|
0
registrerede
111
gæster og
133
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Kreativitet, intuition, inspiration og fornuft
|
Hej RM..
Tja, Christiansborg er jo lidt som Christiania, et mindre samfund i et større, men med en egen atmosfære og stive regelsæt for omgangsformer, nærmest en slags endokrin kirtel, hvor indbyggerne i det lille samfund ved særlige beslutninger med tiden har isoleret sig fra det omkringliggende man direkte så kan påvirke, men kun indirekte vil påvirkes af.
Meget a propos en lille komedie om moralfilosofi fra 1912, har i årevis ’Oligarkiet i Demokratiet’ været en stående vits indenfor murene – hvor et indre presseorgan stimulerer et ydre, der så igen stimulerer noget omkringværende (i dette tilfælde et ydre samfund) til at fastholde den overbevisning, at beslutninger man selv tager og med udgangspunkt i egne livsvilkår, får betydning for ”oligarker” og deres beslutninger. Vitsen er, at borgeren altid vil overbevise sig selv om det man helst gerne vil tro, og derfor gør sig blind for noget ydre og endda de mest åbenbare informationer – og den (vitsen) virker endda endogent, i og med at vi alle afvæbner selv ganske alvorlige livsforhold der måtte påvirke vort livs grundvilkår, hvorfor vi til sidst ender med at grine af vore egne selvbedrag, men væsentligst, at vi accepterer afvæbningen p.a. stolthed og skam – meget apropos trådens tema om menneskets kreative evner, set fra en humoristisk selvdistancere til samfundsforhold og vor egen placering deri, ville man svagt kunne antyde; så du ka’ roligt regne med at det tunge på Christiansborg behandles med stor humor, hvis man altså ser den i sin flertydighed...;)
Så ja, et troværdigt smil kan skabe store forandringer, og det skal det jo netop også kunne. Fx. har Johanne Schmidt Nielsen sikkert en stor stjerne hos de der lader sig forføre af ordene der serveres med dette æblekække smil gennem små tårer for samfundets svagest stillede, og lader sig med garanti forføre til at acceptere hendes lille bedrag som deres helt eget selvbedrag, når de så senere opdager, at hendes før så ufravigelige politiske krav til regeringen let som intet lod sig fravige, for de har ikke læst manus og derfor heller ikke deres egen rolle i netop den komedie, som journalister præsenterer og endda selv er i tvivl om ægtheden af, for også deres rolle er skarpt dikteret i manuskriptet og de vil gerne beholde deres gage indenfor murene – så måner kan virkelig få den farve man selv synes passer sig bedst for måner, ja man kan endog kalkulere med mere end én, skulle det være nødig. Nogen er gode skuespillere og andre ikke, Clara Pontoppidan m.f. ville måske bare nok ha’ betakket sig, hvis de sku’ spille inden netop disse mure, og det forstår man jo så godt, så godt...;)
mvh
Simon
|
|
|
|
