I henved 10 millioner år levede urmennesket hovedsageligt af jagt og fiskeri, og hvad de kunne samle. Men de første arkæologiske tegn på de palæolitiske jægers religiøse univers går kun tilbage til hulemalerierne i Frankrig og Nordspanien fra ca. 30.000 f.Kr. Og hvad mere er, hvis man undersøger nutidige jæger- og samlerfolks religiøse forestillinger og skikke, bliver man klar over, at det er så at sige umuligt at vise forekomst eller fravær af lignede tanker og skikke hos urmenneskene. De primitive folk betragter dyrene som ligestillede med mennesket, men udrustede med overnaturlige kræfter. De tror, at mennesket kan omskabe sig til dyr og omvendt, at de dødes sjæle kan tage bolig i et dyr, og endelig at der eksisterer mystiske forbindelser mellem en person og et bestemt dyr (de er hvad man plejede at kalde ”nagualisme”). Man skelner, når det drejer sig om de overnaturlige væsener, der findes hos jægerfolkene mellem følge- eller værneånder, som er ”theriomorfe”, dvs. har skikkelse af rovdyr, guddomme af typen ”Den store Ånd”, ”Dyrenes Herre”, som på én gang beskytter vildtet og jægeren, og endelig ånderne i vildmarken og de forskellige dyrearters ånder.

Desuden er der en del religiøse skikke, der er typiske for jægerkulturer: drabet på dyret udgør et ritual, hvad der medfører den tro, at ”Dyrenes Herre” holder øje med, at jægeren kun dræber, hvad han behøver som føde, og at føden ikke går til spilde. Knoglerne, og især kraniet har betydelig rituel værdi (muligvis fordi man tror, at det indeholder dyrets ”sjæl” eller ”liv”, og at det er skelettet, ”Dyrenes Herre” bruger, når han lader et nyt dyr vokse frem.

Man kan aldrig tilstrækkeligt fremhæve, hvor rig og sammensat jægerfolkenes religiøse ideologi er, og hvor næsten ganske umuligt det er at bevise eller afkræfte, at noget lignende fandtes hos urmenneskene.