|
0
registrerede
408
gæster og
273
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Fortiden
|
Ja, vi lærer jo hele tiden, ik min ven. 
Nej det er ikke helt let at slippe fortiden, men det er muligt.
Jeg oplever ikke at det er muligt, at være i en tilstand af både glæde og sorg på samme tid. Men sådan er jeg jo bare.
På et dybere plan inde i os, så har smerte og sorg altid udspring fra sindets domme, eller vores fordømmelse af os selv eller af dem vi har "følt" os svigtet af eller afvist af.
At dømme er det samme som at aktivere fortiden og gøre den til ens oplevelsessfære, fordi det kun er muligt at dømme udfra fortiden, for hvilket grundlag skulle ens domme ellers bygge på?
Det er kun hvis vi er uvillige til at tilgive, at vi klynger os til fortiden, og i vores erindring om det som er sket, dømmer vi så om det vi har oplevet er godt eller skidt, rigtigt eller forkert osv, og vi vikler os så ind i en dualistisk tankegang som virker meget svær at give slip på.
Hvordan kan der være sorg og smerte hvis man tilgiver?
Når der kommer en følelse eller en tanke frem til ens bevidsthed som er forbundet med en tilknytning til fortiden, så opleves det altid i det nu man befinder sig i. Ofte så ser vi ikke klart på det som kommer frem til vores bevidsthed, fordi vi dømmer det og på den måde gør det til noget det ikke er. Og på den måde adskiller vores tanker os fra livet eller nuet.
Man kunne starte med at erkende at man dømmer, og så vil der allerede der være en bevidsthed som gør at man ikke fuldstændig identificere sig med sindets tanker, eller fortiden. Hvis man ikke er fuldstændig identificeret med den sorg eller smerte som kommer frem i en, så er det også muligt at kunne opleve den mere og mere på afstand, og på den måde ikke flygte fra at skulle se på det man måske så længe har flygtet fra. Og man vil så opdage at smerte og sorg faktisk "kun" er tanker som forvrænger virkeligheden eller skjuler bevidstheden om en selv.
Vores ego "lever" af frygt og skyld, og når vi identificere os med vores ego, ja, så ønsker vi ikke at give slip på fortiden, fordi vi så tror vi svigter vores ego.
Man kunne spørge sig selv hvad fortiden har bragt med sig af sand glæde eller lykke?
Er det ikke kun når man er tilstede og nærværende at sand glæde opstår i ens forhold til medmennesker og omgivelser?
Vi har altid to muligheder, og det er at vi acceptere det som er, som f.eks hvis man har mistet nogen man havde meget kær, eller at man klynger sig til en forestilling om at kunne ændre på det som er sket. Accept giver altid en indre ro, fordi man så ikke kæmper imod noget som der ikke er til at ændre på. Og når roen sænker sig over ens bevidsthed, så opstår der også en form for klarhed. Hvis man kæmper imod det som er, så vil man også leve i en fornægtelse af den virkelighed man nu en gang oplever, og så vil smerte og frygt helt klart også sætte sit præg på ens væren, og ikke mindst ens forhold til andre mennesker.
Hvordan kan vi møde nye mennesker hvis det er fortiden vi ser i de mennesker vi møder?
Gad vide hvad Jesus mente med genfødsel?
|
|
|
|
