|
0
registrerede
451
gæster og
137
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Spiritualitet - Synkretisme
|
Sært al den snak om Gud. Hvorfor snakker menneskene så meget om Gud og hvorfor fortæller de os andre så meget om ham?
Nu kender jeg jo Gud ret godt, så derfor kan jeg umiddelbart høre, at de ikke ved en dyt om det de taler.
Ergo må al deres vrøvl stamme fra et manglende kendskab til hvem de selv er. ikke desto mindre kan man springe utallige trin over i udviklingspyramiden ved, på et øjeblik at erkende, at det, som bliver sagt er noget vrøvl.
Egentlig var der en gammel græker som konstaterede det for længe siden. ''Klog er den, som ved hvad han ved og som ved hvad han ikke ved.''
Eller som jeg ynder, at udtrykke det: ''Klog er den, som er klar over hvad han ved og hvad han ikke ved''.
Ultimativt er den, som kan skelne mellem, at vide og forstå, den klogeste, idet han erkender, at man som menneske ikke er i stand til at vide noget som helst.
Ergo taler alle disse fjolser om noget de ikke har en dyt forstand på.
Jeg kunne da godt fortælle dem om Gud, således, at de måske selv kunne få øje på ham. Men det gider de ikke, at høre på.
De har deres egen forestilling om Gud, basta.
Jeg har da også et personligt forhold til Gud. Jeg har fortalt Ham, at jeg er skide lige glad med Ham, så det ved Han godt.
Men når jeg står ude bagved for at tage mig en smøg og hører alle de små væsener pippe og pludre i hækken, så bliver jeg i godt humør blot ved at lytte til dem og se på dem.
Det ved Han godt. Jeg har intet forhold til Gud, men jeg elsker alle disse søde,sjove og venlige væsner som jeg aldrig nogensinde kan røre ved.
Kun betragte og blive glad. 
|
|
|
|
