|
0
registrerede
408
gæster og
273
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Har du erfaringer med meditation?
|
Kære Jan.
Tak for dit indlæg, som er hjertevarmt og vedkommende. Når jeg skriver ’vedkommende’, mener jeg, at du skriver noget, som jeg kan nikke genkendende til. Meningen med tråden er jo, at de, der har lyst, skal kunne udveksle erfaringer. Derfor vil jeg skrive lidt om dine og mine fælles erfaringer med hensyn til følgende, som du skriver:
»Jeg har haft en lang periode med enormt meget modstand imod det at kigge indad. Jeg har en svag fornemmelse og svag erkendelse af mine dyberliggende tanker og følelser, men siden det virker så enormt intens det som kommer frem, så har mit bevidste sind været, ja, nærmest skrækslagen i perioder. Det har ikke været særlig sjovt, og ja, jeg beder hver dag om hjælp til at rumme og give slip.« (Citat slut).
Den samme oplevelse af skrækslagenhed over for det, der kommer frem, kender jeg erfaringsmæssigt en del til. Efter min opfattelse kan vi sætte betegnelsen ’angst’ på denne skrækslagenhed. Nu vil de fleste nok mene, at dette at føle angst er noget negtivt. Nogle går endda så vidt, at de i tilfælde af angst beder om psykologisk krisehjælp eller anmoder lægen om at skrive en recept på beroligende medicin.
Dette kan måske også være hensigtsmæssigt i visse tilfælde, men generelt vil jeg sige, at angstfølelsen er noget positivt og er en vigtig del af det at være et levende menneske. Det er jo netop angsten, der holder os tilbage, hvis noget ukendt rører sig derude i mørket. Noget, der eventuelt kunne være farligt. Derfor er det en genetisk arv fra vor udviklingshistorie, at vi er tilbageholdende og reagerer tøvende over for det, der – måske – er farligt.
Men angsten kan samtidig virke dragende, så man som mørkeræd – hvilket jeg var i min barndom og måske også er endnu – ikke kan lade være med at snige sig langsomt ind på det, som gemmer sig derinde i mørket. Herved kommer man i en situation, der er en slags dobbeltbevægelse: Man drages mod det, som man afskyr, og man afskyr det, som man drages imod.
Her er der efter min opfattelse ikke andet at gøre end at vende ansigtet mod musikken. Man må vende sig mod angsten og spørge, hvad det er, den vil. Når man er inde i et meditationsforløb, der er en slags dialog med ens eget ubevidste, må man vende sig mod det ubevidste og stille spørgsmålet om, hvad der er på færde.
Det kan jo nemlig godt være tilfældet, at man har truffet en række etiske beslutninger, der er i skærende kontrast med noget selvhævdende og usympatisk anmassende, som ligger derned i underbevidstheden og gør oprør mod den fredsommelige og selvudslettende attitude, som man vender udad mod omverdenen.
I så fald vil underbevidstheden ofte reagere ved at forsøge at nulstille ens idelige hensyntagen og ydmyghed over for omgivelserne. For dybest set er man sandsynligvis et selvhævdende menneske, og disse dybere lag protesterer mod, at man gør sig selv til en dikkende lammehale, der stikker enhver fornærmelse stiltiende i lommen. Man er måske også et erotisk individ, der inderst inde gerne vil i bukserne på tiltrækkende damer, med hvem samleje er forbudt ud fra de normer, som man selv har forkyndt over for omverdenen.
Derfor må man gøre, som desmerdyret hos Kipling, der havde mottoet: »Run and find out.« Man må gøre forsøg på at udforske de underbevidste lag i én selv. Min egen vej ud af dette dilemma har været at udforske mig selv gennem mine natlige drømme. Der ligger i mit pengeskab en betydelig bunke af kollegiehæfter, hvor jeg i perioder har nedskrevet mine drømme og har forsøgt at gøre rede for deres betydning i mit specielle tilfælde.
Her er jeg stødt på en Kristian Pedersen, der på særdeles mange punkter afviger fra det, som jeg ellers troede, jeg var. I hvert fald det, som jeg gerne ville anses for i mine omgivelser. Der har været tilfælde, hvor jeg har siddet på traktoren dag efter dag igennem en hel uge og ikke – udover markarbejdet – beskæfiget mig med andet end at tage til efterretning, at jeg altså også havde de usympatiske sider, som mine drømme havde berettet om.
Det er noget af en ’cold turkey’ at gå igennem. Men det lønner sig i rigt mål. Man bliver mere empatisk over sine omgivelser, man bliver langt mindre fordømmende over for andre, og man falder til ro. Og de forstyrrende tanker, som ellers melder sig under meditationens intense nærvær i virkeligheden, ophører. Det skal også nævnes, at man kan nå frem til gyldne øjeblikke, hvor man føler tillid. Tillid – med stort T – i dens generelle form. Det er noget, som de gamle kinesiske taoister kunne tale med om, når de undtagelsesvist udtalte sig. Thi
Den, der taler, véd ikke,
og den, der véd, taler ikke.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
