Nådeskraftværk vi er i Kristus), hvor vi har en hel ny noumenal spontan fri kreativ handlingsbasis i Gud. I Kristus, trosbegivenheden Kristus, er Gud kommet os mennesker nær, inkarnationen, Gud der forener vi frafaldne med sig selv. Vi har hele guddomsfylden i kød og blod og vor legeme er et tempel for den Hellige Guds Ånd, Helligånden, Guds Ånds kraft som vi nu i Kristus er begavet/beåndet med, således er den ny væren fyldt med ekstase, ekstatisk begejstring, altså det bryder med hverdagen (det er det ganske anderledes, det hellige og usædvanliges nærværelse, et brud med verdensherskeren Dass Man, 'som man er') og vi har Gud Åndens noumenale kreativitet og frihed, som begejstring, mod og glæde ifølge dopamin monsteret Paulus. Trosbegivenheden Kristus finder vi i menneskehedens historiske liv, som vi finder begivenheden i det enkelte menneskes personlige livsbiografi/livshistorie (kendt som omvendelsen, Damaskusbegivenheden). Gud kommer os ifølge Paulus og Luther nær på følgende vis i Kristus:
Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus. 2 Kor 5, 17 - 18.
Troen er som et guddommeligt værk i os (nåden), som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting. Fra Luther's fortale til Romerbrevet.
Tro er netop pr definition ikke eksistens (horisontal det værende), men nok eksistentiel (the finite is capable of the infinite (1)*; troen/Kristus-virkeligheden griber og omslutter hele menneskets eksistens) som det er vores eksistensforvandlende ny virkelighed, Tid/liv (æon, epoke) og ny væren i Kristus takket være Guds Ånds kraft (vertikal skabelse; Tid og Spiritualitet).
(1)*:
the "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich.
Hansi indskud:
jeg vil karakterisere mig selv som en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet" (hard core kristen i paulinsk forstand). Wauu  tænk at møde dig, og man ville kunne sige; jeg har lige mødt en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet". Forældrene til datteren der beretter således, vil udbryde: "hvad gjorde han ved dig"?
2. Afsnit:
Filosoffen må også ha et ord med på vejen overfor teologens smukke redegørelse for troens væsen.
Troen som ekstatisk fornuft:
I troens akt deltager hver nerve i menneskets legeme, enhver stræben i hans sjæl, enhver åndelig funktion. Men legeme, sjæl og ånd er ikke tre dele af mennesket. De er dimensioner i menneskets væsen og altid tilstede i én sammenhæng; thi mennesket er en eenhed og ikke sammensat af dele. Troen er derfor ikke et spørgsmål om tanke alene, eller sjæl alene, eller legeme (vitalitet) alene, men hele personlighedens retning mod noget af afgørende vigtighed. Paul Tillich.
Tro vil sige uendelig lidenskab, og lidenskab, selv den mest åndelige, har altid en legemlig basis. I enhver ægte trosakt deltager legemet. De måder, hvorpå det deltager, er mangfoldige. Legemet kan deltage både i vital ekstase og i en askes, der sigter imod åndelig ekstase. Paul Tillich.
Troen Kristus bestemmer også vores bevidste liv ved at give det et sigte for "kon-centration", for nemlig er troen det eenhedsskabende, konstituerende, i personligheden, ja Kristus er vores personhed, for kun som person (ikke som individer) kan vi rumme Gud og evigheden, som de Gud-mennesker vi er, skabte som vi er Guds billede. Kristus er vores ekstatiske karismatiske personlighed qua Guds Åndens Kraft, Helligåndens virke, lys og forklarelse ind over vores liv.
Vi er Gud-mennesker og ikke mennesker-guder, denne forskel er vigtig at forstå. Kristus er vores Gud-menneskelighed og i den forstand vores hellighed og guddommelighed, og helliggørelsen er da også vores dåb og iklædning Kristus. Vores hellighed er Kristus der har vundet skikkelse i os, over os, og som virker mægtig i os, og det er i den sammenhæng at Paulus siger mod slutningen af sit liv at han ikke vil driste sig til at tale om andet end det som Kristus har gjort gennem ham ved Guds Ånds Kraft. Vi ser at for Paulus er hellighed ikke afkald og forsagelse, men socialpolitisk verdslig engagement og stræben, som det var hos Jesus. Altså der er ikke tale om en forløsning fra verden eller det fysiske legemelige såvel som vores eksistens, men en forløsning (Healing og helbredelse) af verden som vores legemlige fysiske eksistens og dets behov.
Badiou's kendte eksempel på en historisk sandheds begivenhedsproces er Kristusbegivenheden som vi finder denne beskrevet hos Paulus.
"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.
Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel.
Hvis fornuften gribes af det ubetingede (Kristus; det Helliges og Noumenale Guds nærvær) drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse...
Fornuft er forudbetingelsen for tro, og tro er fuldbyrdelsen af fornuft. Tro er således ekstatisks fornuft. Der er ingen modstrid mellem troens væsen og fornuftens væsen. Paul Tillich (undtaget parentesen som er min)
Paulus bliver også kaldt for tænkningens skytshelgen fordi der hos ham ingen modsætning er mellem tro og tænkning (fornuften). Og en tro der tilintetgør fornuften, tænkningens struktur, tilintetgør sig selv. Tro er derfor ikke opposition til fx astrofysik eller evolutionsbiologien, hvis den gør sig selv dertil, undergraver og tilintetgør den sig selv, ved at fjerne fornuften (vores intellektuelle integritet, forhjerneaktiviteten), som er troens forhåndsbetingelse. Tro er med fuld forhjerne aktivitet, tænkende reflekterende bevidsthed og forstandighed hos Paulus, dette er religionshistorisk uset/uhørt og enestående at en mystiker har fuld integreret forhjerneaktivitet, forstandigheden med inde over sin mystik, men det skyldes at den paulinske Gudsmystik er Kristusmystik:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18.
3. Afsnit::
Et spørgsmål melder sig Hansimandsi, hvordan pokker er du nået frem til dit kristne ståsted, din paulinske spiritualitet? Hvad ledte frem imod at du pludselig opfatter dig selv som være grebet af Kristus og Kristus som virkende mægtig i dig. Denne din personligheds Kristus -kloning; ja hvordan blev du klonet med Kristus, denne fremmede fra en anden verden, fra himlen, fra før tidernes morgen, fra Gud.
Her må jeg sige, det er ikke noget jeg har spekuleret, maksimeret, mig selv frem til, det skyldes en åbning og dette forhold at jeg er skør, og i den forbindelse at jeg var skør (og altså ikke ren fornuft der havde lukket sig omkring mig selv), altså jeg havde en åbning, en skørhed (hul sprække) i min væren og forstand, i mit liv, og her i denne min skørhed og skrøbelighed brød Kristus igennem til mig, blev jeg grebet af Kristus som en overvældende begivenhed og ekstatisk begejstring, som Guds fødsel og kommen nær i mit liv (Gud der gjorde sig selv til subjekt i mit liv (inkarnationen), Gud der antog mig), der straks gik over i min fødsel i Gud, som en hel ny skabning, et helt nyt menneske, i Kristus altså mit helt nye liv med en ny noumenal spontan kreativ fri handlingsbasis i Gud gennem Helligåndens nærværelse og virke.
Altså Tros-begivenheden Kristus er mit livs lyksaligheds katastrofe og nederlag, hvor jeg kom til kort, fanget som jeg var i mit liv uden Gud, uden lys og håb for fremtiden. Her i min ruin og fattigdom gribes og overvældes jeg af Guds dramatiske ankomme og entre i mit liv, som en indre katastrofe, der vendte op og ned på alting i mit liv (omvendelsen, min Damaskuserfaring, Kristusbegivenheden i mit liv; Guds fødsel i mit liv der straks slog over i min fødsel i Gud).
Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/Hanskrist).
Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence. Zizioulas
4. afsnit:
Jeg ser, læser og forstår, det var et brud!
Ja det var et gennembrud i et sammenbrud, som fuglen fønix opstod eller rejste Kristus sig i mit liv og over mit liv. Den fremmede fra en anden verden i mit liv. Denne virkelighed, Kristusvirkeligheden var fremmedartet og noget ganske anderledes og usædvanligt, ja det var noget ganske anderledes og usædvanligt der nu også var en del af mit liv, og dette forunderlige og vidunderlige måtte jeg lige vænne mig til. Skulle jeg acceptere gennembruddet fra oven og den indre katastrofe, omvenden, det forårsagede i mit indre. Hele mit liv havde jeg levet og forladt mig selv på min fornuft, skulle jeg nu til at forlade mig selv på Gud i Kristus, turde jeg tro på min nye handlingsbasis i Gud. Senere fandt jeg ud af at det ikke var et enten eller, da jeg beholdt, bevarede min fornuft, forstand, og jeg både kunne forlade mig selv på min fornuft og forstand, handle, som tænke og tale, forstandigt og fornuftigt, men jeg kunne også forlade mig selv, som hengive og overgive mig selv, i vished om at Gud var der i mit liv, til at tage imod mig og bære mig igennem de mine (ud af box'en skøre) handlinger og tanker der ekstatisk overskred, transcenderede, min fornufts og forstands endeligheds begrænsninger (lukkethed om sig selv, box tænkningen og box adfærden). Og siden har jeg haft fornuft i mit liv som jeg har været i besiddelse af den ekstatiske fornuft. Jeg har altid begge muligheder for hånden, højre og venstre hånd som to mulige sider og dimensioner i mit liv, som min fornuft og min ekstatiske fornuft, det er blevet til hjerte (spontanitet og begejstring) og hovede (fornuft og tænkning) der endelig har fundet sammen og er blevet forenet i mit liv. Og ja hjertet har som sagt, af Pascal, sine grunde som fornuften ikke kender til. Jeg kan også se at det takket være Jung, er blevet til det ubevidstes integration i mit liv, hvor troen er at jeg tør følge, lyde og lytte til, det ubevidstes egen autonomi, som jeg tør lade mig overvælde og føre af de noumenale arketypiske numinøse kræfter, ideer, motiver og billeder/symboler, der findes udenfor min fornufts og bevidstheds grænser og begrænsninger, altså kendskab.
Afsluttende Hansi indskud:
Du Hansi, tilhører jo som en anden Kevin Magnussen, teologiens formel 1, hvor du uden tvivl vil kunne vinde vm.
Ihvertfald er du det største talent på den teologiske stjernehimmel set i mange år her i Danmark. Ganske uovertruffen.
|
|
|
|
