0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Personalisme.dk
|
Hej Hanskrist.
Du har ofte bebrejdet mig, at jeg ikke gider at læse dine indlæg. Påstanden er nu ikke helt rigtig, for jeg er interesseret i at finde ud af, hvad det er, du mener, men når jeg læser dine ord, er det for mig sådan at pointen forsvinder - eller rettere sagt, at den aldrig kommer frem, så jeg kan få øje på den. Det er dét jeg oplever igen og igen - og så går lysten til at læse dine ord jo efterhånden fløjten.
Jeg søgte en overgang at trænge ind på dig med nogle direkte spørgsmål - men desværre forgæves.
Du har så ofte hævdet, at det er mine evner til at læse dine ord, der ikke slår til. Det har du meget muligt ret i, men man kan jo ikke på forhånd udelukke, at det også kunne handle om, at dine evner - eller din vilje - til at gøre dig forståelig måske ikke lige er allerbedst.
Det er jo ikke svært at fornemme, at du er blevet begejstret for det, du kalder Personalisme, og så bli'r jeg da nysgerrig efter at se, hvad det egentlig er. Men når jeg læser ord, som dit citat af Berdyaev:
“The face of man is the summit of the cosmic process, the greatest of its offspring, but it cannot be the offspring of cosmic forces only, it presupposes the action of a spiritual force, which raises it above the sphere of the forces of nature. The face of man is the most amazing thing in the life of the world; another world shines through it. It is the entrance of personality into the world process, with its uniqueness, its singleness, its unrepeatability." så spø'r jeg mig selv, hvordan Berdyaev er nået frem til, at menneskets ansigt er det ypperste i universet samt hvad det er for en åndelig kraft ("spiritual force"), han ikke forklarer (Gud?), så evner jeg ikke at se vores dyrearts udseende foran på hovedet, som noget særligt blandt pattedyrene på denne klode, som jo i universet er en næsten uendelig lille del, og som iflg. naturvidenskaben højst har et par milliarder år tilbage at eksistere i.
Umiddelbart virker denne centrering om - og ophøjelse af - mennesket for mig at se ude af balance. Det kan så måske skyldes, at jeg ikke har forstået Berdyaevs ord. Men kunne du så ikke forklare en åbenbart tungnem, som mig, hvordan du og Berdyaev er nået frem til, at mennesket på denne klode er universtes centrum - hvis det er det I mener.
Hvis jeg skal kunne slippe min forestilling om, hvor lille og nærmest ubetydelig antallet af individer i vores dyreart er i universet, kan jeg ikke gøre det uden et overbevisende svar - helst kort og klart, og med dine egne ord i stedet for citater.
Jeg vil altså gerne forstå dig - og meget muligt er der flere, der har det sådan - så hvorfor ikke give det en chance, sådan at det, du formodentlig synes er krystalklart, også bliver klart for andre som mig.
M.v.h. Arne.
|
|
|
|