|
0
registrerede
44
gæster og
196
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Ordet
|
Hej RoseMarie
Jeg har lidt svært ved at forholde mig til, når du skriver at Ordet har taget bolig i dig og at du mærker det helt ind i kroppen. Ord er formidlere og det vi mærker er det, som ordet formidler.
Årsagen til at jeg skrev mit indlæg var netop, at jeg for nylig hørte en radioprædiken hvor præsten udlagde nogle af Jesu ord for sin menighed udfra sin egen forståelse af disse ords indhold.
Disse ord gjorde mig glad fordi denne radiopræst formidlede, brugte ord, udfra sin egen forståelse.
Når vi møder disse ord, som udspringer af præstens egen erkendelse, genkender vi dem og kan henføre dem til vores eget liv og vores egen dagligdag.
Derfra udspringer vores egen erkendelse og det er denne erkendelse, som vifter vore triste tanker bort og skaber ny glæde og forhåbning i os.
Det er ordet som formidler vores forløsning, men forløsningen er ikke ordet. Præstens budskab bør formidle et håb til os, et håb, som vifter vore bekymringer til side og bringer os ud af de knugende erindringer og triste forventninger, som gør vore ansigter triste.
Det er ikke kun ordet, der forløser, det er også ordet der knuger os. Erindringen om det vi har gjort forkert i vore liv, de forspildte muligheder, frygten for at være syndere, skyldfølelsen, er alle indrammede i ord. Ord, der binder os og som forhindrer os i at forstå.
Derfor er det så vigtigt at præsten ikke blot reciterer ord fra en bog, uanset hvor gammel og hellig men mener den er, men at han/hun derimod selv forstår og omsætter Biblens ord til sit eget daglige livs erfaringer og i stedet for at gentage døde ord, øser af deres eget livs erkendelse.
Alle sad de i søndags og var knuget af deres eget liv, deres egen fortid og mistrøstighed om fremtiden. Præsten formåede ikke at bringe dem ud i nuet, fordi han ikke selv forstod budskabet. I stedet for at formidle sin egen forståelse i kraft af ordene gentog han dem blot uden selv at forstå dem.
I nuet er der glæde og denne glæde er et resultat af selvglemsel, når fortidens knugende indflydelse fuldstændig glemmes. Men for at kunne formidle glæde må man selv være glad og for at kunne formidle forståelse må man selv være i stand til at forstå.
Så man kan blive seende til at kunne lede en blind.
Det mener jeg er en præsts ansvar, hvis han på nogen måde tager livet alvorligt. 
|
|
|
|
