|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver
|
En af mine facebook opdateringer lyder:
med hurtig speedbåd (op til 100 km/t) fra Aalborg til Hals, frokost der og retur, men hvem møder vi på Limfjorden, jo sørme Troels Kløverdal sejlende på Nordkaperen.
1. kommentar:
Nordkaperen næst efter Kongeskibet, danmarks mest berømte navnkundige skip, sejlskib. Troels Kløverdal, eventyreren der gjorde drøm til virkelighed og fik en hel generation til at drømme, ja mere end Camus og Sartre anfægtede, chokerede og fik han os alle til at stille os selv eksistentielle spørgsmål på Heideggersk vis, måden vi er til i verden på, om vi er åbne overfor os selv og det værende, verden; om vi er til i åbenhed verden (det værende) og os selv på samme tid. Om noget så har Troels levet et Heideggersk liv i åbenhed, i Værens (drømmenes) lysning og åbenhed, overfor sig selv og verden. Ihvertfald har Troels ikke ført nogen bag lyset, som guru'erne har det. Han har ikke forført en generation, ført en generation bag lyset, men han har vist os at drømmene (om vi forfølger dem) har i sig en iboende evne og kraft til at åbne os op overfor os selv (Væren) og verden, omgivelserne (det værende). Hvor vi altså ikke bliver fremmegjort os selv eller hinanden. Drømmene er ikke bare kongevejen til os selv (Freud) men også til verden og hinanden, vores næste, den anden, den fremmede (Jung). Drømmene er det stof livet er gjort af, og det både åbner os op og fører os ud over os selv i og med at det gør os åbne for verden og hin anden, den fremmede, vores næste. At forfølge drømmene udvider vores syn, horisont og bringer os i kontakt nye kyster, det er at lægge fra land, fra kaj, vores hjemstavns havn. Drømme er 'horisont syn' (at drømme er at have 'horisont syn') og det er takket være vore drømme at vi kan bryde eller transcendere os selv og vore begrænsninger, selvkredsen og selvoptagethed. Ungdommens vitalitet og åndsfriskhed skyldes at det er den udviklingsfase hvor drømmene har det bedste tag i os, og demens og i det hele taget aftagende åndsevner og vitalitet, skyldes at vi træder drømmene under fode. Hvis man ikke har en drøm så har man ej heller et liv. Drøm og hjerne hører sammen, og en hjerne der ikke drømme, er uden liv. Mennesket er det drømmende menneske. Sundhed, vitalitet og sund hjernekemi (åndsfriskhed) kommer sig af at vi drømmer godt og lever i overensstemmelse vore drømme, ihvertfald i samtale og dialog dem. Enhver form for meditation (inklusivt 'mindfulness måde at være til på') må forholde sig til at vi er drømmende væsner. Når vi mediterer, så drømmer vi, og det tar mig vel kun ca 15 minutter og jeg drømmer i vågen tilstand (normalt drømmer vi under søvnen) og rejser frit i rum og tid. Mennesket er nemlig til som nærværende ved altid at være fraværende i det vi kalder Nu'et. Intelligens er ikke at være prisgivet NU'et og det nærværende, det er netop at vi formår at abstrahere herfra og derpå bygger al kultur og civilisation, ja enhver form for åndelighed, på vores drømmende forestillingsevne, som nemlig dækker over de muligheder vi har for at være til, leve livet.
2. kommentar:
Jeg har altid sagt følgende: at leve livet er farligt, og det må et menneske for enhver pris forsøge at undgå at gøre. Men at forstå (takket være fx det Troels Kløverdal har lært os og Heidegger igennem sin 'sein zum tode' har lært os) at livet kan leves på et utal af måder, og så derudfra at beslutte sig for, i samarbejde med på den ene side ens drømme og det kald man fornemmer, sanser over sit liv og på den anden side i rapport med ens stand og evner, hvordan ens eksistens skal udformes (ens liv skal leves), det er straks en hel anden sag. Vi har brug for chok her i livet, enten det eksistentielle chok vi får fra Kløverdal eller fra Heidegger, hvorved vi erfarer at vi mister os selv og livet går fortabt for os dersom vi lever livet som 'man gør'. Ja vi må aldrig forfalde til at leve livet som andre gør det, det kan kun leves eller udformes, på originalt vis ud fra lige netop den særegne unikke enestående person og personlighed vi er. Men langt de fleste mennesker flygter fra dette ansvar over deres liv og går til grunde i Das Man (verdensherskeren over alle verdensherskere), ja de begraver deres liv i som man gør, som andre gør og ja de lever i evigt angst for at ikke at passe ind her, intet må være skævt eller stikke af eller være ved siden af i forhold til som man gør, i forhold til das Man. Livet, ens eget liv og livsførelse, bliver nu en evindelig sammenligning med andre mennesker, som en evig angst for at falde bare lidt ved siden af. Man taler som man gør, man siger som man gør, man interesserer sig som man gør, man har smag som man har, nemlig den gode smag, man ser ud i tøjet som man gør etc etc, ja i det hele taget opfør man sig som man gør, ja 'das Man', styrer ens liv ned til mindste detalje. Hermed slut på hvad Troels Kløverdal har betydet for en hel generation i eksistentiel forstand.
3. kommentar:
lidt mere eksistentialisme når vi nu er ved det:
vi kan flygte fra livet, ja forflygtige vores liv, men ikke døden. Mennesker flygter fra livet og det ansvar det er her i den sammenhæng at skulle spille en rolle, udfylde en rolle. Hva gør man for at undgå at spille og udfylde en rolle, jo man leger statist; man gør som man gør, og som et 'anonym neutrum, ingen' stiller man sig blandt den store grå intetsigende folkemængde af statister. Men når døden banker på døren, så er det slut med at optræde som statist, for her kan ingen gå igennem som statist, nu gælder det DIG og kun dig, lige netop dit liv der skal afsluttes; altså statisten trækkes frem af sit skjul, af sin anonymitet, hives ud af sin uegentlige statist optrædens eksistens i mængden, da ingen kan få en gennemsnits død, statist død, ja man kan ikke engang få sig en 'stand in' (stedfortræder) eller en stuntman til at overtage denne den mest dramatiske og eneste scene i vores livs drejebog vi med sikker vished ved altid er skrevet ind, nemlig vores død. Kære menneske, du kommer ikke udenom. Derfor skal du spørge dig selv nu, når du alligevel ved; at du før eller siden alligevel, skal op i lyset og stilles til ansvar og dom, bliver trukket ud af mængden, ud af gennemsnitligheden og uegentligheden, ud af "das Man", hvor du som en kujon skjuler dig i evig skamfuldhed over at du aldrig slår til; om det da ikke ville være en ide allerede idag at lære kunsten at stå alene på scenen, stå på egne ben og spille og udfylde din rolle her i livet. Hvad er det mennesker fortryder på dødslejet, hvis vi af mennesker i en sådan svær situation, kan have tillid til at vi får et samvittighedsfuldt ærligt svar. Men svaret er; at de aldrig gik deres vej! Ja, netop, deres vej, her i livet, ud af mængden, ud af anonymitet, ud af "das Man", ud af den flok og flokmentalitet 'man' gemmer sig i, har gemt sig i. Denne fejhed til at agere i og med sin flok og gemme sig i sin flok er det mest skræmmende ved menneskets natur, tilbøjeligheder. Forlad i tide den flok du gemmer dig i, flokkens moral kodeks, og flokkens anonyme skjulte måde at være ond og ondskabsfuld på. Kom så ud af din flok og din flokmentalitet, du menneske, dit modbydelige dyr, flokdyr. Dette er vores ansvar at vi bryder ud af flokken vores, hvor vores ondskab er svært at få øje på, da vi jo blot gør som alle andre i flokken. At vi bryder ud af flokken, hvor vi har begravet og forspildt vore talenter og muligheder i og med "das Man", i og med at vi gik den brede vej, fulgte den brede vej, valgte at leve i flokken og gå i flok og takt med hinanden. Eksistentialisme er mere end noget andet at bryde med enhver tænkelig gruppetilhørsforhold, at bryde med enhver gruppe og flok; at bryde med gruppen, med flokken; at bryde ud af gruppen, flokken (i at gøre ondt og grine/håne og pege fingre). Det er at stå selv og ta de tæsk det giver når man modsætter sig flokkens mentalitet og ondskab (hån og latter) der træder på den enkelte.
I min 'realskole -udtalelse' af skoleinspektør L P Andersen står der sort på hvidt at jeg er meget selvstændig stående og moden i min optræden, ja jeg husker det stadig, disse grumme år i mit liv, hvor flokken var mig en modbydelighed som en uransaglig gåde at omgås og jeg ingen steder passede ind med mit hovede og samvittighed (hjerte), således fik jeg aldrig den flok identifikation der ellers er så almindelig for ungdommen. Disse forfærdelige år af ensomhed (loneliness), i realskolen, i gymnasiet og i Herning Cykle Klub og til cykelløb, stævne, rundt i landet danmark, ophørte delvist da jeg på Århus Universitet fik åndelig selskab af Freud; Fromm; Jung; Bergson; Schopenhauer, hvor min ensomhed (loneliness) nu blev transformeret til min alenehed (solitude), i selskab med disse talende tænkende ånder, hvor jeg endelig kunne identificere mig. Dog stadig fortryder jeg at jeg til trods mine gode forudsætninger (gode hovede og samvittighed) ikke forblev trofast nok overfor min selvstændighed og modenhed og lod mig fornedre og ydmyge af flokken, kom under indflydelse af flokkens pjattethed og useriøsitet. I hele mit liv har flokken eller gruppen udgjort alle mine livs besværligheder, som om jeg allerede ved fødslen skulle være blevet sat udenfor det sociale. Hvorfor jeg straks forelskede mig i Schopenhauer siger sig selv, idag har jeg godt nok brudt med ham og hans buddhisme pessimisme og elsker nok ingen højere end Nietzsche's ja til jorden og livet her, hvis vi da lige ser bort fra Paulus; Berdyaev og Tillich.
Nå men det vigtigste i opdragelsen og skolingen er at lære barnet og eleven at de ikke skal følge flokken i at gøre ondt, som de ej heller må gemme og glemme sig selv i flokken, i das Man, forsvinde i mængden, flokken og gennemsnitligheden, dette at dække sig ind under at være sådan cirka som de andre i flokken og derved tro at man er uskyldig i flokkens forbrydermentalitet og ondskab/grovheder og sjofelheder (overfladiskheder), uskyldig i flokkens køren de udsatte over.
Kære menneske, vil du være eksistentialist, da må du opsige ethvert medlemsskab, træde ud af ethvert gruppetilhørsforhold, åndelig såvel som fysisk og emotionelt.
Dag 1 i dit liv. Din fødsel som eksistentialist. Du må ikke følge flokken, hverken tænke, føle eller handle som flokken gør det, du må turde at tvivle om alt og stille kritiske spørgsmål til alt, også det her.
|
|
|
|
