|
0
registrerede
744
gæster og
81
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Min meditation
|
Kære Treram.
Du behøver såmænd ikke være ked af, at du ikke har formået at komme i den trance, som karakteriserer østens meditationsformer, men har måttet nøjes med den stille eftertænksomhed, som de fleste mennesker har prøvet flere gange i deres liv. At kunne se objektivt og rimeligt fordomsfrit på sig selv er væsentlig bedre end den navlebeskuen, som mange mennesker henfalder til i deres forsøg på at meditere.
At nå den dybe trance i meditationen kræver en del øvelse (læs: bevidsthedskontrol), og det er kun lykkedes for mig ganske få gange i mine yngre dage, hvor jeg har været i total balance i mit indre tankeunivers. Den balance har jeg også i dag men mere permanent, så det ville sikkert være lettere for mig nu. Til gengæld føler jeg ikke noget behov for dyb meditation. Som amerikanerne siger: Been there! Seen that! Done that!
Formålet med den dybe meditation er at frigøre sin tanke fra alle fordomme, åbne sit sind og opnå dyb indsigt i universets love, så man til slut selv bliver en buddha, d.v.s. en "oplyst". Det er også nøjagtigt hvad der sker. Man forstår alt. Tiden skifter karakter, så man ser både fremtiden og fortiden vævet sammen i nuet. Tiden stopper simpelthen. Man ser på universet uden forbløffelse, for alle begivenheder i det er så selvfølgelige og logiske, at alle mennesker burde forstå det. Der er ingen uoverensstemmelse mellem relativitetsteori og kvantemekanik, for mikrokosmos og makrokosmos smelter sammen til et hele, o.s.v.
Problemet er bare, at når man kommer ud af trancen, har man stadig denne følelse af oplysthed, men man kan ikke rigtig bruge den til noget, for man kan ikke huske sammenhængen i detaljer og slet ikke sætte ord på den. Den forbliver en følelse, men en ganske berusende en.
Det er derfor, jeg kalder det "en form for selvsuggestion". Ingen er nemlig nogensinde vendt tilbage fra den trancetilstand med nogen brugbar viden om universet. Det på trods af, at der er mennesker, der har været i denne tilstand tusindvis af gange, og derfor måtte formodes at være langt mere "oplyste" end jeg. Den eneste konstaterbare ydre effekt er, at det virker umuligt at bringe "den oplyste" i affekt. Kort sagt, han bliver sjældent eller aldrig ophidset, men flegmatisk og fatalistisk indstillet overfor livet.
Inden man går ind i trancen bestemmer man sig for, hvor længe den skal vare. Hjernens indre ur holder øje med tiden og vækker en igen næsten på sekundet. I selve trancetilstanden reagerer man hverken på lyde eller nålestik. Sanserne er simpelthen koblet fra. Tilstanden minder om remperioden under søvnen, hvor hjernen for en tid afskærer forbindelsen til musklerne. Vågner man tilfældigt der, kan man opleve, at man er totalt lammet. Man er ude af stand til at røre en muskel, uanset hvor meget man anstrenger sig. En mærkelig og skræmmende følelse.
Jeg forstår glimrende, at ubefæstede sjæle kan få skader af at lege med disse trancetilstande. Man åbner formentlig synapser på kryds og tværs i hjernen uden den sædvanlige styring, så surrealistiske skræmmebilleder fra underbevidstheden præger den bevidste tilstand bagefter. Jeg forstår da også erfarne meditationsudøveres sjælsro. At de selv opfatter sig som oplyste er revnende ligegyldigt. De har det jo godt med sig selv.
Det har du det jo også, Treram, ligesom jeg selv, så vi behøver ikke at meditere. Vi foretrækker facts frem for illusioner.
Men mange mennesker har altså haft nytte af meditation, ligesom mange har fundet sjælsro og et mildt sind gennem en eller anden form for religiøs tro, og det respekterer jeg fuldt ud. Det er resultatet, der er det vigtigste.
At tro og navlebeskuelse hos andre har givet det stik modsatte resultat, er selvfølgelig trist, men det kan ikke bringe mig i affekt. Heller ikke dine voldsomme angreb på de religiøse illusioner. It takes all kind, you know.
Mvh
Ole Bjørn 
|
|
|
|
