|
1
registreret Arne Thomsen
3035
gæster og
186
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Min meditation
|
"Al meditation er en form for selvsuggestion. Man kommer ikke til en sandere opfattelse af verden og sjælelivet, men man får en følelse af, at man har det, og det kan jo være meget behageligt. Så har du nogle erfaringer med dette, så fortæl om dem her, så andre kan blive inspirerede til selv at prøve at bruge denne teknik til at føle sig bedre tilpas."
- er der en debattør, der skriver - og det ka' jo egentlig være ligegyldigt, hvem det er - det er jo ikke personerne, men emnet, det drejer sig om - eller jeg må nok nøjes med at skrive: som det vel skulle dreje sig om.
Det ka' selvfølgelig være meget sjovt at lege med definitioner og leksika for at afgrænse emnet, og ligeså at skælde hinanden ud for idioter, eller at fremsætte diverse mere eller mindre tilslørede ringeagtsytringer om meddebattører - men det hjælper jo ikke meget til at fremme den gensidige inspiration, som er mulig ved emnets belysning fra mange sider.
Ringeagtsytringer og værdi(for)domme  er efter min mening gift for en inspirerende debat.
De er desuden afskyelige at læse, synes jeg, og de kan vel få næsten enhver ny besøgende til hastigt at forlade sitet.
Ovenstående citat indeholder efter min mening den værdifordom, at meditation generelt er en slags værdiløs selvsuggestion, som højst kan bruges til at trøste den enkelte, men som ikke fører til mere sandhed hverken om verden eller en selv.
Det er i hvert fald nogenlunde sådan, jeg opfatter citatet - og dermed er meditation generelt sat i bås som en nærmest værdiløs "åndelig sutteklud" - eller noget i den retning.
Og det er jo ikke her blot en opfattelse til debat - næh, det fremføres som en fastslået kendsgerning.
Ærlig talt, skal det være niveauet - her hvor der burde være plads til trosfrihed?
Det synes jeg ikke - og det er min gode ret - ligesom det er andres gode ret at synes noget andet.
Jeg har tidligere i denne tråd skrevet om mine spinkle erfaringer med en ret enkel meditationsteknik, baseret på åndedrættet og på kendskabet til - og evnen til - at fokusere på det, der kaldes chakraer.
Min erfaring er, at det kan bringe mig i bedre balance med mig selv og med mine omgivelser og medfører at mine aktioner og reaktioner bliver på en måde, som jeg synes er bedre.
Men jeg har også haft en anden oplevelse, som vistnok også kan kaldes meditativ.
Fort at sige det kort: Jeg stod i et rum uden mennesker og med mange symboler og kunne ikke undslippe spørgsmålet: Hvem er jeg?
Hvordan det rigtig gik til, ved jeg ikke, men jeg begyndte at kunne se mig selv - og dét var ikke just lykken - tværtimod - aldrig har jeg været så ulykkelig.
Efter nogen tid - sikkert kun en kvart eller en halv time - begyndte jeg "at komme til mig selv" og opdagede langsomt, at jeg kunne leve med elendigheden.
Det udviklede sig så efterhånden (hvordan ved jeg ikke) til kærlighed til verden og herunder da sandelig også mig selv 
Det er ingen overdrivelse at sige, at det forandrede mit liv - fra håbløshed og meningsløshed til aktiv meningsfuld kærlighed - som jeg stadig nyder godt af.
At det skete i religiøst regi, tror jeg ikke er afgørende.
Jeg var ateist dengang, og i dag er jeg vel nærmest agnostiker, hvad gudsforestillinger angår.
Nogle vil måske hævde, at det ikke er meditation.
Jo, så værsgo da.
Nogle vil måske hævde, at det slet ikke er indsigt, men selvsuggestion.
Jo, så værsgo da.
For mig er dét, der tæller, at jeg føler mig lykkelig for mit liv - og at jeg ved, hvad jeg vil
Jeg gætter, at så afgørende værdifulde meditative oplevelser kun duer, hvis de kommer på det rette tidspunkt i ens liv
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
