|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Næstekærligheden på trosfrihed.dk
|
Skal man grine eller græde, når man læser pseudodiskussionen om næstekærlighed her på debatten? Jeg vælger at grine af grunde, som du måske vil forstå, når du har læst disse betragtninger.
Det starter med Harlys lange bandbulle mod "ondskaben" i denne verden, grinagtigt, fordi Harly sammen med Thomas har deltaget i de mest ondsindede og løgnagtige angreb på sine medmennesker, som er set på debatten her og på KD. Kan man overhovedet blive mere hyklerisk?
Men hvad er egentlig næstekærlighed? Ordet selv har vi fra den kristne tradition, men begrebet er langt ældre og dækker over en almen nødvendighed for at knytte mennesker eller dyr sammen til en samarbejdende flok. Derfor kendes begrebet også under andre betegnelser i alle religioner og samfundsdannelser.
Set i det lys har begrebet to aspekter, at dele og at acceptere andres eksistens. Det første er let at forstå. Det handler om, at de stærke i flokken skal dele "byttet" med de svagere og hjælpe dem, hvis de er skadede. Det ses både hos mennesker og i dyreflokke.
Det er det andet aspekt, at acceptere hinanden, der volder problemer, især blandt mennesker. Vi lider nemlig af en moralsk syge, der får os til at tro, at vores måde at se på tingene på er den rigtige, og at andre følgelig er forkert på den og skal opdrages. Det er denne afvigende holdning, som Harly kalder "ondskab", og som han paradoksalt nok kræver at blive behandlet efter selv ifølge princippet om gengældelse.
Hvad der føles ondt for en, kan føles godt for andre. De indiske voldtægtsmænd synes sikkert, at det er onde mennesker, der kræver dem dræbt, fordi de deltog i en massevoldtægt, som gav dem en vis nydelse. At pigen døde af "nydelsen" er vel underordnet, for hun bliver jo ikke levende af, at man slår mændene ihjel. En forbrydelse "retfærdiggør" vel ikke en anden, mener de sikkert.
Når næstekærligheden sådan sættes på spidsen, kan man måske forstå det egentlige problem for samfundet. Vi vil ikke acceptere hinandens synspunkter. Det vrimler med prædikanter, der vil have andre til at tænke som de selv, og de fylder alle debatter med deres præk og selvforherligelse. Det mest grundlæggende i næstekærligheden, at prøve at forstå hinanden, er stort set afskaffet og erstattet af selvretfærdighed, d.v.s. troen på, at man har ret til at gøre, som man gør.
Det handler om at lytte - ikke på Michaels måde - men om at lytte fordomsfrit for at forstå, hvad der driver andre mennesker til at gøre, som de gør. Først med forståelsen kommer muligheden for at reagere hensigtsmæssigt i bestræbelserne på at skabe et bedre samfund. Men hvem gider at lytte til en hoben moralprædikanter, der hver især er overbeviste om, at deres syn på verden (læs; moral) er det rigtige.
Min moral er hverken værre eller bedre end andres, og jeg har intet behov for at overbevise nogen om, at de skal tænke som jeg. Det ville også være i strid med mit eget princip om, at mennesker skal lære at tænke selvstændigt, og ikke følge nogle idolers anvisninger. Derfor bekæmper jeg alle prædikanter, der søger at overtale eller tvinge andre mennesker til at antage deres intolerante synspunkter.
Jeg forstår godt, hvad der driver Hansemand og Arne og Thomas og Harly og Michael m.fl. Desværre har de så travlt med at prædike moral, at de hverken har tid til at lytte og forstå mig eller andre, så alt, hvad jeg kan gøre, er at skrive for de sagtmodige og de tavse tilskuere til debatten. Lyt ikke til prædikanter. Brug dine egne personlige livserfaringer til at bygge din egen moral på, og praktiser den i stedet for at prædike om den.
Skal man grine eller græde? Forståelse er en udpræget lystfølelse, så jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser de mange moralister kæmpe deres selvretfærdige kamp mod virkelighedens vindmøller i den tro, at de er helte, der skal frelse menneskene fra ondskabens drager. 
Godt nytår til alle, der forstår.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
