|
0
registrerede
164
gæster og
329
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Min meditation
|
Hej Kræn-P
Jo såmænd. Det må du da godt kalde det. Men hvad er meditation så, til forskel fra det?
For mig er det væsentligste i meditationen, at være opmærksom. Det er klart, at vi alle må begynde et sted og for mig er dette sted så, opmærksomheden på mig selv i forhold til andre.
Hvis jeg sætter mig ned et sted for at lære mig selv at kende, kan jeg godt genkalde mig situationer fra mit liv, som understøtter det billede, som jeg har af mig selv, eller som modsvarer det. Men virkelig at lære mig selv at kende gør jeg først når jeg er opmærksom på mig selv i forhold til omverdenen.
Det er her jeg afslører for mig selv hvem jeg er, fordi jeg reagerer på en udfordring og denne reaktion vil meget tit være i modstrid med det billede jeg har opbygget af mig selv.
Her møder jeg en ny vanskelighed for den ’’mig’’ som er opmærksom, har indbygget en værdimåler hvor nødigt jeg end ville det. Dybere nede ligger hele min kulturs opdeling af hvad der er rigtigt og forkert og derfor træder ’’jeg’’, ind på arenaen i forbindelse med det jeg ser og siger til mig selv. ’’Det må du’’, ’’Det må du ikke’’.
Opmærksomheden på min første reaktion viste mig hvem jeg i det øjeblik var, men straks trådte ’’jeg’’ til, vurderede og efterfølgende undertrykte jeg det, som jeg ikke ønskede og fremhævede det, som jeg ønskede.
Allerede her er jeg på vej bort fra forståelsen af mig selv, for hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?
Du konstruerede en metafor om stålkugler. Men spørgsmålet er: hvem er du, som iagttager stålkuglerne? Hvad er stålkuglerne? Og hvad er de magneter, som påvirker stålkuglerne? Er det ikke dig alt sammen?
Du er både stålkuglerne, magneterne og den som iagttager dem.
Hvis du kigger nøje efter vil du se, at ikke alene er du, iagttageren, både kuglerne og magneterne, samt den, der iagttager dem, men denne iagttager består også af disse kugler og magneter.
Vi har derfor skabt en dobbelthed i os selv og måden at komme ud over denne dobbelthed er, at iagttage uden at vælge, for ethvert valg, iagttageren foretager, vil være baseret på den indbyggede værdimåler.
Magneten er måske en forfærdelig oplevelse, som jeg har fortrængt. At jeg har fortrængt den, betyder, at jeg har adskilt mig selv fra den. Men den ’’jeg’’, som har fortrængt oplevelsen, består jeg ikke selv af denne oplevelse? Er den ikke en del af mig, en del som jeg har fortrængt?
I meditationen betragter jeg stålkuglerne og bliver derved opmærksom på magneterne og ved at identificere magneterne ophører deres magnetisme.
Det er klart, at man ikke umiddelbart kan identificere magneterne, så derfor må man begynde med at iagttage stålkuglerne og mens man iagttager så dukker der mere og mere op. I stedet for at søge efter noget, iagttager man bare. Det er dette, jeg kalder meditation.
Uanset om en oplevelse er fra ens nuværende daglige liv eller ligger længere tilbage i tiden er det dog stadig erindring.
Når man begynder, at være opmærksom på kuglerne og opdager magneterne, varer det ikke længe før magneten giver sig til kende som en helt konkret oplevelse. Jeg er ikke klar over at denne fortidige oplevelse er en del af mig selv, en del af den jeg er. Jeg har fortrængt den og derfor ønsker jeg ikke at møde den.
Men for at forstå sandheden bliver jeg nødt til at se den i øjnene som den er, ellers kan jeg ikke komme videre.
Når jeg skrev om det ubevidste var det nok forkert af mig, men jeg følte mig foranlediget af al den snak om farlighed. Er man på vej over en vakkelvorn vindebro er det sidste man ønsker at blive gjort opmærksom på, at der er langt ned.
For en del år siden så jeg en udsendelse om nogle unge mennesker, der havde begået forfærdelige forbrydelser og hermed mener jeg mord. Den meget strenge pædagogik de blev udsat for var, under meget kontrollerede forhold, at blive stillet til ansigt med det de havde gjort. Deres adfærd var helt og fuldt behersket af det de havde gjort, men først da de blev bragt til en direkte erkendelse af det, stod ansigt til ansigt med det de havde gjort og forstod hvor forfærdeligt det var, uanset hvor hårdt det var for dem, kunne de løsrive sig fra den adfærd som var helt behersket af deres fortrængning.
Selv kendte jeg også engang en mand som havde begået en frygtelig forbrydelse. Vores forhold udviklede sig gennem årene indtil han en dag opdagede at jeg havde fået kendskab til det ad andre veje.
Det forandrede fuldstændig hans forhold til mig, nu da han vidste, at jeg vidste det. Hele det liv, han havde bygget op i hverdagen, krakkelerede, da han blev stillet ansigt til ansigt med sin fortid i kraft af at han blev bekendt med, at jeg vidste det.
Han skammede sig så meget over, at jeg vidste det, at han aldrig forstod, at jeg ikke fordømte ham for det.
Derfor skal man nogle gange være varsom med meditation for meditation indebærer at tømme og møde skabets indhold.
Med hensyn til de impulser, som stammer fra vores fjerne fortid, mener jeg nok, måske lidt vovet, at vi for det meste er i stand til at identificere når de påvirker vores adfærd.
Måske med et lille smil? 
Nu er det de færreste af os, der har kæmpelig i lasten, selvom det selvfølgelig kan være lige så slemt at møde erindringen om at være helt alene i universet og jeg mener, at det vigtigste er, at vi forstår vore indbyrdes forhold for ud af disse indbyrdes forhold udspringer det samfund, som vi skaber. Og når vi har været på besøg i dybet er det måske ikke så slemt at forfriske os selv ved at betragte en lille sød fugl på en gren.
jeg finder i hvert fald ingen modsætning heri.
Som du nævner, er det en del af det, at forstå sig selv, at tyde sine drømme eller at male. Man kan også lytte til musik og meget andet og dermed lære sig selv at kende. Men det væsentligste for forståelsen er at man er det alt sammen, det er ikke noget andet end én selv.
For at trænge ned i dybet må man begynde med overfladen. Det gør man ved at iagttage kuglerne.
Så opdager man, at de ikke bevæger sig som man forventede
|
|
|
|
