|
2
registrerede somo, ABC
311
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Lidt løbefilosofi og metafysik
|
http://www.youtube.com/watch?v=XlrjNEMPSQs
Origins of us!
Vores evolutionsbiologiske fylogenetiske urløber.
mennesket "the perfect runner", sådan overlevede vi, vejen gik over at vi rejste os op på to ben og udviklede os til det mest perfekt løbende dyr på savannen, såvidt udholdenhed og distance.
mit forsøg på at få kontakt til min forfader arketype, urløberen, "the perfect runner", fra den afrikanske savanne, lykkes over al forventning. Har løbet hver eneste dag siden den 30 december 2011, og de sidste 13 måneder har mit ugegennemsnit været godt 130 km ugen. Et gennemsnit på ca 20 km pr dag og vel at mærke hver eneste dag uanset hvad. Det er ikke træning, det er ikke sport, det er livsstil og ikke andet, nej snarere det er at jeg vil være den der løber som evolutionsbiologien pludselig endelig har fået øje på. Jeg vil ikke opnå et og andet (så det er ikke træning til et og andet), jeg vil blot være løber, urløber, inkarnere eller reinkarnere arketypen løberen i mit liv (manifestere og realisere denne min potentielle essentielle fylogenetiske urløber her på ontogenetisk vis i tiden, i min eksistens), vække denne min et par millioner år gamle forfader af en løber til live igen i mit liv, min krop, mine knogler og muskler og led og sener, men ikke mindst hjerte og lunge kredsløbet betyder alt for mig i det daglige (hjerteslag puls og åndedrættet der stresses dagligt), såvel som det store systemiske kropskredsløb. Hvis det ikke var for skoven, ville jeg næppe kunne motivere og animere mig selv, mine øjne, min sjæl, vil skoven. Helst om vinteren og gerne omkring mørkning, sidst på eftermiddagen, med frostgrader og sne og så ellers alene i skoven sammen med dyrene.
Det kræver at jeg forbliver skadesfri og helst også fri af influenza og sygdom, især feberfri, men under alle omstændigheder skal jeg løber hver dag til trods mine ca 20 km og jeg gjorde det sidste år med slem influenza der havde ramt mine lunger, hvilket jeg har tænkt mig at undgå i år, for der var lige en lille uge hvor jeg ikke var sikker på om jeg ville kunne gennemføre, men det gik til trods at jeg måtte kæmpe imod ikke at smide mig for at falde i søvn i sneen, så træt var jeg, dette var nok det værste at skulle kæmpe imod denne trang til at smide mig og bare falde i søvn der i sneen, men jeg var klar over at risikoen for ikke at vågne igen ville være der. Træt træt træt træt træt, så træt har jeg aldrig været før i mit liv. Selvfølgelig er jeg klar over at det er forbundet med en vis risiko ikke at lytte til kroppens signaler, men den risiko har jeg valgt at kalkulere med når jeg forlanger af mig selv at løbe hver eneste dag ihvertfald til jeg bliver 70 år, og hvis min km fart, hastighed, på en almindelig god træningsdag går under 10 km i timen, har jeg lovet Jonna at jeg vil overveje at stoppe med mit løberi. Hvad skal alt dette løberi nu gøre godt for? Det skal ikke gøre godt for noget, jeg vil blot være løber ind i hver en nervefiber og celle, som jeg går ud fra at ræven ude i skoven vil være ræv på samme vis, eller er ræv på samme vis, som en ræv er en ræv er en løber vel en løber, og det er jo det vi er os mennesker, løber fra naturens side, ikke som sport, men som en del af vores naturlige ekstatiske kamp/flugt system hidrørende vores sympatiske nervesystem.
Fordelen (guderne skal vide der også er ulemper) ved absolut at skulle løbe langt hver eneste dag er at det tvinger mig til at bruge den indvendige side af hovedet. Selvfølgelig har jeg tabt mig godt 10 kg, og jeg har fået stærkere muskler, led og knogler som bedre kondition såvel som udviklet en mere effektiv løbeøkonomisk løbestil, men klart så er det jeg mærker mest markant, hvad der er sket i hovedet, jeg er blevet meget stærkere og mere klar i hovedet, altså mentalt er jeg blevet meget stærkere. Da jeg sidste efterår var i en lang periode med "runners high" kunne jeg pludselig i et hug løse 6 stjernede ekspert sudoku'er. Denne mentale styrke som skarphed (årvågenhed) såvel som mental viljesstyrke og mod er nok det mest slående. Men der er også fordele som en vidunderlig appetit hver dag og et rigtig godt sovehjerte. At bringe mig selv i en kamp flugt ekstase hver dag, ja at kunne mobilisere denne tilstand hver dag, kunne være at brænde mit lys i begge ender har jeg tænkt i en periode (og ja vel også delvist følt var tilfældet), men nu synes jeg at det endelig er begyndt at virke naturligt og som om jeg ikke derved brænder mit lys op i begge ender. Der er ikke plads til forstuvninger, fibersprængninger og da slet ikke brækkede ben i mit liv. Kan vejret være en hindring, nej på ingen måder, fx løb jeg et helt maratonløb i den voldsomme snestorm vi fik her i nordjylland, hvor man frarådede al udkørsel men ikke al udløb.
Jeg har altid sagt at et menneske selv bestemmer over sit helbred (sorry jeg ved det kan virke provokerende, men det har været min teori siden jeg studerede psykologi og medicin på Århus Universitet). Jeg mener ud fra min egen form for moderne eksistentialisme spiritualitet som jeg har udviklet sammen med Paulus (og den paulinske Kristusmystik, vores mystiske væren i ego arketypen Kristus); Paul Tillich og Nikolai Berdyaev og Carl Gustav Jung at et menneske fuldstændig magter at overtage sit eget liv og leve, ikke fri i Sartre eksistentialistisk forstand, men fri i forhold til og i kreativ dialog med, det ubevidste, især det kollektive ubevidste, og hovedarketypen Selvet her eller Gud her. Således er min udviklede Frihed, Ånd og Spiritualitet, og Herre i eget hus, Mester i eget liv, en theonom kreativ autonomi. Det er meget ulig vore dages new age og mindfulness, hvorfor jeg da også gang på gang har måttet bryde med disse bevægelser som jeg ikke deler filosofisk religiøs psykologisk livsanskuelse med, jeg mener de tar grueligt fejl og at de ikke har orienteret sig indenfor hverken den ny videnskab om hjernen, såvel som den kontinental europæiske psykoanalyse og eksistentialisme som disse blomstrede i begyndelsen af det 20 århundrede. Dette passer jo også med at mindfulness er bygget på religiøs og filosofisk tænkning og psykologi fra østen der når vejen over USA (Vestens intellektuelle forfald) og så kommer her til europa udenom enhver form for klassisk filosofisk træning, dannelse og uddannelse indenfor den kontinental europæiske filosofi; psykoanalysen såvel som eksistentialismen. Hvad mindfulness mangler er en forståelse af vores spontanitet og kreativitet, eksistentialitet, såvel som de ekstatiske affektive arketypiske spirituelle (kollektive ubevidste) forhold der knytter sig til det sympatiske nervesystem (det kreative aktive passionerende affektive kæmpende/arbejdende menneske) som er en højere funktion set evolutionsbiologisk end vores det parasympatiske vegetative nervesystem. Mindfulness har en bias indbygget som er at der kun er taget højde for vores vegetative hypotone neddyssede bevidsthedstilstande, hvorfor der også råder depressionslignende tilstande rundt omkring landets mindfulness meditationsgrupper, hvilket jeg kan sige med god ret, da jeg har været med i et utal af forskellige grupperinger og der ligger en tung dyne af ihvertfald melankoli, men også til tider klinisk depressions agtige stemninger præger folk, og da især underviserne har jeg erfaret. Endelig har Århus Universitet taget mindfulness op, hvorfor vi kan håbe på at den empiriske forskning og eksperimenteren, vil finde disse meget alvorlige fejl som gængs udbredt mindfulness er behæftet med. Men okay vi skal jo kunne kravle før vi kan gå og ja løbe stærkt. Ja et sted skal vi jo begynde nu vi af en eller anden grund har glemt Jung og psykoanalysen og ja i det hele taget eksistentialismen.
|
|
|
|
