|
4
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen, ABC
,(1 usynlig),
213
gæster og
164
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Kreativitet, intuition, inspiration og fornuft
|
”De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation”.
- Det er jo et méme. Selvsagt har vi symboler rundt os som repræsentationer af tidligere kulturværdier, reminiscenser fra en kultur der i eftertiden hvisker med svagere og svagere stemme.
Men uden en rationel metodisk tænkning og værktøjer som logik ville dechifrering af tidlige sprogkoder såmænd være ret umuligt, man tænkte skam med overordentlig stor fornuft også dengang, og kan af samme grund sammenstykke informationsværdier i deres sociale sammenhæng.
Straks værre er det med nutidens "månesprog" fra jordiske små himmelnisser, jeg sir dig de skriver sære ting og sager, og er ikke til at placere!
”Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer”...&..”Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt”.
- Det cerebrale styres bare ikke af ”åndelige arketyper” men af biokemiske funktioner, helt som hos alle andre dyrearter, hvor det kognitive og dialektiske blot adskiller menneskets fra andre dyrearters informationsudveksling. Det er overbevisninger der styrer den mytologisk tænkning – myten havde skam sin nyttevirke - ikke mytologien der styrer hjernen.
Vi ka’ ikke genetisk overlevere kulturers idéer, men internaliserer forskellige værdisyn, men nu ikke længere ved digtning og sang. ”Åndelige arketyper” må forstås som et udtryk for guddommelige entiteter – som var en karakteristisk tænkning hos teokrater i oldtiden og frem, hvor man jo ansatte filosofien som tjenestepige hos teologien. Men alene ”arkeånd” er et begreb der henviser til en fortolkning, som igen viser noget om indlært tænkning men intet om naturlige biokemiske processer der nu engang styrer det cerebrale, og som er selve forudsætningen for en bevidsthedstænkning der skal dechifrere trykimpulserne på sanseapparatet osv. – hvilket er bevidsthedens arbejde – såvel som afkodning af distinktioner fra abstraktionerne i en spekulativ metafysik, hvor en tankes ”ånd” ikke i sig selv er meget bevendt uden en objektiv referent.
Endvidere blindt at acceptere sit sind som ”frelst” af den kristendom der kort forinden spaltede det, ser jeg nu ikke som stor cirkus eller nogen stor sproglig kunst, ligesom jeg heller ikke ser den store idé med at operere med flere bevidstheder (jf. Ester/Zenias bevidstheder) – men cirkus opstår måske når vi lægger 2 og 2 sammen og får 22 ud af det? ;)
Forøvrigt er der jo fint med logik i også oldtidens mytologi og digtning, hvor refleksioner dels ofte er historieskrivning som sammenholder idéer der fremhæver eller underkender informationsværdier, og som af denne grund havde funktion.
I ”Digtere og dæmoner – fortolkninger og vurderinger” af Villy Sørensen, får man et smukt indtryk af en sammenhæng mellem åndslivet og samfundet, hvor digtningen med filosofisk styring kan skabe erkendelse ved symboler. Men med kun fantastisk følsomhed overfor smukke symboler, blafrer man i tid og sted, lidt som når den gode Sigmund, Marx og Engels, Heidegger og mange flere, ret og slet udelukkes fra en historisk sammenhæng og de egentlige rationelle sammenhænge, dvs. fra det omkringværende samfund.
mvh
Simon
|
|
|
|
